Nørrebro Teater

Artikelstart

Nørrebro Teater er beliggende i Ravnsborggade på Nørrebro i København. Bortset fra årene 1961‑66, hvor det var lukket, har det altid ligget på dette sted, hvor det bl.a. har dannet ramme om mange populære københavner- og PH-revyer. Teateret har altid været et lokalteater, som har serviceret sine naboer, så oprindelig var det et serveringsteater, indrettet i 1886 i et gammelt landsted, Store Ravnsborg. Her var der øl i glasset og et muntert repertoire med lystspillet Styrmand Karlsens Flammer og Osvald Helmuth, der sang »Ølhunden glammer«.

I 1931 gik teaterets forhus imidlertid op i røg, og Vilhelm Lauritzen skabte et nyt funkisteater, præget af lange lige flader både ude og inde. Men repertoiret var stadig let og muntert. Aage Stentoft, der var direktør fra 1954 til og med 1960, kaldte teateret Det Ny Scala og tjente en formue på at spille musicalen My Fair Lady. Men med Karen Marie Løwert som direktør fra 1966 til 1981 fandt teateret sit leje i et krydsfelt mellem det lette og det seriøse repertoire.

I dag er Nørrebro de unges kvarter, præget af stor etnisk diversitet, og med Mette Wolf som direktør fra 2015 er det stadig et morskabsteater, fra 2007 igen med navnet Nørrebro Teater, hvor de lader »humoren stå på skuldrene af alvoren«.

Videre læsning

Læs mere om Teater og film i Københavns Kommune

Læs videre om

Læs også om

Se alle artikler om Teater og film