Religion og trossamfund i Valby

Jesuskirken skulle ifølge bygherren, brygger Carl Jacobsen, genlyde af smuk musik, og akustikken i kirken er rigtig god. Kirken er desuden forsynet med en gravkrypt for bygherrens borgerlige familie, hvilket er helt enestående for tiden, da man af hensyn til folkesundheden ellers for længst var holdt op med at begrave folk i kirkerne. Foran kirken ses J.A. Jerichaus Kristus på korset, opstillet i år 1900.
.

Artikelstart

I Valby er 55,4 % af beboerne medlem af folkekirken. Bydelen er inddelt i fem sogne: Valby, Valby Søndre, Vigerslev, Timotheus og Aalholm Sogne. Derudover ligger en mindre del af Sydhavn Sogn i Valby. Aalholm Sogn har kommunens højeste medlemsprocent med 63,9 %. Valby Søndre Sogn, som er resultatet af en sammenlægning af Margrethe og Johannes Døbers Sogne i 2016, har bydelens laveste medlemsprocent på 50,2 %.

Frelsens Hær indviede i 1983 en kirkeagtig bygning på Valby Langgade. Diakonien har stået stærkt i Timotheus Kirke, som i 1986 i samarbejde med Jesuskirken etablerede Valby Værested. Siden 1999 har en egyptiskfødt præst holdt faste gudstjenester på arabisk for en mindre menighed, Greater Love (stiftet 1996), i Vigerslev Kirke.

I Valby ligger fem moskéer. Den sunnimuslimske Københavns Moske – Imam Malik Instituttet på Gammel Køge Landevej har tilknytning til den marokkanske stat. Den er stiftet i 2004 og blev godkendt som trossamfund i 2010. Det shiamuslimske Madina-tul-Ilm Education Center blev godkendt i 2015. På Valhøjvej ligger én af fire moskéer i Danmark med tilknytning til den pakistanske Minhaj ul Quran-bevægelse, som kom til Danmark i 1987 og blev anerkendt som trossamfund i 1999. Det ligeledes pakistanske Usmani Islamisk Center på Retortvej blev stiftet i 2014 og godkendt i 2019.

Videre læsning

Læs mere om religion og trossamfund i Københavns Kommune

Læs videre om

Læs også om

Se alle artikler om Religion og trossamfund