Christiansborg

Krønikeskriveren Saxo berettede, at biskop Absalon i 1167 anlagde en ny borg på en holm for at bekæmpe sørøvere og beskytte byens indbyggere. Dette bekræftes af en bevaret pavebulle, udstedt af pave Urban 3. d. 21. oktober 1186, der beskrev, at borgen og byen Havn skulle overgå til Roskilde bispestol efter Absalons død. Under det ca. 250 år lange ejerskab blev borgen flere gange ødelagt eller beslaglagt af kongemagten. Bedst kendt er fyrst Jarimar af Rügens erobring af København i 1259, hvor dele af borgen tilsyneladende blev ødelagt, samt overdragelsen til kong Valdemar Atterdag i 1350, hvor han fik borgen som pant i resten af sin levetid. Hanseforbundet indtog borgen under Københavns erobring i 1368 og lod den året efter nedrive.

Ruinerne af Absalons borg blev fundet i vinteren 1906-07 i forbindelse med anlæggelsen af det nuværende Christiansborg. Borgen har haft en størrelse på omkring 200 x 300 m, omkranset af en ringmur af fint tilhuggede kridtstenskvadre fra Stevns Klint. Dele af muren er bevaret i ca. 3 m’s højde, men har måske oprindelig været dobbelt så høj. Borgens centrale dele var blevet ødelagt ved anlæggelsen af de senere borganlæg på stedet, men i den vestlige og østlige del fandtes under udgravningerne rester af fire huse inden for ringmuren. Det ene hus på ca. 10 x 14,5 m har haft mere end én etage og været delt i to rum, hvor man bl.a. fandt rester af to bageovne. Op til ringmurens østre og vestre side blev fundet velbevarede dele af to tårne fra 1200-tallet.

Der er få vidnesbyrd om borgens finere indretning, men der er fundet dele af to polerede søjleskafter af granit og gnejs, trapezformede kapitæler, en søjlebase og et lille vievandskar. Disse er sandsynligvis fra borgens kapel og blev smidt i den såkaldte Holkebrønd i forbindelse med nedrivningen i 1369.

Efter Valdemar Atterdags død i 1375 kom København tilbage til Roskilde bispestol, og opførelsen af et nyt slot på samme sted blev påbegyndt. I 1387 omtales en slotsfoged, og i 1398 nævnes slottet og dets ringmur. I 1417 tvang kong Erik af Pommern bispestolen til endeligt at overgive slottet og byen til kronen, og i løbet af 1400-tallet blev København efterhånden kongernes faste residensby med slottet som det strategiske og administrative magtcentrum.

Slottets udseende kan fastlægges i store træk. Før opførelsen af det nye slot var Slotsholmen blevet udvidet og forhøjet flere meter ved tilførsel af en mængde jord. Langs kanten opførtes en ydre ringmur, som slottets fløje blev bygget op til. Til de ældste dele hørte det 15 x 15 m store Blåtårn, der vogtede slottets port, og vindebroen, der førte over voldgraven.

Senmiddelalderens mange ændringer af Københavns Slot skabte et temmelig uregelmæssigt anlæg uden forsvarsmæssig betydning. Fløjene var sammenbygget omkring en indre borggård; op til vestsiden af Blåtårn lå Rådstuen, og på østsiden lå kongefløjen, der rummede de kongelige gemakker. I slottets vestfløj var riddersalen indrettet, og formentlig var det her, kong Christoffer af Bayern holdt bryllup med Dorothea af Brandenburg i 1445. En bred trappe førte fra borggården op til fløjens første etage; den var flankeret af to store bislagsten med relieffer af hhv. kong Hans og sønnen Christian 2.s dronning, Elisabeth. Slottets sydvestlige del rummede køkken, bryggers samt et bagehus, der nævnes i 1454. Slotskapellet var placeret i sydfløjen, hvortil Christian 2. bestilte en fornem nederlandsk altertavle bevaret i Søndersogns kirke i Viborg. Først omkring 1490 opførtes den såkaldte Drabantsalsfløj, der forbandt kapellet med kongefløjen. I slotsgården er fundet rester af det, der kendes som Absalons brønd, en stensat brønd med en dybde på ca. 10 m og en diameter på 1,7 m, som var genanvendt fra det ældste borganlæg.

Ved udgravningerne blev der fundet enkelte bygningsdetaljer, der vidner om indretningen, bl.a. glaserede gulvfliser og en kvadersten udsmykket med relief af et narrehoved. Skriftlige kilder omtaler desuden gobeliner og tapeter i de kongelige gemakker.

Yderligere udbygninger af slottet fandt sted under Christian 3. i 1550’erne og Christian 4. lige inden år 1600. Sidstnævnte forhøjede det Blåtårn, der siden blev berømt som det fængselstårn, hvor Leonora Christina sad fængslet i 21 år. Det stærkt forbyggede slot var længe kendt som Europas usleste fyrsteresidens, men i begyndelsen af 1700-tallet indledte Frederik 4. en gennemgribende renovering af anlægget. Resultatet var et mere regulært femkantet anlæg præget af barokkens arkitekturideal, som stod færdigt i 1728. Slottets gård var nu mere mørk og trang end tidligere, og murene var blevet så tunge, at de slog revner. I 1730 besluttede Christian 6. at rive det ned og i stedet opføre Christiansborg Slot.

Som arkitekt til den nye kongeresidens valgte Christian 6. sin tidligere lærer i bygningskunst, Elias David Häusser. Lauritz de Thurah og Niels Eigtved stod for interiørerne, og Eigtved endvidere, i 1740’erne, for ridebaneanlægget med Marmorbroen over Frederiksholms Kanal.

Selve slottet var et firfløjsanlæg med et mægtigt tårn ud mod slotspladsen og løngange til to sider, hhv. til regeringskontorer og til en selvstændig kirkebygning. Slottet blev fra første færd fornemt udstyret med malerier og spejlglasruder fra Paris samt franske møbler og gobeliner. Skønt kongen tog slottet i brug i 1740, blev der fortsat arbejdet på dets forskønnelse. Riddersalen blev således indrettet af den franskfødte arkitekt Nicolas-Henri Jardin til Christian 7.s bryllup med Caroline Mathilde i 1766, og samme arkitekt forestod 1766‑67 etableringen af et hofteater over stalden i ridebaneanlæggets sydfløj. Teateret har overlevet begge Christiansborgbrande, og det blev i 1922 indrettet som teatermuseum.

Manglende brandsikring af slottets loft førte sammen med besparelser på skorstensfejerbudgettet i 1794 til, at hele slottet bortset fra ridebaneanlægget brændte. Efter Københavns brand året efter blev slotsruinen brugt til genhusning. I perioden 1803‑28 forestod arkitekten C.F. Hansen opførelsen af et nyt, tårnløst Christiansborg. Den ene af de fortsat fire fløje blev delvis erstattet af en kolonnade, mens kirken blev udformet som en tempelbygning med søjlefront og lav, kobberdækket kuppel. Slottets indre blev udsmykket af tidens bedste danske kunstnere, bl.a. J.L. Lund, C.W. Eckersberg og Bertel Thorvaldsen, men interiørerne blev aldrig fuldført, før en ny brand i 1884 lagde det andet Christiansborg øde. Ridebaneanlægget gik atter fri, nu sammen med slotskirken. I perioden 1906‑28 blev slottet genopført for tredje gang til det Christiansborg, der kendes i dag, ved arkitekten Thorvald Jørgensen.

Ruinerne af Absalons borg og Københavns Slot er bevaret og tilgængelige under Christiansborg.

Selv om slottet ikke har været brugt som kongebolig siden 1794, rummer Thorvald Jørgensens trefløjsanlæg dog en række rigt udstyrede repræsentationslokaler. Her er en tronsal, et 39 m langt galleri og en storslået riddersal med marmorgulv, der er genbrug fra Frederik 3.s bibliotekssal fra 1673. Riddersalen har loftsmalerier af Kræsten Iversen, og væggene prydes af Bjørn Nørgaards 17 farvestrålende gobeliner, som er vævet på gobelinværkstedet i Beauvais og ophængt i år 2000.

Blandt de elementer, der blev reddet fra luerne i de to tidligere slotte på stedet, er et stukloft i forværelset til det kongelige håndbibliotek, tre mægtige malerier af Nicolai Abildgaard ophængt i den såkaldte Abildgaardsal og Thorvaldsens marmorfrise Alexandertoget i Alexandersalen.

Adgangen til repræsentationslokalerne går via Prins Jørgens Gård og gennem bl.a. Drabantsalen med seks hvælvbærende figurer udført af billedhuggeren Aksel Hansen. Fra Rigsdagsgården på slottets modsatte side går vejen til Folketingets lokaler med bl.a. den kolossale trappehal, Vandrehallen.

Efter vedtagelsen af Junigrundloven af 1849 rykkede det danske folkestyre ind på Christiansborg Slot. Begge Rigsdagens kamre – Landstinget og Folketinget – fik hjemsted på slottet i lokaler, som Frederik 7. afgav til formålet.

Da det nye Christiansborg blev opført i årene 1906‑28, blev dele af slottet klar til indflytning undervejs. I 1918 flyttede Rigsdagen ind i østfløjen, hvor der blev indgang fra Rigsdagsgården, og hvor den store vandrehal forbinder de to største rum: Landstingssalen og Folketingssalen.

I 1919 kunne Højesteret flytte til sit nye domicil i den nordlige del af vestfløjen og for enden af de bygninger rundt om Ridebanen, som ikke var brændt i 1884.

I 1920 besluttede Christian 10., at kongefamilien ikke skulle flytte ind i vest- og nordfløjen, men blive boende på Amalienborg. Imidlertid fastholdtes indretningen af De Kongelige Repræsentationslokaler, der blev rammen om en central del af kongehusets officielle rolle. Lokalerne omfatter bl.a. Riddersalen, Tronsalen, Alexandersalen, Taffelsalen og Fløjlsgemakket. De bruges til alt fra nytårskure til statsbesøg, gallamiddage og audienser.

De dele af vest- og nordfløjen, der var planlagt som bolig for kongefamilien, indrettedes i stedet til Statsministeriet og Udenrigsministeriet. Da Udenrigsministeriet flyttede fra vestfløjen, indrettedes lokalerne fra begyndelsen af 1980’erne til mødelokaler for Folketingets udvalg og partier.

Statsministeriet blev derimod i vest- og nordfløjen med indgang fra Prins Jørgens Gård ved siden af Højesteret. Ministeriet ligger dels på anden sal, dels på den såkaldte mellemetage, hvor de fleste af ministeriets medarbejdere har deres kontorer. Statsministerens kontor ligger mod nord på anden sal, der er mere end 20 m over gadeplan. I anden sals højde går der en gang mellem Statsministeriet og Folketingets lokaler. Spejlsalen er ministeriets store møderum og bruges bl.a. til pressemøder. Salen var oprindelig planlagt som kongefamiliens spisestue. Statsministeriet havde ved udgangen af 2018 knap 80 ansatte (omregnet til fuldtid).

Med grundlovsændringen i 1953 blev Landstinget nedlagt, og Folketinget overtog hele østfløjen og senere også lokaler i bl.a. Provianthuset. Folketingets administration havde ved udgangen af 2018 ca. 400 ansatte (omregnet til fuldtid). Hertil kommer et større antal, der arbejder på Christiansborg for bl.a. de politiske partier og for medierne. Folketinget skønner, at det samlet er omkring 1.200, der til daglig arbejder på Christiansborg.

Læs mere om Slotte i Københavns Kommune

Læs videre om

• Amalienborg
• Rosenborg Slot
• Kongens Have

Læs også om

• Kulturhistoriske museer og kulturarv i Københavns Kommune
• Klostre i København
• Gråbrødre Kloster
• København Helligåndskloster
• Sankt Clara Kloster

Se alle artikler om Slotshaver

Se alle artikler om Slotte