Scenebillede fra filmen Onkel fra 2019. I midten ses den kvindelige hovedrolle, niecen Kris, spillet af Jette Søndergaard, og th. onklen, spillet af Peter Hansen Tygesen. Tv. ses kæresten Mike, spillet af Tue Frisk Petersen. Kris bor hos sin onkel på en lille gård i Sønderjylland, og da onklen får et slagtilfælde, må hun hjælpe ham. Alle fire roller i filmen spilles af lokale, der taler dialekt. Filmen er optaget på den gård, hvor Peter Hansen Tygesen er født og opvokset, og Jette Søndergaard er også i virkeligheden hans niece.

.

I Tønder Kommune er det JydskeVestkysten, der læses. Avisen udkommer dagligt i ni udgaver, herunder en særlig Tønderudgave. Den er en fortsættelse af Tønder Avis, der indtog Tønder d. 1. april 1920 som en lokaludgave af Vestkysten. I 1991 fusionerede Vestkysten med Aabenraa‑avisen Jydske Tidende og blev til JydskeVestkysten. Bladhuset udgiver også Ugeavisen Tønder, der hver onsdag‑torsdag omdeles i hele kommunen og har 18.000 læsere (2019). Ugeavisen er en fusion fra 1993 af Den lille Avis fra 1949 og Sydvesten fra 1976 og indgik i 1994 i det daværende JydskeVestkystens gruppe af lokale ugeaviser.

Jysk Fynske Medier er ejerselskabet bag bl.a. JydskeVestkysten og Ugeavisen Tønder. Det står også bag de private radiostationer Skala FM og Classic FM, der kan høres i Tønder Kommune.

DR P4 Syd, der regionalt er bedre kendt som Radio Syd, dækker Tønder fra redaktionerne i Aabenraa og Esbjerg, mens den regionale TV2‑kanal TV SYD dækker fra Kolding.

Mediernes udvikling i Tønder Kommune er også historien om, hvordan medier tidligt har været andet og mere end politiske eller nationale organer. Således var Tondernsches Intelligenzblatt fra 1813 en tysksproget formidler af bekendtgørelser og annoncer. Den blev tosproget 1854‑65 og så i 1919 dansksindet. I 1921 skiftede bladet navn til Tønder Amts Tidende, som fra 1922 blev en del af Fædrelandet, den senere Sønderborg Amts Avis.

Dette sprog‑ og sindelagsskifte gav fra 1919 plads til Neue Tondernsche Zeitung som organ for det tyske mindretal. I 1929 samlede mindretallet kræfterne om Aabenraa‑avisen Nordschleswigsche Zeitung, som allerede i 1933 markerede sig som nazistisk og lukkede i 1945. Mindretallet etablerede derefter det demokratisksindede dagblad Der Nordschleswiger, der har hovedredaktion i Aabenraa.

Videre læsning

Læs mere om kultur i Tønder Kommune

Læs også om

Se alle artikler om Medier