Johan Skjoldborg, husmændenes store digter, var lærer i Tranum i en række år. Han indledte sin roman En Stridsmand (1896) med digtet »Til den danske Husmand«, der kaldes »du stille Kulturens Soldat«. I sine romaner skildrede han, hvordan der i arbejde og kærlighed blev stridt for udkommet tæt på klitterne, et kongerige skabt af sandjord. Husmandsbevægelsen ærede forfatteren i 1916 ved at bygge en bolig til ham ved Løgstør, hvor han boede i perioden 1917-36.
Henrik Pontoppidan mødte sin anden kone, den højborgerlige Antoinette Kofoed på en sommerferie i Blokhus i 1887, hvor overklassens turisme allerede var slået an med havbad, tennisspil, udflugter og selskabelighed. Pontoppidan var på daværende tidspunkt gift med bondedatteren Mette Marie Hansen, og han havde ønsket at isolere sig i ensomhed, men blev ifølge erindringerne Familieliv (1940) draget ind i det muntre strandliggerliv. Den gamle forfatter Meïr Aron Goldschmidt, der efter sigende var den første til at bade i Blokhus, var samtidig på kurophold. Det uberørte Vendsyssel var blevet omlagt til hoteller og ferie- og kurliv for den københavnske overklasse.
En helt anden befolkningsgruppe ved Gjøl fattede Hans Kirk interesse for: de fattige, men åndeligt vakte Vesterhavsfiskere, der søgte ind til Limfjordens mildere vande. Det blev til romanen Fiskerne (1928), en klassiker i dansk litteratur. Kollektivromanen beskriver Harboøre-Missionens tilhængere og de lokale grundtvigianere og folkekirkelige bønder. Kirks vinkel veksler mellem marxistisk og freudiansk beskrivelse af fiskerne og en human indlevelse og sympati.
Landinspektør og forfatter Knud Sørensen bruger egnen vest for Kås i romanerne En tid (1997) og En befrielse (1999) til at skildre besættelsestiden. Fra 9. april 1940 til sommeren 1945 registreres de store og små dramaer, især det amourøse bror-søsterforhold på husmandsstedet og drengen Jakobs søgen efter sin far, der formummer sig som »ukendt sommergæst« i kirkebogen eller »onkel« i almindelig tale.
