Gudenås løb har siden 1924 været blokeret ved Vestbirk Vandkraftværk og kanoerne må fortsat en tur på land, når de skal forbi kraftværket.
.
To unge cyklister holder pause ved Saturn på turen ud ad Horsens Planetsti. Den ca. 3 km lange sti begynder på et lille torv ved Høegh Guldbergs Gade, hvor en bladguldbelagt model af Solen knejser fra toppen af et 2,8 m højt jernstativ. Herfra løber stien langs Dagnæs Bæk og Horsens Fjord til Fiskerhuset ved herregården Boller. Undervejs møder man solsystemets planeter, hvis størrelser og indbyrdes afstande er gengivet i målestoksforholdet 1:1,5 mia.
.

Horsens Kommune rummer et stort antal vandreruter, heriblandt Hjertestier på 5,4‑8,4 km hhv. i Brædstrup, ved Lunden og Nørrestrand samt ved Husodde Strand. Blandt de længste vandreruter er den 61 km lange Naturstien, som er anlagt på den gamle jernbanestrækning mellem Horsens og Silkeborg. Dertil kommer Kaninoen på ca. 21 km på Endelave samt en række ruter langs Gudenå. Flere af kommunens højdepunkter som Sukkertoppen og Yding Skovhøj indgår i projektet Bestig Bjerge.

Den nationale cykelrute 4 mellem Søndervig og København gennemskærer kommunen i nordvest, mens den nationale cykelrute 5, Østkystruten, følger fjordkysten fra syd mod nord. Desuden har kommunen flere regionale cykelruter, en BMX-bane ved Store Hanstedå og mountainbikespor i Bjerge Skov og Åbjerg Skov ved Bygholm Sø.

Man kan bade i Blidsø, Karlsø, Naldal Sø, Nedenskov Sø og Ring Sø samt flere steder langs Horsens Fjord og på Endelave. Badevandskvaliteten er generelt udmærket, og i 2019 vajede det Blå Flag over Husodde Strand. På både Gudenå og Bygholm Sø kan man sejle i kano og kajak, mens lystfiskere kan prøve kræfter med ørrederne i Horsens Fjord, Gudenå, Bygholm Å, Mattrup Å og Store Hanstedå eller gå efter Bygholm Søs mange aborrer, gedder og sandarter.

Tidligere foregik naturvejledningen i kommunen overvejende fra Naturcenter Skovgård ved Vandværkssøen i Egebjerg. Naturcenteret blev nedlagt i 2015, og kommunens naturvejleder flyttede til naturcenteret ved Bygholm Sø.

Videre læsning

Læs mere om Natur- og landskabsforvaltning i Horsens Kommune

Se alle artikler om Friluftsliv