Tingl.: Nævnsfredet 1929, deklaration fra gårdejer Claudi Clausen og hustru Hovslund. Afmærkn.: MS 1930, Hans Kjær. "Hanebjerg", langhøj, 3 m høj i nord, 4 m i syd, 45 m lang i nord-syd, 22 m bred. Nordenden ujævn efter gamle smågravninger, "hele nordfoden kreatur- skadet", en randsten synlig. "Nordøstfoden kreaturskaddet", en del hånd- og hovedstore sten blotlagt. I østre side 3 mindre og en noget større gravning (ca. 2 m bred, 0,5 m dyb), alle ældre. I østfoden mod nord 2 randsten. Mod sydøst, syd og sydvest ialt ca. 35 større og mindre sten synlige i højfoden og lidt over denne. I vestsiden mod syd en randsten. "Nordvestfoden noget kreaturskadet. Et par kreaturstier på vestsiden". På top firsidet cementblok, trianguleringspunkt, midt på vestsiden. På top- pen væltet mærkesten. Græsgroet, i nordøstfoden et æbletræ, på vestsiden nogle tjørne. I ager. (Den imellem " " sat beskadigelse er ikke anført i den gamle deklaration. Ifølge medd. fra Geodætisk Institut 1930 er "Hanebjerg" overtaget som statsejendom fra Tyskland ved genforeningen 1920. Ejeren anmodet om udbedring af skaderne; hegning tilrådet. NMI: .... midt på vestsiden MS.
Som navnet antyder, er langhøje aflange gravhøje med et rektangulært grundplan. De første langhøje blev opført allerede i den første periode af bondestenalderen (neolitikum ca. 4000 f.v.t.-ca. 1700 f.v.t.) og havde ligheder med de gravformer, som også anvendtes i kystområderne ved Østersøen og i området ud mod Atlanterhavet. Arkæologiske undersøgelser viser, at der over store geografiske områder har været udført ensartede ritualer ved langhøjene. Læs videre her.
Brandgrav er en betegnelse for en gravlæggelse, hvor den døde person er blevet kremeret og derefter gravlagt enten i en nedgravning i jorden eller i en urne. Brandgravene var en kendt gravform i oldtiden, men blev først for alvor udbredt fra yngre bronzealder (ca. 1100-ca. 500 f.v.t.) og frem. De ældste kendte brandgrave stammer fra jægerstenalderen (ca. 12.800-3950 f.v.t.). Læs videre her.
Oldtiden er den overordnede betegnelse for den første tidsperiode, der følger efter istidens afslutning. Den indledes med de første jægere, der fulgte i hælene på rensdyrene mod nord til det nuværende danske område omkring 13.000 f.v.t. Oldtiden afsluttes af jernalderen. Denne periode har sit navn efter jernredskaberne, der stammede fra den hemmelige udvinding af jern, som dominerede den ældre del af jernalderen. Læs videre her.
Nyere tid dækker perioden efter indførelsen af enevælden i 1660 og frem til i dag. De beskyttede fortidsminder fra perioden er en meget varieret gruppe af eksempelvis krigergrave fra de slesvigske krige, forsvarsanlæg fra 1. Verdenskrig og anlæg i relation til infrastrukturen, såsom hulveje, broer, jernbanedæmninger, milesten og kilometersten. Desuden omfatter de industrielle anlæg af mange slags, mølleanlæg med kanaler og diger, engvandingskanaler, mange typer anlæg i marsken, købstadsdiger, hovedparten af de beskyttede sten- og jorddiger, mindesten mv. Læs videre her.
