Gudhjem Station (tidl.)

Gudhjem Station (tidl.)
.
Gudhjem Station (tidl.)
.
Gudhjem Station (tidl.)
.
Gudhjem Station (tidl.)
.

Gudhjem Station (tidl.) ligger på Stationsvej 1 i Bornholms Regionskommune. Bygningen og omgivelser er fredet.

Bygningshistorie

Der eksisterede tidligere tre jernbanelinjer på Bornholm. Den første forbandt Rønne og Nexø fra 1900, og i 1901 åbnede en lille sidebane mellem Aakirkeby og Almindingen . I 1916 påbegyndtes jernbanedriften af Gudhjembanen, som var den korteste af de tre bornholmske jernbanelinjer 18,2 kilometer fra Almindingen til Gudhjem , som blev drevet af et selvstændigt jernbaneselskab. Gudhjem Station blev opført i 1915-16, som én af fire nye stationer langs Gudhjembanen. Ud over Gudhjem Station, der var endestation, blev der opført stationer i Østermarie, Østerlars og Åløse. Desuden blev der opført trinbrætter på Christianshøj og i Stavebøl. Der blev udskrevet en arkitektkonkurrence om udformningen af banens bygninger, som indbragte 47 forslag. Ingen af forslagene blev fundet fyldestgørende, så man valgte at uddele en anerkendelsespræmie i form af ½ førstepræmie til arkitekterne Aage Rafn og Kay Fisker , København og ½ til arkitekterne T. H. Hjejle og Niels Rosenkjær , København. Efter dommernes anbefaling tog man kontakt med Fisker og Rafn og fik dem til at udarbejde et helt nyt sæt tegninger til udformningen af stationerne. Det første sæt ombearbejdede tegninger gav problemer, efter at man havde regnet på udgifterne til opførelsen. På grund af prisudviklingen var man nødt til at indskrænke bygningernes størrelse, og det betød en fuldstændig ombearbejdning af projektet for Gudhjem Station. Det første projekt bestod af en sluttet bygningsblok med et højt, stejlt tegltag og gavlkviste, der fremhævede de tilbagetrukne midterpartier. I stedet endte man med den lange bygning, der er i overensstemmelse med den lokale byggeskik og som ikke gør meget væsen af sig, men man bibeholdt dog den spånbeklædte tårnkarnap. For at understrege, at der var tale om banens hoved- og endestation blev facaden mod Stationsvej iscenesat helt symmetrisk opbygget med få og små vinduer og to pompøse piller med lamper på toppen på hver side af hovedindgangen. I den periode bygningen fungerede som stationsbygning, skete der kun få ændringer. Det indre af bygningen blev rigere udstyret end de øvrige stationer, blandt andet fik ventesalen en smuk siddelse med faste bænke ved nordgavlen, og der var forholdsvis god plads til rejsende og rejsegods. Endvidere var der indrettet et toldværelse i nordenden. Stationsforstanderens lejlighed optog en mindre del af bygningens søndre ende, men havde separat køkken. En smuk ligeløbstrappe førte op til soveværelserne i tagetagen, der ligesom loftsgangen blev forsynet med pudsede hvælv. De arkitektoniske spor fra Gudhjembanen er markante, men sådan så man ikke på det i 1916, hvor banen åbnede. Kritikken af Kay Fiskers og Aage Rafns stationsbygninger var tydelig. De almindelige, lange og lavlængede stationsbygninger blev opfattet som væsentligt ringere end Allingebanens statelige bygninger med et tydeligt præg af historicisme. Stationen i Gudhjem blev placeret i den sydlige udkant af byen og kom foruden stationsbygningen til at bestå af en remise, et vognskur og et varehus samt sidespor og drejeskive, hvilket var påkrævet ved en endestation. I Gudhjem og Østermarie kom der mandlig betjening på stationerne, mens Åløse og Østerlars kunne nøjes med en billigere kvindelig betjening. Efter nogle år inddrog man dog af sparehensyn den mandlige betjening på Gudhjem Station. Frem til 1934 bevarede de tre jernbaneselskaber uafhængigheden, men derefter fandt de sammen i ét selskab: De Bornholmske Jernbaner. I 1935 blev der indrettet en ekspeditricebolig i tagetagen. Ekspeditriceboligen blev indrettet i det store tørreloft, der havde en lavere gulvhøjde end de øvrige rum i tagetagen, og som fik endnu en kvist mod øst, fik fjernet væggen imellem de to nordvendte rum samt en ny trappe ned til godsekspeditionen. Bag den nye trappe blev indrettet et lille brændselsrum. Ligeledes blev der indrettet et afløserværelse i stueetagen bag venteværelset og et nyt vindue blev sat i garderoberummet for enden af den lange gang mod vest. Indgangen til lejligheden og værelserne var gennem døren i nordgavlen. I 1952 blev banen mellem Gudhjem og Aakirkeby lukket. Året efter lukkede man strækningen fra Rønne til Sandvig, og i 1968 lukkede hovedstrækningen fra Rønne til Nexø. Jernbanestrækningerne blev i stedet erstattet af rutebiler. Efter nedlæggelsen af Gudhjem Station virkede bygningen som rutebilstation frem til 1968. I 1969 købte Gudhjem By- og Mindeforening stationsbygningen for at indrette den til lokalmuseum, en funktion den har haft siden da endog med udvidelser. Indretningen til museum indebar mindre ændringer, blandt andet etablering af montrer i de høje skunkrum i tagetagen, og karnaprummet blev på første sal opdelt i to. Siden tiden som stationsbygning er indgangsforholdene ændret. Den oprindelige hovedindgang med tofløjede døre mod vest har i mange år ikke været brugt. Da jernbanesporene blev fjernet blev pladsen mod øst indrettet til parkeringsplads, og de to østre døre under halvtaget blev i stedet anvendt som indgange. I begyndelsen af 1980´erne blev der foretaget en delvis tagomlægning. I 1990 blev der tilføjet en stor udstillingsbygning til museet, tegnet af arkitekt Niels Frithiof Troelsen (1938-2009), der via en overdækket glasgang blev sammenbygget med stationsbygningen mod syd. I forbindelse med tilbygningen blev cirka to tredjedele af den lave del, der oprindeligt rummede offentlige toiletter samt brændselsrum, toilet og vaskerum til boligen, ombygget til fælles museumsindgang med nye toiletter, fyrrum og tekøkken. Ved denne ombygning gennemførtes samtidig en grundig istandsættelse, herunder varmeisolering. I 2001 blev der tilføjet en magasinbygning, som blev påbygget den nye udstillingsbygning mod sydøst. I 2011 tilbageførte man tagetagen, blandt andet blev de indbyggede montrer i gangen fjernet.

Beskrivelse

Den tidligere station, Gudhjem Station, ligger i den sydlige udkant af byen Gudhjem . Stationsbygningen samt det tidligere varehus og den tidligere remisebygning er tre selvstændige bygninger, som er placeret i forlængelse af hinanden med gavlene vendt mod nord og syd. Stationsbygningen ligger med gavlen ud mod Stationsvej med den tidligere hovedindgang i den vestre langside og perronsiden vendt mod øst, hvor der er en asfalteret parkeringsplads. Mod syd er stationsbygningen via en overdækket glasgang bygget sammen med en nyere udstillingsbygning. Det er kun selve stationsbygningen, der er omfattet af fredningen. Stationsbygningen består af to sammenbyggede, enetages bygningsvolumener med forskellig husdybde og højde, hvoraf det nordre er en dyb længe og det søndre er smallere og vinkelformet. Forskellen i husdybden resulterer i et lille gårdrum mod sydvest. Gårdrummet afskærmes af en høj mur afsluttet med røde vingetegl. I den vestvendte mur er en ældre låge. Bygningerne er grundmurede og rødkalkede med lave, påmalede sorte sokler og hvidtede, murede hovedgesimser under et samlende heltag af røde vingetegl, der er kvartvalmet på hovedlængen og helvalmet på sidelængen. I rygningerne ses i alt tre høje, murede og hvidkalkede skorstenspiber. I tagfladen mod vest er to ældre tagvinduer, mens der mod øst er to ældre tagvinduer samt i alt fire zinkklædte kviste. En muret karnap i to etager, hvis øverste del er beklædt med spån, med teglhængt heltag skyder sig frem fra den østre langside. Nord for karnappen er facaden trukket tilbage således, at der opstår et overdækket venteområde, hvor den oprindelige perronbænk står. Stationsbygningens hovedindgang vender mod vest og markeres af to kvadermurede søjler, som afsluttes af to oprindelige lamper. Forpladsen mellem søjlerne og hoveddøren har mønsterbrolægning udformet som en kompasrose. Hoveddøren er en ældre, tofløjet fyldingsdør, der indrammes af en profileret indfatning af træ. Over døren ses en slutsten af sandsten med indgraveret symbol og årstal. Den midterste del af hovedlængen har et bredt, refendmuret parti omkring hovedindgangen magen til søjlerne. I nordgavlen er en ældre, enfløjet dør samt en blændet døråbning, der lukkes af en stor sandstenstavle med indridsede illustrationer, og herover er et opdelt overvindue. Foran pladen ligger en halv møllesten. På østsiden, under perrontaget, er der brolægning og facaden er her udført med mønstermuring, ligesom der er to ældre, kurvehanksbuede, enfløjede døre, hvis granittrin er bevarede. Syd for karnappen er en traditionelt udført, enfløjet, bræddebeklædt dør med bevaret granittrin foran. Det lille gårdrum er brolagt med trædesten af sandsten samt brosten, og i den smalle længe ses her en ældre, bræddebeklædt, enfløjet dør, også med et granittrin foran. Vinduerne er ældre og traditionelt udførte et- og torammede vinduer med kobbersålbænke. Enkelte vinduer er forsynet med blysprosser. I østre langside er desuden nogle smalle og aflange murhuller samt et enkelt kældervindue i sokkelniveau. Dørene er malet hvide og lysegrå, mens vinduer er hvide. Bygningen er forsynet med nyere tagrender, udført som de oprindelige. I stationsbygningen er den oprindelige planløsning i store træk bevaret. I hovedlængen giver en langstrakt vestibule adgang til garderoberummet, ekspeditionskontoret, godsekspeditionslokalet og venteværelset med tilhørende toiletrum. Ved siden af venteværelset giver en lille forstue adgang til den tidligere perron mod øst. I det nordvestre hjørne er et trapperum til første sal samt et toldlokale. I den søndre del af bygningen, efter gaderoben og ekspeditionskontoret er den tidligere beboelsesdel med spisestue, dagligstue, garderobe, baggang med udgang til gårdrummet, hovedtrappe til tagetagen og køkken, der i dag er opdelt i to rum ved en smal gang mod gårdrummet og det nuværende billetkontor med tilhørende toiletfaciliteter og fyrrum. Under køkkenet er en lille kartoffelkælder. Den originale, let svungne hovedtrappe fører op til tagetagen, der rummer et værelse mod syd, en fordelingsgang med hvælv, et karnapværelse, et tidligere køkken, en bitrappe, der fører ned i godsekspeditionslokalet, et tørreloft samt et stort værelse og en gang mod nord, der ender i en ældre trappe ned til stueetagen. Det indre kendetegnes af en traditionel materialeholdning med bræddegulve, ølandsflisegulve, mønsterlagte teglstensgulve, pudsede vægge og lofter, lofter med synlige bjælker, bræddekassetteloft i karnappen og i en del af venteværelset samt nyere profilbræddelofter med profileret kantbræt i den søndre, ombyggede del. Der er bevaret flere oprindelige bygningsdetaljer, herunder fyldingsdøre, hvoraf flere står med ældre hængsling og greb, svungne gerichter samt skunk- og inspektionslåger udført med fyldinger, ligesom det oprindelige møblement er bevaret. Samtlige skorstene er bevaret, taget er understrøget og nogle vinduer er forsynet med forsatsrammer.

Miljømæssig værdi

Den miljømæssige værdi ved Gudhjem Station knytter sig til stationsbygningens placering i det plane, men højtliggende landskab i udkanten af byen. Hertil kommer stationsbygningens, varehusets og remisens placering i forlængelse af hinanden, der sammen markerer jernbanens oprindelige linjeføring. Den tidligere hovedindgang markeres af de to murede søjler med lamper og den mønsterbrolagte forplads med kompasrose. I kraft af søjlernes materiale- og farveholdning fremstår de sammen med stationsbygningen som et samlet hele, der udgør et enestående og markant bygningsværk i Gudhjem.

Kulturhistorisk værdi

Den kulturhistoriske værdi for Gudhjem Station knytter sig både til bygningens oprindelige funktion og opførelse som endestation på Gudhjembanen samt til stationen som en af arkitekterne Kay Fisker (1893-1965) og Aage Rafn s (1890-1953) tidlige, men toneangivende værker. Kay Fisker og Aage Rafn forsøgte med stationerne langs Gudhjembanen at tilpasse bygningerne det bornholmske landskab og den bornholmske byggeskik, hvilket medførte, at alle stationerne fik deres eget særpræg, grundet deres beliggenhed. Forlægget var de bornholmske byhuse med deres lave og lange, præcise bygningskroppe, tjærede sokler, røde kalkede facader og afvalmede tegltage. Stationsbygningerne i Gudhjem og Østerlars har stadig de oprindelige, rødkalkede facader. Stationsbyggeriet var aktuelt i begyndelsen af 1900-tallet, hvor der blev opført flere stationer i Danmark, som søgte at bryde med skemaet for stationsbygningerne fra jernbanernes unge år, der var karakteriseret ved gule maskinsten og skifertage. De nye stationer blev blandt andet opført af Ulrik Plesner (1861-1933), der søgte en forenklet hovedform, som var i slægt med de omgivende småhuse og inspireret af deres byggeskik. Hvorimod Heinrich Wencks (1851-1936) stationsbygninger langs kystbanen på Nordsjælland fra omkring år 1900 repræsenterede en mere overdådig nationalromantisk stil. Fisker og Rafns stationsbygninger anses i dag som noget af det ypperste og mest tidløse stationsarkitektur i Danmark. Kay Fisker og Aage Rafn havde foretaget grundige studier af 1800-tallets arkitektur, inden de tegnede stationsbygningerne, og deres stil er blevet kaldt begyndelsen til moderne arkitektur i Danmark. Alt var sirligt gennemarbejdet, men stationspersonalet som skulle anvende bygningerne fandt dem håbløst indrettede. Fisker og Rafn s Gudhjem Station er i harmoni med den omgivende bebyggelse på grund af bygningernes enkle hovedformer uden overflødig pynt og med en gedigen håndværksmæssig udførelse. I Gudhjem Station er der arbejdet med materialernes muligheder over for de geometriske former samt lysets spil og skyggernes betydning. Trods stationsbygningens afdæmpede udtryk kan den oprindelige offentlige funktion som station stadig aflæses i det markerede indgangsparti med slutstenen, hvori Gudhjembanens bomærke samt bygningens opførelsesår er indgraveret. Fisker og Rafn designede bomærket, da ingen af byerne, hvori stationsbygningerne skulle ligge, havde noget byvåben man kunne anvende. Bomærkerne var i store træk ens for Østerlars, Østermarie og Gudhjem Station, men med en lille variation, der kendetegnede hver by i Gudhjem var det et skib. I stationsbygningens indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til den stort set velbevarede planløsning både i stue- og tagetagen, der ses ved den tydelige opdeling mellem den offentlige funktion med publikumsfaciliteter mod nord, ekspeditionsfaciliteter for rejsende og gods i midten samt tjenestemandsboligen mod syd. Hertil kommer de ældre bygningsdele, herunder bræddegulve og de mønsterlagte teglstensgulve, de pudsede vægge og lofter, herunder de rundbuede gange i tagetagen, samt brædde- og kassettelofterne, hvoraf Aage Rafn har bemalet bræddeloftet i forstuen ud mod perronen. Hertil kommer fyldingsdørene, hvoraf flere står med ældre hængsling og greb, svungne gerichter, skunklåger og inspektionslåger udført med fyldinger og endelig hovedtrappen og bitrapperne med samtlige detaljer. Endvidere er der kulturhistorisk værdi ved de bevarede bygningsdetaljer som forrammekøkkenet, etagevindovnen, bilæggerovnen i spisestuen, de gamle støbejernslåger foran kaminen i venteværelset, den indbyggede billetluge ind til ekspeditionslokalet, hejseporten ind til godsekspeditionslokalet samt venteværelsets møblement i form af en u-formet siddegruppe, et spisebord med tilhørende bænk og løse stole samt et standur. Endelig kommer bænken under perrontaget, som også blev tegnet til stationsbygningen. De mange bevarede detaljer vidner dels om bygningens oprindelige brug og dels om, at bygningen og inventaret blev tegnet på én gang som et yderst gennemarbejdet projekt.

Arkitektonisk værdi

Den arkitektoniske værdi ved Gudhjem Station knytter sig både til stationsbygningen som enkeltbygning samt til stations-, remise-, vogn- og varebygningen som en samlet helhed. Helheden opstår i kraft af bygningernes placering i forlængelse af hinanden med flugtende, østre langsider samt materialeholdningen og de afvalmede, teglhængte tage. Selve stationsbygningen fremtræder som et velproportioneret hele, hvor det smallere og lavere bygningsvolumen underordner sig det større. De to bygninger samles af den fælles tagflade mod øst, ligesom de iøjnefaldende, høje skorstenspiber markerer en samlende akse. Muren om det lille gårdrum ligger både i forlængelse af hovedlængens vestre langside og sidehusets vestvendte gavl, og samler således stationsbygningens meget sammensatte bygningsvolumen. Østsidens toetages, delvist spånklædte karnap og det tilbagetrukne facadeparti med mønstermurværk bryder formmæssigt med den øvrige del af bygningen og giver sammen med de markante skorstenspiber stationsbygningen et karakterfuldt og særegent udtryk, hviket i høj grad skyldes den spånklædte karnaps mørke fremtræden med trætjære. Den refendmurede del af den vestvendte facade markerer sammen med de to fritstående søjler på elegant vis stationsbygningens hovedindgang. Stationsbygningen fremtræder elegant med en enkel detaljering i form af hovedgesimsen, de kurvehanksbuede døråbninger, mønster-murværket under perronhalvtaget, det refendmurede parti omkring hovedindgangen, hoveddørens profilerede indfatning og slutstenen i sandsten herover, sandstenstavlen i nordgavlen, fyldingsdørenes forskelligformede udformning samt de originale jernbogstaver på nordgavlen, der angiver stationens navn. Tillige er der et samspil mellem dørenes smalle og vandrette, gråmalede fyldinger, der harmonerer med vinduernes overvejende vandrette rudeformat. De to oprindelige kviste, der er beklædt med zink og har torammede trævinduer med blysprosser underordner sig i kraft af deres horisontale udtryk på elegant vis den store tagflade. De to nyere kviste er derimod meget mere markante i tagfladen. Stationsbygningen er velkomponeret, og de to bygningsvolumener er velproportionerede med et prunkløst, men gedigent udtryk, hvis traditionelle fremtræden formmæssigt brydes af sammenstillingen af de enkelte bygningsdele. Gudhjem Station udgør således en særegen del af Gudhjembanens stationer og fremstår samtidig som et enestående arkitektonisk værk. Indvendigt knytter stationsbygningens arkitektoniske værdi sig til de varierende rumstørrelser og rumforløb, hvor den afvekslende brug af enkle materialer skaber en afvekslende atmosfære alt efter deres funktion. Eksempelvis har kontoret og stuerne på traditionel vis bræddegulve og pudsede vægge og lofter, mens vestibulen har ølandsflisegulve, pudsede vægge og loft med tætliggende, synlige bjælker og pudsede flader. Det er tydeligt, at stationsbygningen har referencer til de forrige århundreders danske byggetradition. Bygningsdetaljerne er udformet med bløde, organiske former eksempelvis i form af de rundbuede gangforløb i tagetagen, de kurvehanksbuede døråbninger og de rundede lodposter, der giver mindelser tilbage til barokken, men som samtidig er udformet med et moderne udtryk. Tilsvarende det ydre er stationsbygningen også indvendigt udformet med en meget homogen materialeholdning, ligesom der er arbejdet bevidst med virkningen af lys og skygge. Når man bevæger sig gennem bygningen opleves en virkningsfuld kontrast mellem lysrige og mere mørke rum; eksempelvis fra ekspeditionslokalet gennem vestibulen til venteværelset, og i tagetagen fra gavlværelset gennem den rundbuede, nærmest skulpturelle gang til tørreloftet. Navnlig giver de små og forholdsvist højtsiddende vinduer i vestibulen en fantastisk lysvirkning, hvor udformningen af den horisontale vinduesåbning med afrundede sider giver ydervæggen en nærmest skulpturel fremtræden, der passer godt til rummets øvrige mere enkle overflader. Stationsbygningens enkle materialeholdning giver således plads til de få, men gennemgående detaljer, der både kommer til udtryk i de mønsterlagte teglstensgulve og de rundbuede gerichter, der sammen giver stationsbygningens indre et meget formfuldendt udtryk.

Videre læsning

Læs videre om

Se alle artikler om

Eksterne links