Monumenter og mindesmærker over politikerne afspejler ikke de politiske partiers indflydelse og magtudøvelse. Omkring halvdelen af mindesmærkerne er rejst over politikere fra et enkelt parti, nemlig Venstre, mens Socialdemokratiet og Det Konservative Folkeparti er mere sparsomt repræsenteret i mindesmærkelandskabet. Nyere partidannelser som Socialistisk Folkeparti og Dansk Folkeparti er slet ikke synlige. Til gengæld er Radikale Venstre godt repræsenteret.
De meget forskellige mindesmærker for politikere har et overraskende fællestræk: Det er ikke kun de sejrende, som hædres efter deres død, men også de nederlagsramte. Venstres formand, Chresten Berg, der er erindret tre steder hhv. med en mindesten, en buste og en statue, blev syg og uligevægtig som følge af et fængselsophold og endte med at være isoleret i sin folketingsgruppe. Den konservative formand Christmas Møller, der har hele fire mindesmærker, blev en af de store tabere i dansk politik og forlod det parti, hvori han havde lagt sin livsgerning. Ove Rode, hvis indsats som indenrigsminister under 1. Verdenskrig er mindet med tre mindesmærker, forlod Folketinget som en skuffet mand, da hans ideer om et samarbejde med Venstre ikke kunne realiseres. Socialdemokraten Frederik Borgbjerg har fået en mindesøjle i Fælledparken i København samt en stor mødeplads opkaldt efter sig i sin fødeby, Boeslunde, hvor der også er opsat et mindesmærke med et portrætrelief. Borgbjerg blev vraget som minister efter valget i 1935, da de radikale ønskede at få posten som undervisningsminister, og Stauning ikke ville give sin gamle kampfælle et andet ministerium. Når disse nederlagets kæmper er så smukt og værdigt repræsenteret i mindesmærkelandskabet, tyder det på, at monumentrejsninger undertiden anvendes som afbigt.
