Der har altid været forskel på dialekten i Holstebro Kommune, fra Råsted i sydvest til Vinderup i nordøst. I dag overdøves disse dog af forskellene mellem ældre og yngre sprogbrugere og mellem de mest urbaniserede holstebroere, der taler et (jyskpræget) standardsprog, og indbyggerne i de mere landlige dele af kommunen, der ofte har dialektale indslag i deres dagligsprog. I ingen andre kommuner er talesprogets udvikling de seneste 100 år beskrevet så grundigt som i Holstebro, med Tvis og især Vinderup som eksempler.
I 1921 berettede sprogforskeren Peter Skautrup, at alle de lokale, der var født i Tvis, på nær én talte dialekt. De fleste af de 60 % tilflyttere talte andre jyske dialekter, en mindre del talte andre dialekter, og kun 9 % talte standardsprog, mest jernbanefunktionærer og lignende. Skautrup registrerede begyndende ændringer i dialekten, dels i retning af rigsdansk, fx sprang’ for sprong’ (sprang), kwær’n for kwa’n (kværn), dels i retning af nabodialekten, som havde større prestige, fx blev ældre nåt (noget) afløst af nöj, ældre bå’n (barn) af bå’r. De nye dialektformer kom fra egnen omkring Lemvig og Struer, hvor jorden var bedre og velstanden – og selvfølelsen – tilsvarende større og dialekten derfor efterlignelsesværdig.
I 1970’erne talte mange midaldrende og en del unge i Vinderup traditionel dialekt med former som tikj (ti), kow’ (ko), bi’en (ben), gå:e (gade). De sagde æn stæj (et sted) og brugte foransat artikel og vestjysk stød: æ ka’t (kattene). De fleste unge talte mere standardnært, men brugte dog udtaler som so’p (suppe), ka’t (katte) og æ wan’ (vandet), og mange sagde a om sig selv.
Det var der stadig en del voksne, der gjorde i 2006, ligesom de sagde æ ka’t (kattene) og tow’ (to), men det er diskutabelt, om nogen af de unge kan rubriceres som dialekttalende. Det træk, der har overlevet længst, er den foransatte artikel som i æ bi’l (bilen). Pigerne bruger derudover stort set ingen dialektformer, når de bliver interviewet, og kun meget få, når de snakker med vennerne, mens nogle få unge mænd bruger dialektformer, især i udpræget »mandesnak«. For de unge er dialekten ikke længere det almindelige lokale talesprog, men i stedet et stilistisk virkemiddel.
