Landskabet i Rebild Kommune består overvejende af bakkede istidslandskaber. Længst mod øst findes hævet havbund fra Littorinahavet, som også strækker sig ind i flere af ådalene. Det mest markante landskabselement er Gravlevdalen, der skærer sig dybt ned i landskabet. Enkelte steder støder man desuden på overfladenære kalkaflejringer fra Danien.
Rebild Kommunes landskaber
Dannelsen af Rebild Bakker
1. Gravlevdalen er en tunneldal, som blev dannet under sidste istid. Dalen, som lå under isen, førte smeltevand væk og skar sig derved ned i landskabet. Fordi tunneldalens sider var stejle, begyndte afstrømmende overfladevand efterfølgende at erodere sig ned i dalsiderne og danne kløfter. I bunden af dalen begyndte det borteroderede materiale gradvis at opbygge terrasser i flere niveauer.
2. Efterhånden som overfladevandet eroderede sig dybere ned i dalsiderne, blev bakkepartiet Rebild Bakker dannet. Senere begyndte den tiltagende plantevækst at stabilisere de op til 90 m høje, stejle dalsider. Rebild Bakker er kendt som »falske bakker«, da det er dalene, som har skabt det kuperede landskab.
Landskabets dannelse
Under sidste istid blev det område, som i dag udgør Rebild Kommune, to gange dækket af is. Første gang var for ca. 28.000 år siden, hvor isen kom direkte fra nord og bragte mange sten fra Osloområdet med sig. Blandt dem var bl.a. den store rombeporfyr Cimbrerstenen, der i dag står som et monument i Rebild Bakker. For ca. 23.000 år siden blev området endnu en gang dækket af is. Denne gang var det af Nordøstisen, som fortsatte sin færd helt ud til hovedstilstandslinjen.
Efterhånden som isen smeltede, rykkede isranden gradvis tilbage mod øst og efterlod langstrakte bakkestrøg. Disse randmoræner markerer, hvor isranden på et givent tidspunkt lå, og kan ses ved Kongens Tisted, Skørping og i Hellum Skov. Vest for randmorænen ved Kongens Tisted er der dannet en lille hedeslette af smeltevand, der er strømmet mod vest. Gravlevdalen fungerede som tunneldal under sidste istid, hvor vandet under isen strømmede ned mod hovedstilstandslinjen. Under afsmeltningen lå der i en periode rester af is i bunden af dalen. Isen opdæmmede smeltevandet og skabte søer. Her blev der også afsat flade terrasser, som i dag kan ses i flere niveauer langs siderne af Gravlevdalen.
Lige efter at isen smeltede bort, og inden plantevæksten stabiliserede Gravlevdalens op til 90 m høje, stejle sider, eroderede overfladevand sig ned i dalsiderne og efterlod bakkepartiet Rebild Bakker. Det borteroderede materiale fra dalsiderne har opbygget terrasserne i Gravlevdalen. Rebild Bakker er kendt som såkaldte »falske bakker«, fordi de kun fremstår som bakker pga. de dale, som erosionen skabte.
Ved Gravlev er der foretaget en række boringer, som fortæller om dalens udvikling og miljøhistorie fra istiden og frem til nu. I Borealtiden for ca. 10.300-9.000 år siden var Gravlevdalen en langsø, på hvis bund der blev aflejret tørvegytje. For ca. 9.000 år siden begyndte Littorinahavet at trænge ind i dalen, og der er fundet havaflejringer med skaller fra denne periode. Efterfølgende hævede landet sig, og for ca. 2.000 år siden blev Littorinahavets aflejringer tørlagt. I de lavtliggende, fugtige dale blev der dannet de tørvelag, som nu dækker dalbunden.
Langs Gravlevdalen kommer bryozokalk fra Danien flere steder op til overfladen. Meget tyder på, at der under dalen ligger en forkastning. Da en forkastningszone er en svaghedszone, er kalken eroderet, hvorved den retlinede dal er dannet.
Kalken er blevet brudt ved Skillingbro og i Thingbæk Kalkminer, og både Ravnkilde og Lille Blåkilde udspringer direkte fra kalken i Gravlevdalens sider.
Littorinahavet
Omkring bakkepartiet ved Smidie udgøres landskabet af aflejringer fra Littorinahavet. Selve bakkepartiet består af skrivekridt fra Kridttiden, dækket af et tyndt lag af istidsaflejringer. I stenalderen var bakkepartiet en kalkø i Littorinahavet.
Der findes også Littorinaaflejringer i den nordlige del af Skibsted Ådal og ind i Lindenborg Ådal op til omkring Rebild Bakker. Aflejringerne stammer fra den tid, hvor de to ådale var smalle fjorde. De gamle kystskrænter ved Smidie, Randrup Mark og Lille Brøndum viser, hvor Littorinahavets kyst lå for ca. 7.000 år siden. Da kystlinjen her ligger ca. 6 m over nuværende havniveau, betyder det, at landet har hævet sig ca. 6 m, siden Littorinahavet havde sin maksimale udbredelse.
Suldrup Saltdiapir
I undergrunden under Sønderup Ådal ligger Suldrup Saltdiapir. Ådalen skærer sig gennem det højtliggende terræn og tager form af en dybt nedskåret dal med op til 30 m’s forskel fra dalbund til daltop. Dalens forløb skyldes en lokal landhævning, som er forårsaget af den underliggende saltdiapir. Saltbevægelser i undergrunden fik landskabet til at hæve sig, og i takt med landhævningen har åen eroderet sig længere ned i dalbunden, så den er endt med at ligge i en endnu dybere dal. Terrasser i dalsiderne viser de ældre dele af dalbunden, som landhævningen har skubbet op, men som åen ikke har formået at erodere bort. Den lokale landhævning er siden istiden foregået med en hastighed på ca. 1 mm om året.
Videre læsning
Læs mere om Natur og landskab i Rebild Kommune
Læs også om
- Rebild Kommunes geologi
- Rebild Kommunes klima
- Kulturlandskabet i Rebild Kommune
- Skove i Rebild Kommune
- Det åbne land i Rebild Kommune
- Ferske vande i Rebild Kommune
- Natur- og landskabsforvaltning i Rebild Kommune
Se alle artikler om Landskaber
