Randers nævnes af Saxo i 1200-tallet og bliver et litterært heltested i Jyske Krønike fra 1340’erne. Her fortælles om Niels Ebbesen, der i 1340 dræbte »Den kullede greve«, holstenske Gerhard 3., og som dermed indledte frisættelsen af danerne. I folkevisen om Niels Ebbesen fra ca. 1580 skildres trofasthed og mod, og Svend Trøst er snild: »Niels Ebbesen gaar over Randers Bro,/de løbe efter ham saa fast;/efter gaar liden Svend Trøst,/Broen han efter ham kaste.« Trøst ødelagde broen over Gudenåen og stoppede forfølgerne. Ebbesen er national helt i B.S. Ingemanns roman Prinds Otto af Danmark (1835), og N.F.S. Grundtvig giver ham i 1839 en yderligere glorie i et digt, hvor tysken er fjendebilledet: »Med Tyskerne vrede i Tusindtal,/I Kammen kry,/den kullede Greve drog ind med Bral/I Randers By;/ilde han tured og værre det tegned,/Kvinderne bæved, og Børnene blegned;/for Tyskerne reves om Danmark!«. Kaj Munk fulgte i 1942 i samme spor med skuespillet Niels Ebbesen, hvor temaet er viljen til modstand mod den tyske besættelsesmagt.
St.St. Blicher var præst i Spentrup-Gassum fra 1825 til 1847. Blicher var en urolig sjæl, der gerne opsøgte vidderne på heden, naturen, jagten, ensomheden. »Hosekræmmeren« (1829) indledes: »Stundom, naar jeg har vandret ret ude i den store Alhede, hvor jeg kun har havt den brune Lyng omkring mig og den blaae Himmel over mig;«. Blicher gjorde sig ikke til helt, var tværtimod ydmyg, og skildrer mennesker som »Muldvarpeskud«. Hjemme i præstegården i Spentrup blev erfaringerne til skrift, og her skabtes en væsentlig del af forfatterskabet: novellerne »Røverstuen« (1827) og »Præsten i Vejlbye« (1829) samt digtsuiten Trækfuglene (1838). Stuehuset fungerer stadig som præstebolig, og mindestuen Malvinas Hus er indrettet i præstegården. Blicher er stedt til hvile på Spentrup Kirkegård: »Der hvile ogsaa mine Been engang/Blandt mine Fædres lyngbegroede Grave«, som det hedder i »Hiemvee« (1814).
Ved Randers Fjord ligger Mellerup, hvor Jakob Knudsen begyndte sit forfatterskab. Jakob Knudsen fik i 1890 ansættelse som præst ved valgmenigheden i Mellerup. Han blev skilt, hvad menigheden accepterede, men da han giftede sig med den 19 år yngre Helga Bek, ramte forargelsen. Jakob Knudsen måtte opsige sin stilling og slå sig igennem som foredragsholder og forfatter. Det var hårde år, men med fortællingen »Et Gjensyn« (1898) og romanen Den gamle Præst (1899) kom et folkeligt gennembrud. Salmerne »Tunge, mørke Natteskyer« (1890) og »Se, nu stiger Solen« (1891) er skrevet i Mellerup med udsigt til Randers Fjord: »Se, nu stiger Solen af Havets Skød,/Luft og Bølge blusser i Brand, i Glød;/hvilken salig Jubel, skønt alt er tyst,/medens Lyset lander paa Verdens Kyst.«
Henrik Pontoppidan blev født i Fredericia i 1857, men boede i Randers fra 1863, hvor faderen blev præst ved Sankt Mortens Kirke, til han i 1873 rejste til København. Pontoppidans senere skildringer af hjem og hjemby er præget af opgør med faderens strenge, asketiske moral og mørke kristendom. Hovedværket Lykke-Per (1898‑1904) indledes: »I en af de østjyske Smaakøbstæder, der ligger gemt mellem grønne Banker i Bunden af en tilgroet Fjord, levede der (…) en Præst ved navn Johannes Sidenius. Det var en from og streng Mand.« Romanens helt, Lykke-Per, bruger sit liv på at komme fri af sin faders skygge, hvilket ikke lykkes. Randers genkendes flere steder i Pontoppidans værker, men mest markant i Lykke-Per.
Karin Michaëlis voksede op i Randers. Hun var en flittig forfatter og kritisk debattør, som i 1930’erne hjalp intellektuelle på flugt fra Nazityskland. Hun blev siden en helt i kvindelitteraturen, bl.a. i kraft af sine skildringer af kvinders seksualitet og frigørelse. Den farlige Alder (1910) om kvinders seksualitet i overgangsalderen var en international succes. Romanserierne Træet paa godt og ondt (1924‑30) og Vidunderlige Verden (1948‑50) rummer skildringer fra barndomsbyen.
Randers Station blev poetisk i rockgruppen TV-2’s og Steffen Brandts sang af samme navn fra 2007 om en pige, der heroisk længes mod verden med en mobil i hånden: »Der sidder en pige på Randers Station/der er ikke meget fremtid at se/i skæret fra sin nye mobiltelefon/sms’er hun det der skal ske.«
