Traditioner og fortællinger i Læsø Kommune

Artikelstart

Mange kystsamfund i det førindustrielle Norden var præget af en særlig arbejdsdeling, hvor kvinderne tog sig af landbruget, og manden var på havet. På Læsø var denne arbejdsdeling særlig gennemført og kendes tilbage fra middelalderen. Mandens arbejde omfattede således fra 1500-tallet tømmerhandel og senere søfart, og når han var hjemme på øen: bjærgning ved strandinger, fiskeri, træhåndværk og bådebyggeri. Kvinderne varetog stort set alt arbejde med landbruget: De passede køer, får og heste, kørte hestevogn, og ikke mindst bearbejdede de jorden og gravede tørv, hvilket foregik med en karakteristisk kort, krum spade. Arbejdsdelingen sås fx, når der blev bragt bundgarn ud til hornfiskefangsten, hvor kvinderne kørte bundgarnet så langt ud på det lave vand som muligt, hvorefter mændene overtog arbejdet med at lade det over i jollen.

Det blev almindeligt, at gårdene gik i arv til kvinderne for at sikre dem et økonomisk grundlag.

Læsødragten

En læsøfamilie. Den ældre kvinde i sølvsmykket læsødragt med hvidt »hæklæde« på hovedet. De øvrige personer i klædedragt efter moden i 1890’erne, drengene i matrostøj.
Fra fotograf Zeuthens fotoatelier, Læsø, ca. år 1900.
.

Kønsrollerne og arbejdsdelingen fik sit stærkeste udtryk i klædedragterne. Mens mandens tøj fra 1700-tallet lignede det, søfolk gik i andre steder, udviklede kvindens festdragt sig til at blive noget særlig læsøsk. Dragten bestod af et langt skørt, der var dækket af et fint silkeforklæde, en ærmetrøje med udskæring og påsyede sølvbrocher, kaldet bråser. Ærmetrøjen blev lukket med hægter og maller af sølv. Under trøjen var et ærmeløst livstykke, lukket øverst i halsen med bladpyntede ringe samt kæde og snørenål i sølv. Til fest bar kvinden et hvidt tørklæde af brændenældefibre kaldet et »hæklæde«.

Hvor mandens påklædning signalerede udsyn og internationale forbindelser, kommunikerede kvindens velstand og selvbevidsthed. For de gifte kvinder markerede et sølvbælte eksempelvis social stand. Kvindens dragt fangede da også fra 1700-tallet tilrejsendes opmærksomhed og blev i egnsbeskrivelser og på kunstneriske skitser fremstillet som en særlig egnsdragt. I dag lever traditionen videre igennem Læsø Folkedanserforening, og dragten kan desuden stadig ses ved de fleste festlige lejligheder.

Madkultur

Fisk og flæsk prægede kosten i de gamle fisker-bondesamfund på Læsø. »Kropping«, der betyder fyld, var en almindelig ret på øen, og den bestod af byggrynsboller kogt og serveret i kålsuppe, ofte grønkålssuppe. Kropping blev også brugt til fyld i torskehoveder. Hvidkål var hovedbestanddelen i en anden karakteristisk ret fra Læsø, nemlig julens »storkål«, hvor store stykker hvidkål blev kogt med flæsk. Når kålen var kogt, blev den skåret i terninger og lagt lagvis med kanel og sukker i et ildfast fad og bagt i ovnen.

Den almindelige kost i 1800-tallet var dog tørfisk, serveret med brød og fra midten af 1800-tallet med kogte kartofler.

I dag er Læsø mere kendt for læsøsalt, som fremstilles efter gamle sydeteknikker. De små poser med havsalt kendes for deres gastronomiske kvaliteter langt uden for Læsø. En anden råvare, der forbindes med Læsø, er jomfruhummer. Erhvervsfiskere fanger i dag jomfruhummere med trawl i Kattegat og Skagerrak, og en stor del eksporteres til udlandet, fortrinsvis Italien.

Videre læsning

Læs mere om kultur i Læsø Kommune

Læs videre om

Se alle artikler om Dagliglivsfortællinger

Se alle artikler om Traditioner og fortællinger