Det lokale dagblad i Slagelse Kommune er Sjællandske. Avisen er resultatet af en række fusioner, som begyndte med, at Næstved Tidende i 1986 overtog den økonomisk skrantende lokale avis Sjællands Tidende. De to dagblade blev sammenlagt i 2005, og året efter blev navnet det kortere Sjællandske. Avisen er en del af koncernen Sjællandske Medier A/S med hovedsæde i Ringsted og udkom oprindelig i seks forskellige udgaver til hhv. Slagelse, Sorø, Kalundborg, Næstved, Vordingborg og Faxe. Fra d. 1. april 2009 blev antallet af udgaver reduceret til to: en til Sydsjælland og Møn og en til Slagelse og det øvrige Vestsjælland. Det samlede læsertal er 47.000 (2020).

Sjællandske Medier står også bag Radio SLR, som sender til størstedelen af Region Sjælland. Den primære målgruppe for den reklamefinansierede radio er de 18‑49-årige. Ugeavisen Slagelse Korsør Skælskør fra samme udgiver har 26.000 læsere (2020).

Den første avis i det, der nu er Slagelse Kommune, var Avis for ti Kjøbstæder fra 1815, som fra 1845 fik navnet Sorø Amts-Tidende og fra 1963 titlen Sjællands Tidende. Konkurrenterne var Slagelse-Posten fra 1867, der fra 1916 til lukningen i 1957 hed Sorø Amts Dagblad, samt Vestsjællands Social-Demokrat (1899‑1971) og den radikale Vestsjællands Folkeblad (1908‑58).

Sjællands DR-distrikt, DR Sjælland, i mange år kendt som Regionalen, har hjemsted i Næstved. Siden 1960 har dækningsområdet været de tidligere Storstrøms og Vestsjællands Amter, som siden 2007 har været en del af Region Sjælland. Også TV2 Øst i Vordingborg dækker Slagelse Kommune regionalt.

Videre læsning

Læs mere om kultur i Slagelse Kommune

Læs også om

Se alle artikler om Medier