Folketeatret er Københavns næststørste teater efter Det Kongelige Teater, og som et folkeligt privatteater er det en vigtig modspiller til nationalscenen. Teateret blev bygget som hippodrom i 1846, men lagde også hus til meget andet end heste, bl.a. de berømte Hippodrommøder i foråret 1848, hvor Orla Lehmann som leder af de nationalliberale holdt politiske møder op mod afskaffelsen af enevælden.
Som hippodrom var stedet imidlertid ingen succes, så bestyrelsen skævede over til Amaliegade, hvor Georg Carstensen havde fået tilladelse til at åbne teateret Casino i 1848. Så man gik på jagt efter en mand med teaterbevilling, penge og fine forbindelser. Dét havde teaterdirektør H.W. Lange, kaldet Smukke-Lange, bedste ven med Frederik 7. og grevinde Danner og med fri adgang til teaterbevillinger og kongelig understøttelse. I 1857 åbnede Folketeatret og blev i sandhed et folkets teater med komedier og lystspil for fulde huse. Med afskaffelsen af Det Kongelige Teaters monopol i 1889 kom også det klassiske repertoire i fokus, en vekselvirkning, som stadig er teaterets varemærke. Især i Thorvald Larsens direktørtid 1935‑59 og Preben Harris’ 1971‑2001 stod dansk dramatik centralt, og sidstnævnte tilførte teateret flere mindre scener, som kunne modsvare hans satsning på det moderne repertoire.
Trods mange ombygninger står sidelogerne – i teaterets interne sprog »sporvognene« – og balkonens yderste loger, »luftgyngerne«, stadig tilbage fra hippodromens tid.
