Et festligt indslag i tiden omkring semesterstart, august 1990, hvor en gruppe unge har slået sig ned i græsset langs den asfalterede vej kaldet »smatten«, der løb mellem Trekroner Station og RUC. De åbne arealer mellem stationen og universitetet er i dag bebygget.
.
Kvadratroden er navnet på universitetets indgangsparti, der er udført som en stålkonstruktion beklædt med messinglegeringen tombak. Porten, som indgangspartiet hed ved indvielsen i 2005, er ligesom de omkringliggende bygninger B25, 26, 27 og B28 tegnet af Henning Larsen Architects.
.

RUC blev oprettet ved lov i 1970 og hed indtil 2008 Roskilde Universitetscenter, hvorefter det skiftede navn til Roskilde Universitet. Forkortelsen RUC var imidlertid så stærkt et brand, at man bibeholdt den, selv om »center « ikke længere var en del af det fulde navn. Undervisningen begyndte i 1972 i nyopførte bygninger på bar mark øst for Roskilde. Siden er bydelen Trekroner vokset op omkring RUC.

De første kvadratiske punkthuse var tidstypiske med facader i søstensbeton tegnet af den modernistiske arkitekt Preben Hansen. Siden har Henning Larsen Architects tilføjet nybygninger med såvel gule tegl som hvidpudsede facader. Disse omslutter den oprindelige grid-struktur, men står i stærk kontrast til de oprindelige grå betonfacader. Landskabsarkitekt Jørn Palle Schmidt understøttede grid-systemet med karakteristiske plateauer og terrasseringer af terrænet.

Barn af studenteroprøret

Danmarks fjerde universitet blev placeret uden for Roskilde, da Københavns Universitet skulle aflastes. RUC blev dog ikke kun en aflastning, men udfordrede også uddannelsestænkningen. Med inspiration fra studenteroprøret og venstrefløjen og med udgangspunkt i marxistisk teori og ny amerikansk universitetspædagogik satte man spørgsmålstegn ved de traditionelle faglige og pædagogiske rammer.

Betegnelsen universitetscenter delte RUC med det senere oprettede universitet i Aalborg. Det signalerede, at RUC skulle være en ny slags eksperimenterende universitet med nye uddannelsesstrukturer, der kunne håndtere tidens voldsomme vækst i studenterantallet ved at gøre op med stivnede strukturer.

Et markant udtryk var projektarbejde i grupper. De studerendes arbejde skulle være problemorienteret og deltagerstyret, og det organiseredes i tværfaglige basisuddannelser. Forskningen skulle være tværfaglig, og uddannelsesstrukturen skulle give mulighed for at afslutte studierne på flere niveauer, herunder ved at integrere mellemlange uddannelser som fx læreruddannelsen. Det sidste blev der dog ikke noget af, fordi man fra politisk side frygtede, at RUC så ville uddanne marxistiske skolelærere.

Styreform og struktur

Universitetets første rektor, den socialdemokratiske folketingsmand og økonomiprofessor Erling Olsen, advarede i 1972 RUC mod at blive en marxistisk missionsskole. RUCs medarbejdere og studerende fravalgte Erling Olsen som rektor i 1973, og i årene, der fulgte, var RUC tæt på at blive nedlagt.

I de første år var der ikke ekstern censur af eksaminer på RUC, og de studerende bestemte selv, hvad de skulle lære. Et politisk indgreb fra undervisningsminister Ritt Bjerregaard ændrede dette, og der blev 1975‑79 indsat et eksternt rektorat. Situationen blev stabiliseret – godt hjulpet af, at erhvervslivet tog vel imod de fleksible og omstillingsparate kandidater med praksisnære kompetencer.

Det akademiske selvstyre blev genindført i 1979, og i 1980’erne og 1990’erne konsoliderede RUC sig med toårige basisuddannelser på det humanistiske, det samfundsvidenskabelige og det naturvidenskabelige område. De to basisår efterfølges af et specialiseringsår. Disse tre år udgør de studerendes bacheloruddannelser. Den følgende toårige kandidatuddannelse udgøres af en specialisering i et eller to af de 36 fag, der udbydes på RUC. Det blev fastholdt, at projektarbejdet udgør halvdelen af studietiden.

I begyndelsen af 2020’erne findes fire dansksprogede og tre engelsksprogede bacheloruddannelser. Fra 2022/23 tilbyder RUC 30 tværvidenskabelige kandidatuddannelser, heraf 13 engelsksprogede. De største kandidatuddannelser var i 2019 Economics and Business Administration (200 studerende), Politik og Forvaltning (157 studerende) og Strategisk Kommunikation og Digitale Medier (127 studerende).

Universitetet i virkeligheden

Mange af RUCs medarbejdere og studerende kommer fra det storkøbenhavnske område, tro mod den oprindelige idé om at aflaste Københavns Universitet. RUC har udviklet sig som et alternativ til Københavns Universitet og har de seneste år arbejdet målrettet på at udfylde rollen som regionalt universitet og bidrage til uddannelsesniveau og udvikling i Region Sjælland.

Roskilde Universitet beskriver sin opgave som »universitetet i virkeligheden« – præget af eksperimenterende, nyskabende former for læring, forskning og problemløsning, som flytter samfundet fremad. RUC vil gerne udfordre de akademiske traditioner gennem en projekt- og problemorienteret tilgang til videnudvikling.

RUC er organiseret i fire institutter for hhv. Kommunikation og Humanistisk Videnskab, Mennesker og Teknologi, Samfundsvidenskab og Erhverv samt Naturvidenskab og Miljø. Denne organisering genfindes i RUCs fire ph.d.-skoler. Universitetet huser ca. 20 forskningscentre og ca. 50 forskningsgrupper.

RUC optog i 2020 1.806 studerende, de fleste på humanistiske og samfundsvidenskabelige studieretninger. Dermed er det det af de fem klassiske universiteter i Danmark, som optager færrest studerende. Til gengæld er RUCs aktiviteter samlet på campus i Roskilde, hvor Aalborg, Aarhus og Syddansk Universiteter har aktiviteter mange steder. Studenterantallet på RUC udgør hhv. 44 % og 35 % af studenterantallet på de nævnte universiteters hovedcampus i hhv. Aalborg og Odense.

I 2020 havde RUC 7.454 studerende, 958 ansatte (heraf mere end 500 forskere) og 778 mio. kr. i årlige driftsindtægter (2020), som fordeler sig ligeligt mellem uddannelse og forskning. RUC dimitterede i 2020 1.099 kandidater og 25 ph.d.er, og universitetet er rangeret som nummer 97 på Times Higher Educations Young Universities Rankings.

Videre læsning

Læs mere om Uddannelse, sundhed og omsorg i Roskilde Kommune

Læs videre om

Se alle artikler om Uddannelse, sundhed og omsorg