Høj, 2,2 x 21 m, hul i top. 5 m af V-siden overpløjet. Af- gravning hist og her. Gran- og fyrreklædt i ager. NM I: Høj. Stor nedgravning i midten, 10 m i diam. og 0,75 m dyb. Mod V er ca. 5 m af højen overpløjet. Afgravnin- ger hist og her. Beplantet med gran og fyr.
Rundhøje er den mest almindelige type af gravhøje, der kendes i Danmark, og de findes overalt i landet. Rundhøjene har fået deres betegnelse efter deres kuplede form. I Danmark findes der tusinder af fredede rundhøje, men mange er overpløjede og enten helt forsvundet eller kun til at finde ved en arkæologisk udgravning. Læs videre her.
Stenbyggede grave kendes fra alle oldtidens perioder, hvor de første blev opført, umiddelbart efter at indbyggerne gik fra at være jægere og samlere til at opdyrke jorden og holde husdyr. Navnlig de ældste stenbyggede grave, stendysserne og jættestuerne, fra yngre stenalder (ca. 4000-1700 f.v.t.) er karakteristiske i landskabet på grund af anvendelsen af tonstunge sten i konstruktionen, men stengravene findes i mange forskellige typer og variationer. Stenbyggede grave var også et udbredt fænomen i bronzealderen og jernalderen (ca. 1700 f.v.t.-1050 e.v.t.). Læs videre her.
En gravgenstand er en arkæologisk genstand, der er fundet i en grav, såsom jordfæstegrav, rundhøj, langhøj eller stendysse/jættestue. Ved arkæologiske undersøgelser eller restaureringer findes ofte genstande, som de døde har fået med sig i graven. Det kan eksempelvis være lerkar, flintdolke, bronzesværd, dragtsmykker, seletøj til heste, pilgrimsmærker mv. Læs videre her.
Stenalderen er den første periode af oldtiden. Den har fået sit navn efter de mange stenredskaber, der er så karakteristisk for perioden. Samtidig med indførelsen af landbruget skete et skifte i stenalderfolkets kultiske og rituelle forestillingsverden, og store samlingspladser blev opført samt ikke mindst de i dag meget karakteristiske langhøje, stendysser og jættestuer. Læs videre her.
Vikingetiden er en speciel skandinavisk betegnelse for den yngste del af jernalderen. Perioden er navnlig kendt pga. de skandinaver, der drog på plyndrings- og erobringstogter forskellige steder både inden og uden for det europæiske område. I slutningen af vikingetiden skete der en konsolidering af magten, hvilket bl.a. gav sig udslag i opbygningen af store fyrsteanlæg som Jelling og Gl. Lejre, anlæggelsen af flere forsvarsanlæg og dannelsen af en egentlig, samlende kongemagt i det danske område. Blandt de typiske synlige fortidsminder er rundhøje, skibssætninger, forsvarsanlæg, såsom de karakteristiske ringborge, samt runesten med tidens typiske runeindskrifter. Læs videre her.
