Tv-programmer som Jul i Gammelby, Jul på Slottet, Dus med dyrene og Hammerslag, og værter som Poul Thomsen, Søren Ryge Petersen og Frode Munksgaard. Det var nye titler og navne, som seerne lærte at kende på Danmarks Radios (DR) tv-kanal fra 1973 og i årene derefter. De kom alle fra Provinsafdelingen, der efter politisk pres fra jyske og fynske medlemmer af Folketinget og Radiorådet blev oprettet som en selvstændig afdeling af tv-monopolet. Der var faste radio- og tv-medarbejdere i Aarhus fra 1960, men de var knyttet til de københavnske fagafdelinger. Det nye var, at Provinsafdelingen kunne dække alle genrer – lige undtagen egentlige tv-nyheder. Det ændrede sig først i 1986, da flagskibet Landet Rundt begyndte at sende dagligt, fortrinsvis med »bløde« nyheder fra hele Danmark, men også med journalistiske afsløringer.

Tv-programmer som Men nu til noget helt andet, Det’ Leth, Frøken Jensens pensionat, En naturlig forklaring og Det’ ren kagemand bidrog til, at Danmarks Radios tv levede op til sit navn.

Provinsafdelingens selvstændige status sluttede i 2002 med opsplitningen i tre afdelinger.

DR’s store bygningsanlæg i det nordlige Aarhus har trods nedskæringerne i DR fået tilført flere medarbejdere i årene 2018‑19 i forbindelse med udflytning af redaktioner fra København. I den forbindelse oprettede DR en Indland Vest-redaktion i Aarhus, der leverer landsdækkende nyheder. DR i Aarhus omfatter også DR P4 Østjylland, som under forskellige navne har sendt regionale nyheder til østjyderne siden 1960.

Siden 2018 har DR Sporten og DR Vejret sendt fra Dokk1 på havnefronten i Aarhus. Det samlede antal medarbejdere i DR i Aarhus var 270 i 2019.

Arkitektur

Bygningen til Danmarks Radio blev tegnet af C.F. Møller Architects i perioderne 1971‑73 og 1977‑81, og havearealerne er udformet af Sven Hansen 1971‑73. Bygningerne ligger på et vandret plateau, der bliver holdt fast af volde beklædt med chaussésten. Anlægget er inddelt i fire nord-sydgående bånd til radiostudier, kontorer, tv-arbejdsområde og værksteder mv. På tværs heraf løber en gade med hovedindgang mod vest. Inde i bygningen ligger en halv snes tematiske grønnegårde med forskellig udformning: kanalhave, klatreplantehave, hækhave m.m. Belægningsmønstrene er delikate, og stenmaterialerne eksklusive: piksten, brosten, klinker, ølandssten m.m. En favnende plantning af egetræer omgiver bygningen.

Videre læsning

Læs mere om Medier i Aarhus Kommune

Læs videre om

Læs også om

Se alle artikler om Medier