»Men albertslunderne var glade og stolte af deres by, eller skal vi sige ‘kommune’«, skriver Claes Johansen i essaysamlingen I mørket bag min albue (1997). Her skildrer han under overskriften »Miraklet i Albertslund« 1960’ernes udvikling af denne udflytterkommune med fladtagede »araberhuse«, skrammellegepladser, grønne områder, kanal osv. Om sin opvækst i Albertslund i de samme år skriver Kim Fupz Aakeson, at den gav ham en forkærlighed for skæve eksistenser. I »Raftehegn« fra novellesamlingen Jeg begyndte sådan set bare at gå (2011) skildres en far og en søn, der sætter et raftehegn op for at slippe for synet af »de idioter der glor ind i vores have«. Om »opfindelsen af Albertslund« i 1960’erne har Aakeson i et interview udtalt, at her var alt regnet ud, børnene kunne løbe overalt, der var Vestskoven, haver, fodbold, men: »Det havde ingenting for mig, og jeg har ingen følelser for det i dag.« Et andet billede tegner Line Kyed Knudsen i sine børne- og ungdomsromaner, bl.a. i 2620-serien (2013‑14) med den kække og frække Viggo i hovedrollen og med den tæt-lave bebyggelse Galgebakken som ramme om historierne.
Også Martin Glaz Serup har brugt sin opvækst i Albertslund i sit forfatterskab i Yana og Eliah (og mange andre børn) (2013), hvor titelpersonerne er pennevenner, der udveksler erfaringer fra Sankt Petersborg og Albertslund.
