Musik og dans i Mariagerfjord Kommune

Det er svært at sidde stille, når der er Musik på Havnen. Musikfestivalen på havnen i Øster Hurup har spillet op til dans hvert år siden 2013, men for første gang i 2017 varede festivalen to dage. Der er gratis adgang til havnen, og musikerne spiller gratis.
.

Musiklivet i Mariagerfjord Kommune er præget af frivillighed. Mange arrangementer skabes således af det lokale foreningsliv, ofte med støtte fra Mariagerfjord Kommune eller Kulturelt Samråd.

Hobro Musikforening, der samarbejder med Aalborg Symfoniorkester, arrangerer klassiske koncerter, der fortrinsvis gennemføres i Mariagerfjord Gymnasiums koncertsal. Kommunens kirker arrangerer ligeledes en lang række koncerter med overvejende klassisk musik. AMBU-festen i Hobro, Øster Hurup Sommerkoncert og Sødisbakke Festival i Mariager præsenterer primært rytmiske koncerter, ligesom kulturhusene i Hadsund, Arden og Mariager har tilknyttet musikforeninger med fokus på rytmisk musik. JazzHobro har hjemme i Cafe K i Hobro. Et særkende for kommunen er singlebal på Pigernes Kro og koncerterne i bilforretningen Hammer Biler.

Mariagerfjord Kulturskole blev grundlagt i 2007 og tilbyder undervisning i en række kunstfag til børn, unge og voksne. Kulturskolens korskole er et sangkraftcenter med 150 unge elitesangere fordelt på de tre kor: Mariagerfjord Spirekor, Mariagerfjord Juniorkor og Mariagerfjord Pigekor. I kommunen findes ligeledes en privat musikskole, Ottos Musik.

Det rytmiske øve- og spillested Ishuset ligger i Hobro. Bygningen var tidligere ishus for det nedlagte bryggeri Bies Bryghus. Her virker Ishuset Bigband, en del af Mariagerfjord Kulturskole, samt ungdomsmusikforeningen Ishuset Live. Hadsund Skoleorkester, Danmarks ældste skoleorkester, har rødder tilbage til 1932, hvor lærer K.A. Knudsen startede Hadsund Realskoles drengeorkester. Fra 1971 har piger også kunnet være med.

Hobro Garden, oprindelig Hobro Skoletambourkorps, blev stiftet i 1986. Undervisningen varetages af lærere fra Mariagerfjord Kulturskole. I kommunen er flere kor i alle genrer. Det nyeste kor er det kommunalt oprettede tilbud til lungepatienter, Lungekoret.

Vinderen af det internationale Melodi Grand Prix i 2013, Emmelie de Forest, er opvokset i Mariager.

Videre læsning

Læs mere om kultur i Mariagerfjord Kommune

Læs også om

Se alle artikler om Musik og dans