Udsigt over Sjælsø fra Blovstrød af Viggo Henriksen fra 1947 skildrer sommeren, når høsten er gået i gang. Farverne er sarte og let gule under de drivende skyer.

.

Allerød Kunstforening er i høj grad omdrejningspunkt for kommunens billedkunst. Foreningen arrangerer atelierbesøg, museumsture og skiftende udstillinger.

De kunstnere, der har særlig tilknytning til kommunen, er primært repræsentanter for 1900-tallets modernistiske tradition, herunder Poul Bjørklund og Alice Buchhave. Men også andre kunstnere har fundet inspiration på egnen, bl.a. Viggo Henriksen, der i 1947 malede Udsigt over Sjælsø fra Blovstrød.

Kommunens kunst i det offentlige rum tæller adskillige af Buchhaves skulpturer, men også den lokale kunstner Arne B. Johansson er repræsenteret i byrummet. Desuden har Statens Kunstfond deponeret flere værker på Allerød Gymnasium, herunder en serie af Claus Carstensens malerier fra 2011. På Allerød Rådhus har kunstsamleren Kjeld Schouboe en permanent ophængning med dele af sin samling, bl.a. værker af Peter Mandrup, Maja Lisa Engelhardt, Peter Brandes, Arne Haugen Sørensen og Henry Heerup.

Kunstinstitutioner og udstillingssteder

Kirkehavegaard har siden 1993 dannet rammen om bl.a. Allerød Kunstforenings aktiviteter. I de to højloftede rum udstiller lokale og udefrakommende kunstnere. Her billedhugger Elna Christiansen og billedkunstner Steen Malberg i 2018.

.

Allerød Kommune har to mindre udstillingssteder for billedkunst. I Lillerød ligger Kirkehavegaard, hvor der i en af længerne siden 1993 har været udstillingsrum. Her viser Allerød Kunstforening, stiftet i 1970, skiftende udstillinger. Aktivitetshuset Skoven 4 ved Allerød Bibliotek viser også med jævne mellemrum udstillinger med værker af lokale kunstnere.

Kunstnere

Poul Bjørklund boede i 1940’erne og 1950’erne i Tokkekøb Hegn, hvor han levede alene i skoven og malede dystre motiver i ekspressiv stil med stærke farver og mange pastose lag. Landskaber og kvinder er gennemgående motiver i hele hans karriere. I 1943 malede han Venus fra Lillerød, i 1944 Viadukten i Lillerød og i 1947 Skovkvinde. Efter en blodprop i 1966, som tvang ham til at arbejde med venstre hånd, ændredes hans kunstneriske udtryk til et løsere formsprog og en lysere farvepalet.

Alice Buchhave flyttede i 1950 til Lillerød, hvor hun i adskillige år boede på Kirkevænget. Buchhave arbejdede i flere medier, herunder tegninger, grafik, ler og træ, men hun er særlig kendt for sine monumentale skulpturer i enten bronze eller cement. I sit udtryk har hun været tydeligt inspireret af arkaisk græsk kunst. I 1994 og igen i 2001 donerede hun figurer, tegninger, mosaikker og skulpturer til Allerød Lokalarkiv. Til Allerød Rådhus har hun udført byvåbnet i mosaik.

Kunst i det offentlige rum

Torvestrædet med Bent Sørensens skulptur Gærdet fra 1992 opstillet i 2006. Bent Sørensens skulpturer er præget af hans tidlige møde med den russisk-franske billedhugger Ossip Zadkine i 1948 i Paris, hvor han skiftede fra et naturalistisk udtryk til konstruktivistiske skulpturer. I Allerød Kommune findes en større samling af hans værker.

.

Alice Buchhaves Lillerødpigen.

.

Skulpturerne i det offentlige rum i Allerød Kommune varierer meget i udtryk og størrelse. I det grønne område omkring Allerød Rådhus står en del mindre stenskulpturer, både abstrakte former i granit af bl.a. Finn Nielsen og figurative skulpturer af Gudrun Lauesen. I den anden ende af skalaen kan man på Torvet i Lynge se dansk-svenske Gudrun Steenbergs 4 m høje tårn fra 1981.

Den lokale kunstner Alice Buchhaves skulpturer ses hyppigt i kommunen, fx i Lynge ved Lyngehus. Ved Allerød Rådhus står hendes skulptur Rådhuspigen (u.å.), ved Lillerød Skole Børnegruppe fra 1967, og ved Solvænget Lillerødpigen ligeledes fra 1967. Fælles for hendes skulpturer er en stiliseret naturalistisk menneskefremstilling, der er kendetegnet ved forenklede kropslige detaljer og rolige figurer.

En større mængde skulpturer er samlet ved Rørmosevænget i Lillerød, hvor de lokale ildsjæle Kjeld Schouboe og Jørgen Warberg siden 2015 har arbejdet for at etablere en ny skulpturpark. Her står bl.a. skulpturerne Hexagon fra 1989 af dansk-japanske Jun-Ichi Inoue og Kubisk Stele af Bent Sørensen erhvervet i 1999. I 2017 blev otte værker af Karl Åge Riget opstillet, som var doneret til skulpturparken af kunstnerens hustru, Vibeke Riget.

Kunsthåndværk og design

I 1893 havde J.P. Hansen slået sig ned som pottemager på Tokkekøbvej, hvilket udviklede sig til virksomheden Lillerød Lervarefabrik, der gennem godt 100 år lå på dette sted. Her er Birgitte Grove (tv.) samt Ellen Willer Donatien og lervarefabrikkens ejer, Ejner Petersen (th.), i gang med arbejdet i det nyindrettede værksted i 1955.

.

Pottemageri har en lang tradition med rødder helt tilbage til stenalderen. I 1800-tallet blev leret udnyttet på Allerød Teglværk, og i 1893 etablerede J.P. Hansen et pottemageri i Lillerød, der blev kendt som Lillerød Lervarefabrik. Hansen hentede ler i lergrave i Høveltsvang og Bregnerød.

Margrethe og Palle Dybdahl fra Kirkelte genoptog pottemagertraditionen, da de i 1952 etablerede Dybdahl Keramik og tog initiativ til foreningen Nordsjællandske Keramikere i 1971. Foreningen arrangerer bl.a. udstillinger i samarbejde med Allerød Kunstforening. På rådhuset hænger en række keramiske relieffer med motiver af Allerøds historie, som kommunen har erhvervet i 1976, bl.a. Brudevæltelurerne af Helge Jacobsen, Sct. Hansbål i Geddemosen af Margot Bentkjær og Borgmester Oskar Jensen, der blæser på horn fra Lynge Kirke af Palle Dybdahl.

To af landets mest indflydelsesrige møbelvirksomheder, Fritz Hansen og PP Møbler, ligger i Allerød Kommune.

Videre læsning

Læs mere om kultur i Allerød Kommune

Læs også om

Se alle artikler om Monumenter og mindesmærker

Se alle artikler om Billedkunst