Sussi og Leo har stået på scenen siden 1971, som trio fra 2014. Parret, der har rødder i Jammerbugt Kommune, har turneret i hele Danmark.
.

Musiklivet i Jammerbugt Kommune er overvejende foreningsbaseret. Især områdets mange børne- og voksenkor har god tilslutning. Blandt nyere tiltag kan nævnes Øland Karlekammerkor (stiftet 2008).

Hvert år i november er den lille by Biersted mål for harmonikaspillere fra store dele af landet, når den lokale gruppe Go-Jawten (oprettet 1992) arrangerer træf i idrætshallen, hvor deltagerne spiller og danser næsten uafbrudt i 12 timer. Harmonikaer ses også på Harmonika Museet på Tranum Enge, der samtidig er samlingssted for landsdelens mange harmonikaspillere og folkedansere.

Spillestedet Blokhus (grundlagt 2000), Brovst Musikforsyning (oprettet 1985), MusikCompagniet (grundlagt 2001) i Fjerritslev, Munkens Musik Galleri (oprettet 2001) og Kultur- og ErhvervsCenter Jammerbugt i Aabybro arrangerer hvert år adskillige koncerter. Blandt sommerens højdepunkter er store udendørsarrangementer som Vesterhavsrock (stiftet 1999) og koncerterne på Torvet i Blokhus. Flere gallerier og restauranter har »frokostjazz« på programmet, og overalt afholdes små, intime koncerter for et trofast lokalt publikum og de mange turister. Om sommeren er der desuden mindre udendørs arrangementer i Skovsgårds hotelhave.

Jammerbugt Kulturskole tilbyder undervisning i musik, billedkunst og dans. Ud over den egentlige undervisning arrangerer kulturskolen også koncerter, udstillinger og ture.

Musikerparret Pierre Dørge og Irene Becker har sommerhus i Saltum, hvor Beckers komposition »Autumn in Saltum« og adskillige andre musikstykker er blevet til. Bandet Spinning Wheels (stiftet 1994) er hjemmehørende i Aabybro. Frontpersonerne i Sussi og Leo, Sussi Nielsen og Leo Nielsen, har rødder i Jammerbugt Kommune og bor i en firelænget gård nær Saltum, hvor de har indrettet et lydstudie.

Nogle af de tidligste lydoptagelser med en spillemand i Danmark stammer fra Jammerbugt Kommune. På en viseindsamlingsrejse i 1909 mødte arkivar Hakon Grüner-Nielsen spillemand Thomas Johansen i Kås. I løbet af to dage indspillede de ti fonografvalser med 22 dansemelodier. Optagelserne gør det muligt at lytte til Thomas Johansens rytmiske violinspil præget af hurtige tempi og brug af forsiringer og dobbeltgreb. Før båndoptagerens fremkomst i 1940’erne var optagelser med instrumental folkemusik sjældne.

Videre læsning

Læs mere om kultur i Jammerbugt Kommune

Læs også om

Se alle artikler om Musik og dans

Eksterne links