Randers Regnskovs tre kupler repræsenterer hver en verdensdel. De to første kupler åbnede i 1996, mens den største kuppel blev indviet i 2003 og indeholder et regnskovsbassin med bl.a. piratfisk og søkøer.

.

Randers Regnskov er en tropisk zoologisk have med status som selvejende institution og med vedtægter, der er godkendt af kulturministeren. Som andre zoologiske anlæg, der modtager statstilskud, har også Randers Regnskov det lovbundne formål at udstille levende dyr af vilde dyrearter for offentligheden. Hensigten er at vise naturens mangfoldighed samt de enkelte arters tilpasning til miljøet og de udstillede dyrs adfærd.

Randers Regnskov blev indviet d. 13. juni 1996. Den ligger i Randers mellem Gudenåen og Tørvebryggen; i dag letgenkendelig på sine tre kupler. Kuppeltagenes gitterkonstruktion er af stål, og hver kuppel består af omkring 3.000 trekanter i forskellige størrelser. Ruderne er i transparent polykarbonat i tre lag, som både tillader solens lys at trænge igennem og holder på varmen. De to kupler med hhv. Asien (700 m²) og Afrika (500 m²) blev indviet ved åbningen, mens den 2.000 m² store kuppel med Sydamerika kom til i 2003. Sidstnævnte er 50 m i diameter og 23,6 m høj. Alle tre kupler er tegnet af arkitekt Jørgen Hjersing.

Kuplerne huser mere end 200 dyrearter, bl.a. jaguar, jordsvin, kappeguereza, lavlandstapir, totået dovendyr, hættet gibbon, vestindisk søko, grøn anakonda, kongekobra og komodovaran. Dertil kommer et stort saltvandsakvarium med ca. 75 forskellige arter, en natzoo og »Slangetemplet«, hvor besøgende kan gå rundt blandt fritlevende kvælerslanger og sommerfugle.

Inden udgangen af det første år i drift havde Randers Regnskov haft mere end 200.000 besøgende. I 2016 nåede tallet op på 260.000.

Videre læsning

Læs mere om Kulturhistoriske museer og kulturarv i Randers Kommune

Læs videre om

Læs også om

Se alle artikler om Kulturhistoriske museer og kulturarv

Eksterne links