Råbjerg Mile af . Begrænset anvendelse

Frederikshavn Kommunes landskaber

Hulsig Hede syd for Skagen
Af .
Kystlandskabets udvikling syd for Frederikshavn 1. I slutningen af sidste istid danner Yoldiahavet kystklinter i morænelandskabet. 2. Littorinahavet danner kystklinter i den hævede havbund fra Yoldiahavet. 3. Nutidskysten med det bakkede morænelandskab, Yoldiafladen, Littorinafladen og de hævede kystklinter.
.
Nordøstisens bevægelser skabte under sidste istid det bakkede morænelandskab, der i dag især træder frem i det åbne landskab i den centrale del af Frederikshavn Kommune, bl.a. her ved Understed.
.

Landskabet i den sydlige del af Frederikshavn Kommune består af bakket moræneland fra sidste istid, kantet af to forskellige sletter af havskabt land: Yoldiafladen, som er en højereliggende flade af hævet havbund fra senglacial tid, og ud mod Kattegat et lavereliggende marint forland, Littorinafladen, hvis dannelse begyndte i stenalderen. Den nordlige del af kommunen, Skagen Odde, består udelukkende af marint forland med stærkt flyvesandsprægede områder med vandreklitter og toppede havklitter.

Landskabets dannelse

I Sen Weichsel, som er den afsluttende periode af sidste istid for 29.000 til 11.700 år siden, bevægede isen sig ind over Vendsyssel to gange. Første gang var for 28.000 år siden, hvor Det Skandinaviske Isskjold bredte sig ud i Skagerrak og Kattegat og bevægede sig videre ind over det nordlige Danmark. Denne Norske Isstrøm smeltede tilbage og blev 5.000 år senere afløst af Hovedfremstødet eller Nordøstisen fra Sverige, hvor Det Skandinaviske Isskjold over en bred front trængte langt ind over Danmark. Det er især Nordøstisen, der har formet istidslandskabet i Frederikshavn Kommune.

Det bakkede istidslandskab

Inden Nordøstisen for 19.000 år siden slap sit tag i Vendsyssel, rykkede den flere gange frem fra nordøst og øst og skubbede vældige jordmasser sammen til en stor randmoræne, som smeltevandet skar dybe kløfter og dale i. Således opstod bakkedraget Jyske Ås. Voers Ådals skålformede lavning opfattes som en inderlavning, hvorfra isen hentede materiale til opbygningen af den sydlige del af Jyske Ås. Efterfølgende skabte isen endnu en randmoræne, der dominerer landskabet i den sydlige del af Frederikshavn Kommune. Dette bakkedrag strækker sig fra Flade Bakker syd for Frederikshavn med kommunens højeste punkt Kig-ud, der ligger 122 m over havet, i en bue vest om Hørby til Albæk Bakker, der kulminerer i Degnehøje 80 m over havet.

Yoldiahavet

Mod istidens slutning steg vandstanden i verdenshavene, i takt med at de store isskjolde i Nordeuropa og Nordamerika smeltede. Mens det sydøstlige Danmark stadig var dækket af is, opstod der i Nordjylland et kapløb mellem havstigning og landhævning. Vægten af de tykke ismasser havde presset jordskorpen ned, og da Vendsyssel ikke længere var tynget af isen, begyndte landet at hæve sig. Landhævningen kunne dog ikke holde trit med havstigningen. Foran den vigende is begyndte et ishav, Yoldiahavet, for 18.000 år siden at trænge ind fra vest, så store dele af Vendsyssels landskab blev oversvømmet. De to inderlavninger vest og nord for Albæk Bakker blev til bugter, og kun de højeste partier af bakkelandet ragede op som en stor ø kronet af Jyske Ås, Tolne Bakker og Flade Bakker.

Langs de åbne kyster dannede brændingen fra Ishavets bølger kystklinter i morænelandets fremspring. Den 30 m høje skrænt i den sydlige ende af Albæk Bakker, der dengang var en ø, er således en gammel ishavskyst. Kystskrænten kan følges om på bakkelandets østside og videre i en bue vest om Hørby til den 40 m høje ishavsklint i moræneknuden ved Gedebjerg nordvest for Sæby. Herfra fortsætter den stejle kystklint nordpå til Frederikshavn, hvor den buer mod nordvest og ender i den nordvendte skrænt af Flade Bakker.

Fastlandstiden

Landhævningen dominerede i de første årtusinder efter istiden, og havet trak sig derfor tilbage. Yoldiahavets (Ishavets) bund blev til land og dannede sammen med det højereliggende moræneland, som ikke var blevet oversvømmet, et fastland. Denne periode, hvor Danmark var en sammenhængende landmasse, kaldes fastlandstiden.

Yoldiafladen, som er en flad slette bestående af tørlagte hav- og kystaflejringer fra Yoldiahavet, udfylder i dag de tidligere ishavsbugter vest og nord for Albæk Bakker. Nord for Sæby smalner Yoldiafladen ind til en 200-400 m bred terrasse langs foden af den gamle ishavsklint. Ved Frederikshavn, hvor landhævningen har været størst, ligger aflejringerne fra Yoldiahavet i dag op til 56 m over nuværende havniveau, mens de ligger ca. 16 m lavere sydligst i kommunen.

I fastlandstiden uddybede vandløb de gamle smeltevandsdale og formede nye dale i Yoldiafladen. Blandt dem er de smalle og dybe dale, der leder Skærum og Åsted Åer nordpå forbi Kvissel og videre ud på det marine forland, hvor de forenes og bliver til Elling Å, der har sit udløb nord for Frederikshavn. Ligeledes er den snævre Bangsbo Ådal skåret dybt ned i det stærkt kuperede bakkeparti sydvest for Frederikshavn. På Yoldiafladen, i de gamle ishavsbugter vest og syd for Albæk Bakker, løber Voers og Sæby Åer med deres talrige tilløb i et forgrenet system af dale, som udspringer i hhv. Jyske Ås og i randmorænen vest for Sæby.

Littorinahavet

Da isskjoldet i Nordamerika smeltede helt bort, steg havet igen, og for ca. 9.000 år siden oversvømmede Littorinahavet (Stenalderhavet) de lavereliggende dele af fastlandstidens landskab, så Vendsyssel blev en stor ø. Havet trængte ind i Voers og Sæby Ådale, som blev til smalle fjordarme med forgreninger, og langs Littorinahavets kyster skar bølgerne klinter i Yoldiafladen. Vendsyssels daværende nordkyst strakte sig fra Frederikshavn mod nordvest som en markant kystklint. Syd for Frederikshavn skar bølger igen ind i både moræneknuden Pikkerbakken og i Yoldiafladen længere sydpå. I dag afsluttes Yoldiafladen derfor mod nordøst af Littorinahavets 15-20 m høje kystskrænt, mens klinten videre sydpå fra Sulbæk til Voers Å er svagere udformet.

Landhævning og dannelse af strandvoldssletter

Selv om Vendsyssel i Littorinahavets (Stenalderhavets) tid havde været isfri i ca. 9.000 år, var jordskorpen endnu ikke rettet op. Mod slutningen af Atlantisk tid hævede landet sig i det nordlige Danmark derfor mere, end havspejlet steg, og havet trak sig tilbage. Store områder af Littorinahavets bund blev tørlagt.

Siden Atlantisk tid har landet ved Frederikshavn hævet sig 13 m over nuværende havniveau. Yoldiafladen kantes derfor af marint forland fra Littorinahavet, der syd for Frederikshavn danner en ca. 1 km bred kystslette. Flere steder er det marine forland udformet som strandvoldssletter af lave, tætliggende rygge. Hver ryg er dannet langs en strand, ved at bølgerne i takt med landhævningen har ophobet sand og grus. Strandvoldssletterne udgør således rækker af tidligere kystlinjer og viser landets gradvise tilvækst siden Atlantisk tid. Det gælder især for Skagen Odde, som er en vidtstrakt strandvoldsslette, der nord for den tørlagte Gårdbo Sø er flyvesandsørken med vandreklitter.

Videre læsning

Læs mere om Natur og landskab i Frederikshavn Kommune

Læs videre om

Læs også om

Se alle artikler om Landskaber