Høj, "Nysum høj", 4,05 (fra øst) x 18 m. Ca. 1/3 af højen mod nordvest bortgravet ved en stor buet indgravning fra top til fod. Siden ujævnt afgravet hele vejen rundt, stejl mod sydøst, hvor afgravningen er størst. Lyng- og græsklædt, med lidt bu- skads, i ager. Ved foden af den afgravede sydøstside er stene- ne af en rammegrav bevaret: 8 sten i østsiden, 5 i vestsiden, 1 sten for hver ende, den sydlige dog helt forvitret. Ud for graven er 6 sten af fodkransen bevaret, de 4 lige op ad vest- siden, 2 længere mod syd, hvor de når hen til en brændtbens- kiste dækket af en flad sten 0,8 x 0,8 m, med hjulkors ind- hugget på oversiden.
Rundhøje er den mest almindelige type af gravhøje, der kendes i Danmark, og de findes overalt i landet. Rundhøjene har fået deres betegnelse efter deres kuplede form. I Danmark findes der tusinder af fredede rundhøje, men mange er overpløjede og enten helt forsvundet eller kun til at finde ved en arkæologisk udgravning. Læs videre her.
Stenkister kendes i forskellige udformninger gennem store dele af oldtiden og frem til i dag. Traditionen med at anvende sten til kister begyndte i bondestenalderen (neolitikum ca. 4000-1700 f.v.t.) og har – med skiftende intensitet – holdt sig frem til nyere tid. Blandt de fredede fortidsminder findes adskillige stenkister fra bondestenalderen, bronzealderen og jernalderen (ca. 4000 f.v.t.-1050 e.v.t.), og stenkisterne kan ligge såvel under flad mark som inde i en gravhøj. Der findes mange forskellige varianter af stenkister, alt efter hvilken periode de er blevet opført i, og hvor de er placeret. Læs videre her.
Brandgrav er en betegnelse for en gravlæggelse, hvor den døde person er blevet kremeret og derefter gravlagt enten i en nedgravning i jorden eller i en urne. Brandgravene var en kendt gravform i oldtiden, men blev først for alvor udbredt fra yngre bronzealder (ca. 1100-ca. 500 f.v.t.) og frem. De ældste kendte brandgrave stammer fra jægerstenalderen (ca. 12.800-3950 f.v.t.). Læs videre her.
Helleristninger er indhuggede billedmotiver i klippeflader eller på større sten og kan bl.a. forestille skibe, mennesker og hjulkors. Helleristninger forbindes navnlig med bronzealderen (ca. 1700-500 f.v.t.), hvor de var særlig udbredt på Bornholm. Det er en udbredt antagelse, at mange af motiverne skal relateres til den kultiske og religiøse verden i bronzealderen, hvor solen spillede en væsentlig rolle. Læs videre her.
Oldtiden er den overordnede betegnelse for den første tidsperiode, der følger efter istidens afslutning. Den indledes med de første jægere, der fulgte i hælene på rensdyrene mod nord til det nuværende danske område omkring 13.000 f.v.t. Oldtiden afsluttes af jernalderen. Denne periode har sit navn efter jernredskaberne, der stammede fra den hemmelige udvinding af jern, som dominerede den ældre del af jernalderen. Læs videre her.
Bronzealderen afløste stenalderen. Den har fået sit navn fra de mange bronzegenstande, der bl.a. er fundet i gravhøje samt nedsat i moser og åer som ofringer til guderne. Særlig karakteristisk for ældre bronzealder er rundhøjene, hvorfra flere opsigtsvækkende arkæologiske fund kendes, idet særlige bevaringsforhold i visse af gravhøjene har betydet, at den eller de gravlagte er yderst velbevarede. I yngre bronzealder gik indbyggerne fra jordfæstegrave til at brænde de døde på et ligbål og begrave dem i brandgrave. Læs videre her.
