Litteratur i Københavns Kommune

Tove Ditlevsen fotograferet i 1968 under en gåtur i Hedebygade, hvor hun voksede op. Nær herved, ved Enghavevej, ligger Tove Ditlevsens Plads, som blev indviet i 2015.
.
Gudrun Eriksen skrev en lille serie om tre søskende og deres liv i Nyboder i 1820’erne med følgende titler: Ungerne i Bjørnegade 5 (1945), Rikke fra Nyboder (1947) og Obaldo og hans søstre (1957). Her ses forsiden til den første, tegnet af Ingeborg Hyldahl.
.
I maj 1900 flyttede Herman Bang til Gammel Kongevej 25, 4. sal, hvor han fik to små værelser hos sin søster Nini Holst. Billedet er taget i 1903 af Georg Lindstrøm, der var en af de tidlige danske fotografer. Som de fleste fotos af Bang viser det ham med et lidende udtryk. I virkeligheden var han lige så disponeret for latter og løjer, men i dette tilfælde var lidelsen næppe en attitude. Han følte sig klemt i søsterens lejlighed.
.
Jesper Stein, der er uddannet journalist og bl.a. har arbejdet som kriminalreporter, er forfatter til serien om vicekommissæren og anti-helten Axel Steen; serien foregår især på Nørrebro. Flere nyere kriminalromaner udspiller sig i det københavnske miljø. Det gælde fx Michael Katz Krefelds krimiserie om privatopdageren Ravn, der bor i en båd i Christianshavns Kanal. Stein er fotograferet i 2017.
.
Stribe fra Nikoline Werdelins tegneserie Homo Metropolis, fra samlingen I storbyens favn, Homo Metropolis 1995-1999 (2000), Rosinante Forlag, hvor den bringes sammen med syv andre striber under overskriften »Skabsliberal«.
.
Foran indgangen til Det Kongelige Teater på Kongens Nytorv troner denne statue af Ludvig Holberg med stok i den ene hånd og et manuskript i den anden. Den er udført af Th. Stein og opstillet i 1875. Til venstre for indgangen sidder Adam Oehlenschläger, hvis statue er udført af H.W. Bissen. I Holbergs skrifter optræder en lang række københavnske lokaliteter, og man kan herigennem få et indtryk af byens dagligdag, bl.a. når Holberg skriver om de beskidte gader eller stinkende kanaler. Flere af datidens københavnere har dannet forlæg for persontegningerne i komedierne, ofte med en satirisk undertone.
.

Artikelstart

Adam af Bremen fortæller i sin krønike fra ca. 1070, at der i Danmark findes »meget store byer«, men nævner ikke København. Først med Saxos Gesta Danorum fra slutningen af 1100-tallet fletter byens historie sig ind i litteraturhistorien. Saxo fortæller, at biskop Absalon fik overdraget Havn.

1500‑1600-tallet

Efter Saxo begyndte byen at dukke op i litteraturen, i folkeviser, i krøniker, i religiøse skrifter, men først i renæssancen, fx i Peder Palladius’ Visitatsbog (ca. 1543), finder man tilløb til en mere levende fremstilling af byens liv.

I 1500-tallet dukkede Valby op som en poetisk og landlig lokalitet, bl.a. i Rasmus Glads (Erasmus Lætus’) latinske digte. I første halvdel af 1600-tallet bidrog Claus Christoffersen Lyschander til at føre Christian 4.s nye København ind i litteraturen, nærmere bestemt hans nye krigshavn. Det er dog stadig et meget alment billede, der tegnes af byen. Hvad Peder Syv engang i anden halvdel af 1600-tallet skrev om København, kunne lige så godt være skrevet om andre hovedstæder: »Du mægtig-skjønne By, et Hofvet for de Stæder/En Krone for vort Land, de Norde-rigers Hæder«.

Anders Matthiesen Hjørring var præst ved Vartov Hospitalskirke, da svenskerne i 1659 belejrede København, og året efter beskrev han i Leyrs-Krantz (1660), hvordan høj og lav, rig og fattig forenedes i modstanden mod svenskerne. 1670‑71 stilede den unge, arbejdsløse officer Jens Steen Sehested et klagedigt til kongen, Kiøbenhaufns Mis-Trøstige Dog villige Fangers ynkelige Klage-maal. Digtet kredser om slottet på Slotsholmen, men med udkig til voldene, flådeskibene ved Gammelholm, Tøjhuset og slottets ridebane. Også en tur på værtshus skildres.

1700-tallet

I 1700-tallet voksede et litterært åndsliv frem i København. I 1722 åbnede det første teater i Lille Grønnegade, og her bragte Ludvig Holberg byen på scenen. I Den 11. Junii (1723) er scenen Vestergade, og en del af intrigen handler om, hvem der kender mest til byen: tre jyske proprietærer eller den københavnske bondefanger, der roser sig af at kende alle de store gader, »Vestergade, Kalleboderne; Kiøbmager Gade, Studengaarden etc.« I Den Stundesløse (1726) falder det helt naturligt at sige, at en proces er »saa lang som Kiøbmagergade«, og i Jacob von Tyboe (1725) roser snyltegæsten Jesper Oldfux den stortalende titelperson med ordene: »Herrens Rumpe er Amager Torv; Faldet i Ryggen Vimmelskaftet«.

I 1771 blev Johannes Ewalds De brutale Klappere opført på Det Kongelige Teater, og her blev der sat lighedstegn mellem teater og by: »Theatret er vor Bye – Parterret er dets Vægter«. Ligeledes i 1770 grundlagde Søren Gyldendal det forlag, der hurtigt blev en grundpille i »den litterære institution«. I sine erindringer fortæller Charlotta Dorothea Biehl kort om sine forretninger med det nye forlag.

1800-1900-tallet

Romantikerne søgte gerne, som Adam Oehlenschläger skrev i Sanct Hansaften-Spil (1805), væk »Fra qvalmfulde Mure!«, men voldene selv var romantiske spadseregange, og Poul Martin Møller leverede i sin Aprilsvise (trykt 1825) en henført skildring af foråret på voldene. Kongens Have blev også søgt af digterne, og N.F.S. Grundtvig henlagde i digtet »Paaske-Lilien« (1817) en københavnsk variant af juleevangeliet til haven set fra hans vindue i Kronprinsessegade. Johan Ludvig Heiberg skrev i 1827 Et Eventyr i Rosenborg Have og fulgte det op med vaudevillen Nej (1836), hvor bejleren stiller Sophie det berømte spørgsmål: »Erindrer De? Det var i Kongens Have,/Jeg mødte Dem den første Dag i Mai.«

For Heiberg som for Thomas Overskou, Henrik Hertz, H.C. Andersen og Søren Kierkegaard blev byen, nærmere bestemt København, et nøgletema. Overskou fik succes med lystspillet Østergade og Vestergade (1828), og i Enten – Eller (1843) møder Kierkegaards forfører sin Cordelia ved et »Galanterivare-Udsalg« på Østergade. Andersen og Kierkegaard satte hver på sin måde fokus på spændingerne i en by, der var for stor til at være en småstad og for lille til at være en storstad.

Blikke på byen

1840’erne var en opbrudstid, og den skærpede fornemmelse af et tidehverv gav sig udslag i en ny genre, revyen, hvor forfatterne tog det forløbne år under behandling. Erik Bøghs revy Nytaarsnat 1850 havde premiere på Casino nytårsaften 1849. Man udviklede også en skærpet fornemmelse for rummet, og Poul Chievitz skrev i københavnerromanen Fra Gaden (1847) ligefrem om et nyt organ, nemlig organet for »Driver-Lysten«. I aviserne omsatte »driverne«, som på fransk manér kaldtes flanører, deres urbane lystvandringer i føljetoner. I Folkets Avis skrev Erik Bøgh i årene 1862‑86 under overskriften Dit og Dat hundredvis af føljetoner, hvoraf en meget stor del handlede om københavnske temaer.

Herman Bang forvandlede føljetonen til kunst i sine Vexlende Themaer, der udkom i Nationaltidende 1879‑84. I Realisme og Realister (1879) konstaterede han, at åbningen af det middelalderlige København satte en ny dagsorden for forfatterne: »Thi det Ejendommelige for de sidste Aar i vor Literatur er jo netop, at Voldene sløjfes, og at de Strømninger, der har bevæget den øvrige Verden i over en Menneskealder, endelig er naaet til os«. Med romanen Stuk (1887) leverede han bevis for den sætning, der udtales af en af romanens personer: »hele hans Talent, han vidste det nu, havde kun været hans Samliv med denne By«. Et samliv, der gerne blev plejet i Tivoli.

Litteraten Rudolf Schmidt udgav i 1878 Sex Foredrag, hvoraf det ene handlede »Om Hovedstæders Betydning i Folkenes aandelige Liv«. Her skrev han, at kalejdoskopet var et godt billede på dette evigt afvekslende liv. Allerede i debutromanen Fodreise fra Holmens Canal til Østpynten af Amager 1828 og 1829 (1829) havde H.C. Andersen brugt kalejdoskopet som billede på nye måder at opleve byen på, og pointerne i Rudolf Schmidts foredrag blev bekræftet, da V. Korfitsen i 1880 udsendte Kaleidoskopiske Figurer i Vers og Prosa.

En anden visuel teknologi fra 1800-tallet var panoramaet, en blanding af arkitektur og maleri, hvor publikum trådte ind i en rotundeformet bygning, hvor de fra en platform i midten kunne nyde synet af et 360-graders »rundmaleri«. Sådanne udsigter kunne man selvfølgelig også nyde oppe fra byens tårne eller andre højtliggende punkter. I Holger Drachmanns Forskrevet (1890) kaster hovedpersonen sig fra Valby Bakke ud i en kritisk brandtale om den by, der ligger foran ham. I andre passager videreudvikler han skræmmebilledet af et København, hvor proletariatet i de nye forstæder lejrer sig omkring borgerskabet i den gamle bykerne. Romanen slutter med en skrækvision af byen, der indtages af en ikke nærmere defineret fjende.

Karl Larsen skrev i 1908 romanen Dommens Dag, som var noget mere præcis med sin forudsigelse af, hvordan besættelsen af København i 1940 ville finde sted. Men i 1890’erne tegnede han et mere jovialt københavnerbillede. Larsen, som var ungdomsven med Herman Bang, danner forlæg for figuren Lange i Stuk. I slutningen af 1890’erne skrev Larsen selv en række københavnerfortællinger, hvor han, som han udtrykker det, bevægede sig Udenfor Rangklasserne (1896), ikke mindst med Kresjan Vesterbro (1897).

Kvindefrigørelse og arbejderkamp

Kvindefrigørelsen viste sig ved, at kvinder begyndte at skrive med på billedet af det moderne København. Mens Holger Drachmann begyndte som en af »det moderne gennembruds mænd«, vedblev hans søster Erna Juel-Hansen at være en af dette gennembruds kvinder, bl.a. med romanen En ung Dames Historie (1888). Med Let Gang paa Jorden (1941) indledte Agnes Henningsen en serie erindringsromaner, som førte kvindeperspektivet videre ind i 1900-tallet. Estrid Ott leverede gennem ca. 50 år, fra 1917 til 1967, en stribe uhyre populære børnebøger, hvor bl.a. Gerd og Gadedrengene tegnede et levende københavnerbillede.

Johannes Jørgensen skrev i 1893 en boglang artikel om København til M. Galschiøts kæmpemæssige pragtværk Danmark i Skildringer og Billeder af danske Forfattere og Kunstnere. »Som et Værk i mange Kapitler, skrevet af skiftende Forfattere, er denne By«, skriver Jørgensen, som foretrækker Frederiksbergs stille villaveje frem for arbejderkvartererne på Vesterbro, hvor »de store, brede, ny Gader (…) former en Ramme af moderne storladen Følelsesløshed om Arbejderens moderne Trældyrstræthed«. Arbejderklassens København fik sit mest monumentale litterære udtryk i Martin Andersen Nexøs Pelle Erobreren (1906‑10), hvoraf bind tre og fire, Den store Kamp og Gryet, udspiller sig i hovedstaden.

Den dæmoniserende skildring af det moderne København genfinder man i Johannes V. Jensens ungdomsromaner Danskere (1896) og Einar Elkær (1898), men i det senere forfatterskab anskuer han København i udviklingslærens optimistiske perspektiv. I romanen Skibet (1912) skildrer han grundlæggelsen af Havn, og i romanen Gudrun (1936) lovpriser han, som tidligere i essayet »Københavnerinden«, den cyklende københavnerinde.

1900-2000-tallet

Jakob Knudsen lagde afstand til den flaneren, som tidens andre forfattere hengav sig til. I dobbeltromanen Gjæring – Afklaring (1902) skildrer han en provinsstudent, der er så inkarneret »Landbo«, at han efter et helt år i København ikke har noget overblik over byen: »Han havde gaaet, ligesom Sporvognshestene, sine bestemte Ruter ad de Gader, til hvilke hans forskjellige Ærinder førte ham.«

Det lyse og mørke storbyliv

Men en ny fortrolighed med det moderne København var undervejs, bl.a. i Albert Gnudtzmann og Helmer Linds Stor-København (1907), og i 1920’erne skrev både F. Nygaard og Otto Rung henførte, detaljerede skildringer af København, den første i Kend København (1928), den anden i København (1931).

Emil Bønnelycke satte ord til det nye København i Asfaltens Sange (1918), og hans ven Tom Kristensen, der i erindringsbogen Blandt Københavnere (1973) bekendte sig som »en elsker af folkerige fortove«, udfoldede denne kærlighed i romanen Hærværk (1930). Her er Politiken – omdøbt til Dagbladet – og dermed Rådhuspladsen udgangspunkt for byture ud ad Vesterbrogade. Som hovedpersonen Jastrau udtrykker det: »Gaden kvikkede ham altid op. Den kølige Natteluft, Trafiken og Lysene stimulerede ham.«

I Knud Sønderbys romaner Midt i en Jazztid (1931) og To Mennesker mødes (1932) er København en verden, hvor personerne færdes hjemmevant uden det ubehag, som storbyoplevelsen gerne voldte landboer og provinsboer, men helt igennem indstillet på de nydelser, storbyen kunne tilbyde, i Tivoli og i danserestauranter, ikke mindst når »King Jazz svinger Taktstokken i Halvmørket«.

Mens forfattere som Tom Kristensen, Emil Bønnelycke og Knud Sønderby var fascinerede af det, Poul Henningsen kaldte »Byens Konkyliesang«, havde forfattere fra de københavnske arbejderkvarterer, Tove Ditlevsen og Harald Herdal, mere blik for byens skyggesider. Herdal skrev i 1937 et digt med titlen »Barndommens Gade«, men det blev Tove Ditlevsen, der identificeres med Barndommens Gade (1943). Enghave Plads danner ramme om Herdals roman Ukuelige menneske (1949), men i Man skal jo leve (1934) er linsen rettet mod fattigkvarteret omkring Borger- og Adelgade.

I samme tidstypiske stil kaldte Mogens Klitgaard sin debutroman Der sidder en Mand i en Sporvogn (1937). Her er selv vejret farvet af lokaliteten. Romanen begynder en »klam københavnsk Januarmorgen« og følger derefter over de næste 12 måneder en helt almindelig, lille mands sociale deroute. I Elly Petersen (1941) er det en helt almindelig provinspiges ankomst til byen, der skildres. Og i begge romaner løfter fortælleren sig op i et fugleperspektiv, hvorfra han ironisk og medfølende skuer ud over romanernes univers: »København er en pæn By. Den er 800.000 kæmpende og stræbende Mennesker, den er en Karrusel, et Lykkehjul, et Lotteri med tusinder af Nitter og enkelte Gevinster«.

I 1939 vakte Marie Andersen opsigt med børnebogen Tudemarie, som var baseret på hendes egne oplevelser i et fattighjem i 1880’ernes København. Trilogien om Tudemarie blev til i samarbejde med Gudrun Eriksen, som selv med Ungerne i Bjørnegade 5 (1945) satte Nyboder på det litterære Københavnskort.

Mit kvarter – de københavnske bydele

Fra 1977 til 1989 skrev Angelo Hjort en romankvartet om Adelgade-Borgergadekvarteret i årene 1938‑43. Mellem et mylder af skæbner trækkes de sociale og politiske linjer op, og i tredje bind, Den sovende by (1982), skitseres nedrivningen af kvarteret, dette »det mest homogene bybillede København har haft«.

Mens Hjort levendegjorde Adelgade-Borgergadekvarteret, satte Palle Fischer i Den store badedag (1980, filmatiseret 1991) strøm til Nørrebro – til Jægergade og kvarteret omkring Blågårds Plads, hvor »stenfigurerne (…) krummede sig sammen som om de havde ondt i maven«. Med den syvårige smedesøn Gustav Adolf som omdrejningspunkt skildres det, hvordan alle beboerne i en opgang i Jægergade drager til stranden ved Charlottenlund.

Jørgen Gustava Brandt voksede op i Pilestræde, og i romanen Pink Champagne (1973) med undertitlen billeder af livet i byen finder man et skarpt opgør med det provinsielle i den danske litteratur, »dette præste- og skolelærerblik på vores gader«, »fotostatisk baggrund for de pæne drenges sold og syndighed i prøvetiden«; som om al moderne dansk prosa »stammer fra den fyr der skrev Flemming-bøgerne«.

Det er nu ikke Flemming-bøgerne, men agentromaner, der leverede inspiration til Sven Holms Min elskede (1968), som i en let, flyvsk og samtidig uhyre jordnær stil tegner et billede af København, der omfatter det hele: byens placering i kosmos, dens trafik, dens luft, dens mad, Kongens Have, Kødbyen, De Gamles By m.m. I kapitlet »Københavns ord«, går »en forfatter i lyst vejr hen over Sølvtorvet«, og så spørger fortælleren: »Går han i byen eller i ordet«. Svaret er, at ord og by er blevet til »ordbyen København«, og at ordene »vil have et ansvar for byen«.

I 1970’erne mødtes det politiske og det private i den såkaldte bekendelseslitteratur, gerne udformet i knækprosa. Lean Nielsen skrev om sin opvækst på Vesterbro, om sin tid som arbejdsmand og sømand, men også om udsigten fra sit vindue i Sommerstedgade, når han så ned på cyklerne.

Amager var kommet ind i litteraturen med Johanne Luise Heibergs En Søndag paa Amager (1848), men set udefra. Klaus Rifbjerg beskrev i Amagerdigte (1965) bydelen indefra, ja, identificerede Amagerbrogade med sin »hjerteflod«. Hans-Jørgen Nielsen tog tråden op i Fodboldenglen (1979), hvor han beskriver sin opvækst i Sundbyerne. Senest har Morten Pape med debutromanen Planen (2015) efterfulgt af Guds bedste børn (2018), om en opvækst i Urbanplanen, sat spot på samspillet mellem sted og personlighed.

I den anden ende af København sendte Bjarne Reuter med Månen over Bella Bio (1988) et magisk skær ind over sin barndoms Brønshøj. Det samme skær oplyser hans børnebøger om Buster Oregon Mortensen.

Stemmer omkring det nye årtusinde

I 1980’erne brød en generation af digtere igennem, som digtede på spændingen mellem ord og by. City slang (1981) kaldte Søren Ulrik Thomsen sin debutbog, og Michael Strunge skrev sig i Skrigerne! (1980) med versaler ind i storbyen. Caféer, bl.a. Café Sommersko fra 1976, begyndte at dukke op mellem de københavnske værtshuse, og som det fremgår af titlen på Mike Hellstrøms debutroman Café Existens (1986), dannede caféerne ramme om de største spørgsmål. Nikoline Werdelins tegneserie Café, der blev bragt fra 1984, senere efterfulgt af Homo Metropolis, bidrog til atomiseringen af det nye storbymenneske.

Benn Q. Holm afsluttede sine litteraturstudier med et speciale om Herman Bangs Stuk, og siden har han i en række romaner opdateret Bangs københavnerportræt. I Mørk (1995) skildres det, der er blevet kaldt Københavns genrejsning med Ørestad, Øresundsbroen, metro, inklusive den storstilede fejring af København som kulturby, selv om denne begivenhed først fandt sted et år efter udgivelsen af denne roman.

Med debutnovellerne Radiator (1997) placerede Jan Sonnergaard sig som det nedslidte Nordvestkvarters forfatter, men i sin sidste roman Frysende våde vejbaner (2015) tegner han et allround billede af udviklingen i og af hele København siden 1980’erne. På samme måde udvidede Katrine Marie Guldager perspektivet fra langdigtet Ankomst, Husumgade (2001) til novellesamlingen København (2004).

I 2010 debuterede Kaspar Colling Nielsen med Mount København, og ligesom han med disse fortællinger spejler tidens nye miljøbevidsthed, udruller Colling i Den danske borgerkrig 2018‑24 (2013) et fremtidsbillede af de nye sociale og politiske spændinger, som bl.a. fører til et bombardement af Christiansborg.

Mere stilfærdig er Amalie Laulund Trudsø, som i Koordinater: københavnertekster (2012) lader byens gader danne et kort over sine følelsers historie. Som der står over indgangstrappen til Københavns Rådhus: »Saa er By som Borger …«

Vesterbro i litteraturen

Vesterbro har en glorværdig litteraturhistorie, der begynder med P.A. Heibergs Rigsdaler-Sedlens Hændelser (1787‑1793), fortsætter med Adam Oehlenschlägers opvækst på hjørnet af Vesterbrogade og Oehlenschlægersgade, formgives af Karl Larsen, videreføres af Tom Kristensen, der gik i skole på Istedgade, og besynges af Liva Weel, der boede på samme gade.

Et første højdepunkt nås med Tove Ditlevsen (1917‑76). Hun voksede op i Hedebygade på Vesterbro og skildrer med kras realisme kvarteret, men besjæler samtidig gaden, snart som et dystert, dæmonisk væsen, snart som »en pige, der ligger på ryggen med hovedet ved Enghaveplads, ungt og uskyldigt, med grønne træer …«. Hun har da også fået opkaldt både en skole, en plads, en butikspassage og et spisested efter sig.

Beskrivelserne kulminerer, via Lean Nielsen, med Dan Turèll, der i Storby-blues (1977) om »Livet i Istedgade« skriver, at gaden er »en roman på 400 sider/(…) som hver dag skriver sig selv ned og læser sig/og så smider sig ud uden videre/for i morgen kommer der en ny«. Anne Marie Têtevide sender i sin roman Sottrupgade 9 (2003) en hilsen til Turèll som den bedste skildrer af kvarteret. Onkel Dannys Plads ved Kødbyen minder om Turèlls betydning for området. Som angivet af titlen på Morten Søndergaards prosadigte tilbyder Vesterbro ikke kun identificerbare bestemmelsessteder, men i høj grad også Ubestemmelsessteder (1996).

Videre læsning

Læs mere om kultur i Københavns Kommune

Læs også om

Se alle artikler om Litteratur