Radiobilerne er en af Bakkens ældste forlystelser, og der er blevet kørt vildt i dem siden 1920’erne. Bilerne er siden blevet fornyet, og mange flere forlystelser er kommet til Bakken for både store og små.
.
Både kostumer og sange er forbundet med traditioner på Bakkens Hvile. Stedet blev indviet i 1877 af Johannes L. Andersen, der allerede i 1866 havde åbnet sangerindeteltet Sans Souci på Dyrehavsbakken. I 1936 blev Bakkens Hvile solgt til Hugo Stefansen og har siden været i familiens eje. I dag er Stefansens barnebarn Dot Wessmann (nr. to fra venstre) ejer. Hun ses på scenen sammen med sangerinderne Lone Jensen, Tina Grunwald og Sara Gadborg.
.

Dyrehavsbakken, i daglig tale kaldet Bakken, er et forlystelsessted i Jægersborg Dyrehave. Stedet blev i 1746 beskrevet som »kildemarked«, efter at Kirsten Piils Kilde var blevet genopdaget i 1732. I slutningen af 1800-tallet kom der mere struktur på Dyrehavsbakken, og i 1885 stiftede gøglerne Teltholderforeningen, som foreningen af de erhvervsdrivende på Dyrehavsbakken stadig hedder. Dengang var alle boderne telte, der nemt kunne pakkes sammen. På trods af at man allerede i begyndelsen af 1900-tallet erstattede teltene med faste træskure, kaldes de erhvervsdrivende stadig teltholdere.

Underholdningen udviklede sig bl.a. med Pjerrot fra 1801, og da rutsjebanen, der var bygget af træ, blev indviet i 1932, var det Europas største. Siden da er der blevet åbnet stadig flere og mere ekstreme forlystelser.

Sangerindepavillonen Bakkens Hvile understreger det folkelige islæt, hvor syngepiger siden 1877 i farvestrålende kostumer har underholdt et begejstret publikum. Med motorcykeltræf i foråret, når Bakken åbner, Julemændenes Verdenskongres om sommeren og fra 2015 et kvarter med restauranter udformet som Korsbæk fra tv-serien Matador tilbyder Bakken mange forskellige oplevelser. I 2018 vil Bakken for første gang holde åbent til jul.

Cirkusrevyen

Siden 1700-tallets kildemarked har der været tradition for gøgleri og optræden på Dyrehavsbakken. Men først i 1935 blev det rigtig professionelt, da de to skuespillere Osvald Helmuth og Oscar Holst tog initiativ til at opføre revy i et cirkustelt midt på Bakken. Teltet står endnu og har kun én enkelt gang været flyttet; i 1945 da el-rationeringen ikke rakte til lys under forestillingen, og teltet derfor blev flyttet til København. Cirkusrevyen har haft adskillige navnkundige direktører fra Oscar Holst og Ib Schønberg til Preben Kaas, Sejr Volmer-Sørensen og senest med Lisbet Dahl som kunstnerisk leder.

Bakken som virksomhed

Med ca. 2,4 mio. besøgende årligt (2017) er Dyrehavsbakken i dag landets andenstørste turistattraktion, kun overgået af Tivoli i København. I modsætning til landets øvrige store forlystelsesparker drives Bakken ikke af et enkelt selskab, men af en stor gruppe virksomheder, der hver for sig driver en eller flere forlystelser, restauranter eller boder. I 2015 var der ca. 140 forretninger fordelt på 95 stadepladser. Dyrehavsbakkens areal ejes af Naturstyrelsen, som gennem udbud lejer staderne ud. Desuden er Naturstyrelsen ejer af Den gamle Rutsjebane, som den dog har udlejet til Dyrehavsbakkens Teltholderforening 1885, der også står for driften af alle fælles faciliteter.

Driften af Bakken har givet anledning til stridigheder. Selve forlystelsesstedet ligger i udkanten af Lyngby-Taarbæk Kommune, hvorimod parkeringspladsen er anlagt i Gentofte Kommune. Her er beboerne, der bor tæt på Bakken, utilfredse med støjen. De to kommuner skal i princippet være enige om miljøgodkendelse af Bakken, hvilket bl.a. omfatter åbningstider og støj.

Videre læsning

Læs mere om Kulturhistoriske museer og kulturarv i Lyngby-Taarbæk Kommune

Læs videre om

Læs også om

Se alle artikler om Kulturhistoriske museer og kulturarv