Det kan synes paradoksalt, at en af de konger, der var mindst optaget af sin kongegerning, alligevel blev et samlende symbol for både staten og folkestyret. Frederik 7. er ikke blot den regent, men også den person i hele danmarkshistorien, der er blevet hyldet med flest mindesmærker. Omkring halvdelen er rejst i købstæder, og de øvrige i mindre byer og på landet. Nogle få er af den gamle type ”til erindring om Majestætens besøg hos os”, men de allerfleste er rejst for at hylde kongen for hans gerning som grundlovens giver og som symbol på de frihedsrettigheder, som 1849-grundloven havde givet til befolkningen. De blev dog indskrænket i den reviderede grundlov af 1866, som blev underskrevet af Christian 9., Frederik 7.s efterfølger på tronen. Herefter begyndte en forbitret forfatningskamp, der først blev bilagt i 1901. Især i tiden frem til midten af 1890’erne var forfatningskampen intens, og i dette tidsrum blev Frederik 7. til et symbol på folkestyret og de frihedsrettigheder, som især venstrefolk ønskede tilbage.
For de nationalliberale, der senere blev til højrefolk, var det imidlertid vigtigt, at kongen ikke blev taget til indtægt for et bestemt politisk parti, og derfor lagde de vægt på at skabe et æresminde for kongen som person snarere end for hans politiske indsats. Det er for eksempel tilfældet med statuen af Frederik 7. i Hillerød. Den blev anbragt på Torvet med udsyn mod Frederiksborg Slot. Bag statuen er en stiliseret gravhøj, der både markerer kongens interesse for arkæologi og giver associationer til fædrelandets fortid. Mindesmærkerne for Frederik 7. harmeget forskelligartede tilblivelsesprocesser og er blevet fortolket på yderst forskellig vis, undertiden på en måde, der ligger fjernt fra det oprindelige formål.
