Christian IV's Bryghus

Artikelstart

Christian IV’s Bryghus er fra tiden omkring 1608, hvor Christian IV som led i sin befæstning af København lod opføre en kraftig hjørnebastion, der senere blev bryghus. Bygningen, der er placeret på Slotsholmens sydvestlige hjørne, rummer i alt ca. 8.200 m² fordelt på en kasemat med murede hvælv, det overliggende stenloft og ovenover dette igen fem lofter i en trækonstruktion, i alt syv etageplaner. Mens den nedre etage har karakter af et fæstningsværk, er de øvrige etager beslægtet med ældre pakhuse.

Bygningshistorie

Bygningens karakteristiske pileformede grundplan afslører fortiden som fæstning. De spidse vinkler gav bedre mulighed for at forsvare og dække fæstningsmur og indsejling, samt den nærved liggende flådehavn. Over de hvælvede rum var en stor åben platform beskyttet af brystværn med skydeskår. Bygningens levetid som forsvarsværk blev dog kort. Allerede efter ca. 10 år mistede bastionen sin militære betydning, og samtidig trængte behovet for udvidelse af København sig på. Forsvaret mod Øresund var, trods denne bastion, et svagt led i byens forsvar.

Løsningen på disse problemer blev anlæggelse af en lang kæde af volde og bastioner lagt i en ring ude i havnen. Bag dette forsvarsværk blev der fyldt op, og Christianshavn blev anlagt og udstykket. Flådehavnen tæt ved, der både havde Tøjhus og Provianthus, fik herefter følge af et bryghus – Christian IV’s Bryghus. Der blev rejst et mægtigt tagværk med spidsgavle og skiffertag over den tidligere bastion, og produktionen af øl tog sin begyndelse.

Bryghuset brændte første gang i 1632, men det præcise omfang af skaderne kendes ikke. Bygningen blev genopført og blev igen tækket med skiffertag, men nu med en mansardlignende opbygning. Herefter fortsatte ølbrygningen. Under svenskernes belejring af København i årene 1658-60 genvandt bryghuset for en kort bemærkning sin militære betydning. Et af angrebene på byen satte ind netop ved Bryghuset, der på den måde kom til at danne udgangspunkt for forsvaret af byen. Murene var – og er – af enorme dimensioner, og en del af de førnævnte strategiske kvaliteter var stadig intakte.

Natten mellem d. 7. og 8. maj 1767 blev bygningen atter raseret af en omfattende brand. De tykke ydermure samt rester af de øvre mure stod tilbage. Tagværk og en del af hvælvene overlevede ikke branden, der satte punktum for bygningens historie som bryghus.

Vest for poternen bærer hvælvene tydelige præg af forskellige ombygninger, og det fremgår af de bygningshistoriske undersøgelser, der er gennemført af henholdsvis Hanne Raabyemagle og Søren Lundquist i 2000, at hvælvene i dette område brød sammen ved den seneste store brand i 1767.

Efter genopførelsen (1768-70) fik Bryghuset sit nuværende udtryk, og bygningen blev anvendt som ren magasinbygning, først for Bryggerlauget og Søetaten, senere for Landetaten og Tøjhusmuseet. En del har ændret sig i Bryghusets nære omgivelser siden da, men den bygning, man kan se og opleve i dag, er i det store hele uændret siden 1768. Det skal dog bemærkes, at Bryghuset på flere afbildninger fra slutningen af 1700-tallet og i begyndelsen 1800-tallet var forsynet med kviste på alle lofter, bl.a. på en blyantskitse udført af C. W. Eckersberg, dateret 1807. På et maleri af Vilhelm Petersen, dateret 1844, er kvistene imidlertid fjernet. Fra 1828 kom Bryghuset til at tjene som artillerimagasin for Landmilitæretaten samt som Krigsministeriets Arkiv.

I 1868 blev det konstateret, at tagværket var meget medtaget af råd og svamp, og en betænkning fra etatens bygningssyn anbefalede en nedrivning. Igen i 1874 frarådede ingeniørkorpset en istandsættelse. Nedrivningen blev dog ikke besluttet, og siden blev der gennemført nødtørftige vedligeholdelser og reparationsarbejder efter stormskader i 1893, 1901, 1906, 1911, 1914 og hvert år efter 1920.

I 1918 blev bygningen fredet. I 1925 blev det konstateret, at bygningen var kraftigt angrebet af ægte hussvamp, der, skønnede man, stammede helt tilbage fra 1873. Svampeangrebet var omfattende, og meget tømmer blev udskiftet og imprægneret med Antinonin. Murremme blev i den forbindelse udskiftet med INP jern. På samme tidspunkt blev det nordvestlige trapperum ændret til en elevator, der blev ført op til fjerde loft. Hovedistandsættelse af tag med undertag blev udført i 1967. Få år efter, i 1970-75, blev der gennemført en brandsikring, der omfattende indvendig gipsbeklædning af tagflader og undersiden af etagedækkene.

Christian IV’s Bryghus fungerede som magasin for Tøjhusmuseet indtil 1997-98. I 1998-2000 blev der gennemført en hovedistandsættelse af facader mod øst og syd samt isætning af nye linoliebehandlede vinduer på lofterne.

Efter at Slots- og Ejendomsstyrelsen i 2001 overtog Christian IV’s Bryghus fra Tøjhusmuseet, blev det vedtaget, at bygningen skulle åbnes for offentligheden. En forudsætning for offentlig adgang til Bryghuset var gennemførelse af et brandsikringsprojekt. Projektet omfattede etablering af vandtågeanlæg på alle lofter, tilføjelse af brandsikre døre i kasematten og etablering af to nye trapper, den nye trappe i den gamle Bryghusskorsten og en udvendig brandtrappe fra Stenloftet til gården. Brandsikringen blev gennemført fra 2010 til 2014.

Da det er forbundet med store udfordringer at opvarme Christian IV’s Bryghus, faldt valget efterfølgende på at indrette kasematten og Stenloftet til Lapidarium, der ikke kræver opvarmning. I denne sammenhæng blev der etableret simple gangbroer rundt i kasematten, og en ny elevator fra kasematten til stenloftet.

Ved en registrering udført i 2010 blev det fastslået, at der overalt på Stenloftet findes teglstensgulve på nær i det nordøstlige hjørne, hvor det underliggende hvælv blev muret om i 1958 og fremstår uden opfyld over de murede hvælv. Teglgulvet blev fremdraget i forbindelse med indretning til lapidarium, og etagen kunne igen leve op til sit navn, Stenloftet.

Bygningsbeskrivelse

Christian IV’s Bryghus er placeret på Slotsholmens sydvestlige hjørne med facader mod henholdsvis Søren Kirkegaards Plads og Frederiksholms Kanal. Bag Bryghuset findes et gårdmiljø, der afgrænses af ministerielle bygninger, Nebelongs bygning og Tøjhuset. På den modsatte side af kanalen har Bryghuset fået en volumenmæssig pendant, det nye byggeri BLOX, der afgrænser Frederiksholms Kanal mod syd og definerer den sydlige side af Søren Kirkegaards Plads. Det fornemmes dog stadig, at Christian IV’s Bryghus oprindeligt udgjorde det sydøstlige hjørne af Slotsholmen.

Facader

Bygningen hviler på en granitsokkel, der mod Søren Kirkegaards Plads delvist er dækket af terrænet. Undersøgelser af fundamenterne viser, at bygningen er pælefunderet, og herover ligger syldsten, munkesten og igen tilhuggede granitblokke. Undersøgelserne afslører desuden, at der er to granitsokler i forskellige højder mod Søren Kirkegaards Plads. Den nederste skønnes at være i højde med oprindelig kaj i perioden, hvor bygningen fungerede som bryghus. Facaderne er opført i munkesten, mod syd og vest i fæstnings-forbandt, og de fremstår i dag blankmurede med spor fra de mange ændringer og ommuringer, der har fundet sted, betinget af bygningens skiftende funktioner og indretninger gennem tiden.

Mod Frederiksholms Kanal og mod gården ses murede hejsekviste. I gården ses endvidere en moderne brandtrappe, der fører fra Stenloftet og ned til terræn.

I facadernes fuger findes spor af, at bygningen tidligere har været rødkalket med en blanding af rødler og kalk. Det er ikke muligt at tidsfastsætte disse spor, men det har tidligere været en ofte anvendt teknik, idet man ikke afsyrede murflader og ønskede at skjule det blakkede murværk.

Mod vest er der tydelige spor efter større muråbninger, hvor der i bryghusperioden har været en tilbygning. I underetagen, kasematten, har de høje og smalle vindueshuller deres udspring i de oprindelige skydeskår, mens de øvrige etager er forsynet med små muråbninger, dels udformet som vinduer, dels som lasteluger under de steder, hvor der stadig findes hejsebomme. Døre og porte er revledøre. Vinduer, lemme, døre og porte er alle brunmalede.

Mod Frederiksholms Kanal er taget i store træk udformet som et saddeltag med kvartvalme, og i delen mod Tøjhuset er taget udformet som mansardtag.

De enorme tagflader er beklædt med håndstrøgne vingetegl, og tagfladen har støbejernsvinduer placeret ca. i hvert sjette fag. Skotrender, tagrender og nedløb er udført i kobber. Langs rygninger og gratsten er der udlagt blyvinger i stedet for forskelling.

Kasematten

Kasematten i underetagen har over 2,5 m tykke facademure mod syd og vest. Etagen er hvidkalket og indrettet med store hvælvede rum med murede søjler og få murede skillerum. Planen gennemskæres af en hvælvet korridor, den såkaldte poterne. Hvælvene er meget forskellige i deres udformning og størrelse. Der forekommer regulære krydshvælv, skæve krydshvælv og tøndehvælv med indskårne nicher. De fleste hvælv er forsynet med trækbånd i sortmalet stål.

På flere af facademurenes indersider og på enkelte hovedskillerum er der ca. 2,75 m oppe en afsats i murværket. Dette er muligvis spor efter et plankedæk, der opdelte kasemattens rum i to planer. I underetagen er teglsten og brolægning udlagt direkte på jorden. I den nordvestlige del af kasematten findes endnu fundamentsten i gulvet, der bar bryghustidens kar eller kedler. I forbindelse med Nationalmuseets prøvegravninger i 1981 blev der fundet slyngværk af egetræ under gulvet.

Adgangen til overliggende etager sker via en ny brandsikret trappe i en skakt øst for Poternen. Skakten er resterne af bryghusets mægtige skorsten. I bunden af skorstenen ses et afløb, sandsynligvis fra tiden som bryghus. I den nordøstlige del af kasematten findes en elevator, der i dag fungerer mellem Kasematten og Stenloftet. I kasematten er tilføjet brandsikre døre af glas, der fungerer sammen med de gamle revledøre.

Stenloftet

Første etage, benævnt Stenloftet, var oprindeligt bastionens tag. Herover er der ved de senere ombygninger rejst en mægtig tagkonstruktion at stolper, kopbånd, dragere, bjælker og spær. På gulvet er gule tegl.

Adgangen til de øvrige lofter sker via to simple trætrapper udformet som ligeløbstrapper. Den ene er placeret nær hovedtrappen, den anden i sidefløjen mod nordøst.

Alle lofter over Stenloftet fremstår som store åbne planer uden vægge, bortset fra at der på hvert andet loft er udført gipsskillevægge omkring trapperne. Etagerne har plankegulve, delvist forsynet med nyere blindgulve, og med reparationer udført med planker i mindre dimensioner.

Tagkonstruktionen er forsynet med undertag udført i brædder og pap. Indvendigt er tagkonstruktionen brandsikret med mineraluld og gipsplader, som er opsat mellem spærene.

Første loft over stenloftet afskiller sig fra de øvrige ved, at der på stolperne er malet karakteristiske tjærestriber under kopbåndene, der muligvis er lastemærker. På første og andet loft er dragerne forsynet med nogle malede tal og bogstaver, hvis betydning ikke er afdækket. Flere af lofterne har stadig hejseværk fra forskellige epoker.

Miljømæssig værdi

Bryghuset ligger som en markant bygning på hjørnet af Søren Kirkegaards Plads og Frederiksholms Kanal. Bygningen er synlig fra havneløbet, hvor den indskriver sig i sammenhængen med Krigshavnens øvrige store bygningsværker i rød tegl på Slotsholmen.

Den miljømæssige værdi ligger blandt andet i, at Bryghuset danner en markant afslutning af Frederiksholms Kanal, samt at Bryghuset fremstår som et mægtigt teglmassiv, der danner Slotsholmens markante hjørne mod syd og øst. Hertil kommer bygningens havnenære beliggenhed, der beretter om tidligere funktioner.

Kulturhistorisk værdi

De kulturhistoriske værdier knytter sig til oplevelsen af bygningens oprindelige funktion som bastion og som en del af Københavns befæstning. Bastionen viser sig i bygningens beliggenhed ved vandet, den pileformede grundplan, murhullernes udformning med afsæt i de oprindelige skydeskår, de kraftige mure mod de to frie sider, poternen, som har givet soldaterne en hurtig udrykningsvej ud af fæstningen, samt i de kraftige hvælv, der skulle modstå trykket fra kanoner, der blev skudt af.

De kulturhistoriske værdier knytter sig også til, at der kan opleves spor fra bygningens funktion som en del af komplekset omkring Christian IV’s Krigshavn. Tiden som bryghus kan direkte aflæses i resterne af den store skorsten med afløbet i bunden, i fundamentsten inde i den nordvestlige del af kasematten samt i spor af åbninger og tilbygninger på vestfacaden.

Endvidere er det en værdi, at funktionen som pakhus let lader sig aflæse direkte i de mange store åbne planer, luger og hejseværk. Christian IV’s Bryghus er det sidste intakte pakhus ved Københavns Havn. Der er endvidere knyttet en kulturhistorisk værdi i de mange vidnesbyrd om brug og slitage gennem århundreder, der tydeliggør bygningen som en arbejdets bygning. På første loft er stolperne forsynet med nogle karakteristiske tjærede bånd, der menes at være lastemærker, som skulle angive, i hvilken højde der kunne lastes med korn. Hertil kommer, at dragere på første og andet loft er forsynet med nogle malede tal og bogstaver, hvis betydning ikke er afdækket. I gulvenes mange fald kan aflæses den store last, bygningen har rummet.

Arkitektonisk værdi

Det fritliggende bryghus er et stort teglmassiv, der danner Slotsholmens markante hjørne mod syd og øst. De arkitektoniske værdier er ikke opnået gennem en bevidst bearbejdning og valg af arkitektoniske virkemidler som proportionering og brug af stilmæssige greb, men knytter sig i stedet til det djærve formsprog, som har været dikteret af de skiftende funktioner.

Den arkitektoniske værdi er knyttet til de tilknappede facader, der har sit udspring i bastionen, og til pakhuset med overfacaden og den store gavl med de sparsomme murhuller og hejsebomme, samt det enorme ubrudte tagværk. Tilsammen fremstår facader og tag som et stærkt og særegent vidnesbyrd om en svunden tid, og samlet set udstråler bygningen stor homogenitet i materiale og klare konstruktive principper, der er direkte aflæselige.

Interiørerne er præget af oprindelige rumopdelinger, konstruktioner og materialer. Der er mange brugsspor og elementer med høj fortælleværdi om bygningens anvendelse i forskellige perioder.

Ved bevægelsen op gennem bygningen opleves kontrasten mellem de massive hvælv og den lette trækonstruktion. Hver loftsetage har en klar horisontal orientering, som også aflæses på gavlenes vinduer, samtidig med at hver etage ved materiale og konstruktion er en del af sammenhængen.

Indvendigt knytter de arkitektoniske værdier sig til kasematten med de skæve rum og irregulære hvælv, der rummer et væld af forskellige oplevelser af lysindfald. På lofterne opleves skoven af stolper, kopbånd, dragere og bjælker. Det taktfaste gentagelsesmoment tilføjer ro og harmoni, der dog brydes af de skæve liner, som dannes af den irregulære plan. Her opleves de lange kik og de store ubrudte flader ud mod de sparsomme lysåbninger og gulvenes bølgende flader.

Videre læsning

Læs videre om

Se alle artikler om Kulturhistoriske museer og kulturarv

Eksterne links