.

Høje-Taastrup Kommune har syv kirker, hvoraf de fire er fra middelalderen, mens de øvrige er opført i 1900-tallet.

Kirker med romansk oprindelse

Det sengotiske korbuekrucifiks i Reerslev Kirke fra begyndelsen af 1500-tallet udgøres af Kristus på korset, en sørgende Jomfru Maria og Sankt Johannes. Krucifiksgruppen har levet et hårdt og omskifteligt liv. Den blev formentlig fjernet fra korbuen i forbindelse med Reformationen. Ifølge kirkens synsprotokol var gruppen i 1861 anbragt over indgangsdøren, men blev i 1879 flyttet til sakristiet. I den forbindelse blev den nederste del af korsets vertikale arm med Matthæusenglen fjernet, og krucifikset blev anbragt på et konsolbord. Endelig besluttede menighedsrådet at genopsætte krucifiksgruppen i korbuen i 1988.

.

Den store Høje Taastrup Kirke, der ligger på en høj midt i den gamle landsby, opførtes i 1100-tallet som en romansk bygning. Den blev overvejende bygget af frådsten, men også af kridt og faksekalk. Diversiteten i byggematerialerne hænger i høj grad sammen med Høje Taastrups beliggenhed på Heden mellem Roskilde, hvor der var store frådstensforekomster, og Øresundskysten, hvor skibene landede kridt fra Stevns og kalksten fra Faxe. Kirkens nuværende udseende skyldes især en række om- og tilbygninger i senmiddelalderen, hvor koret blev forlænget mod øst og tårnet opført.

.

De fire ældre kirker, hvis opførelse blev påbegyndt i romansk tid, er Høje Taastrup, Fløng, Sengeløse og Reerslev. Byggematerialet i de to førstnævnte kirker er frådsten og kridtsten, mens de to andre hovedsagelig er af rå kamp. Alle er de dog kraftigt udvidet i senmiddelalderen, særligt Høje Taastrup Kirke. Våbenhuset på nordsiden er muligvis opført allerede i senromansk tid, og fra begyndelsen af 1400-tallet blev kirken udvidet med et sakristi, der oprindelig blev opført til det romanske kor, et våbenhus i syd, en vestforlængelse med tårn samt et nyt langhuskor. Tilbygningerne er af munkesten, men tårn og kor er dog suppleret med genanvendte kridtstenskvadre.

Udvidelsen af kirken i Fløng blev sandsynligvis også påbegyndt i senromansk tid, i dette tilfælde med et vesttårn, hvoraf det oprindelige murværk af fortrinsvis kridtstenskvadre er bevaret i den nedre del. Et langhuskor er fra gotisk tid. Sengeløse Kirke er nævnt i et udateret gavebrev, hvoraf fremgår, at kirken blev skænket af Absalon, ærkebisp i Lund, til Vor Frue Kloster i Roskilde. Dengang var kirken dog kun ca. halvt så stor, idet langhusets to østfag samt tårn og våbenhus alle er senmiddelalderlige tilføjelser.

Kirken i Reerslev er hårdt restaureret af arkitekt J.D. Herholdt, der 1870‑72 desuden tilføjede en vestforlængelse og et nyt tårn. De gotiske kalkmalerier fra omkring 1460‑80 led dog ingen overlast og er velbevarede. Malerierne, der er udført af Isefjordsværkstedet, blev afdækket i 1868, og de kulturhistorisk interessante motiver, der breder sig over skibets to østlige hvælv, omfatter især scener fra Jesu liv. I Sengeløse Kirke blev en kalkmalet Bebudelsesscene fra 1400-tallets første årtier afdækket i 2008. Dekorationen er utrolig velbevaret og indtager som sådan en vigtig plads i forståelsen af kalkmalernes farvevalg.

Af oprindeligt inventar er der stort set kun bevaret de middelalderlige døbefonte samt, i Sengeløse, en ligeledes middelalderlig fontegryde (døbefontindsats) af kobber.

Kirker i den efterreformatoriske periode

I de første hundrede år efter Reformationen fik de romanske kirker tilføjet en del inventar i form af alterbordsforsider, altertavler, stole og prædikestole, som alle fortsat er bevaret. I Sengeløse Kirke findes både en bemalet alterbordsforside fra 1581 og en bemærkelsesværdig altertavle fra omkring 1650, men også Høje Taastrup Kirkes monumentale altertavle fra 1614 skiller sig ud.

Byggeriet af kommunens nyere kirker blev indledt kort efter år 1900. Taastrup Nykirke er således opført 1907‑08 efter tegninger af Ludvig Clausen, Fritz Koch og Holger Jacobsen. Den hvidkalkede bygning er rejst af gule teglsten over en granitsokkel og består af skib og vestorienteret kor samt et tårn mod sydøst. Skibet dækkes af et hvælvet bræddeloft med omløbende pulpitur, mens et halvkuppelhvælv med kalkmalede dekorationer overspænder koret.

Ansgarkirken fra 1921 er opført af hvidtede kalksten i nyromansk stil, og den er tegnet af Frederik Appel. Kirken fik navn efter munken Ansgar, idet Høje Taastrupstenen, der blev fundet i området i 1827, stammer fra hans tid (700‑800-tallet). Stenen er i dag opstillet ved kirken. Bygningen bestod oprindelig blot af apsis, skib og sakristi, men i 1940 blev et tårn tilføjet i vest. Ved en større renovering i 2004 blev kirkens vinduer udvidet og dele af inventaret fornyet.

Kommunens nyeste kirke er Rønnevang Kirke fra 1976, der er tegnet af Holger Jensen. Som en konsekvens af Høje Taastrups fortsatte vækst havde man siden 1973 afholdt gudstjenester i Rønnevangsskolen, men med kirkens opførelse var der nu ordnede forhold. Bygningen er opført af røde teglsten i blank mur og dækkes af et skrånende tag, hvis højeste punkt er over alteret. Kirkerummet kan ved særlige lejligheder sættes i forbindelse med de tilstødende lokaler. I 2004 gennemgik kirken en stor, hovedsagelig indre ombygning ved Niels Munk.

Videre læsning

Læs mere om kultur i Høje-Taastrup Kommune

Læs også om

Se alle artikler om Kirkegårde

Se alle artikler om Kirker