De tungtlastede golftasker rulles mod det næste hul på Hammel Golf Klubs baner ved Hammel og Frijsenborg Slot.
.
Der er plads og ro til en tur på hesteryg ad Gl. Randersvej i Hammels nordlige del.
.

Siden oldtiden har de mange ådale i kommunen tiltrukket mennesker, som her kunne ernære sig ved jagt og fiskeri. I dag er det fortrinsvis lystfiskerne, som tester heldet og evnerne på søernes og åernes aborrer, laks og havørreder.

Favrskov Kommune har et stort antal afmærkede cykelruter og vandrestier. Til vandrestierne hører bl.a. Østsporet, som på sine 54 km går fra Søften og nordpå til Ødum og Voldum og videre vestpå til først Vissing og siden Langå. Undervejs passerer man bl.a. herregården Clausholm. En mindre del af ruten går op i Randers Kommune, men hovedparten ligger i Favrskov Kommune. Den 540 km lange Kulturringen, som blev etableret, da Aarhus var kulturby i 2017, passerer en række kulturelle seværdigheder og naturområder i Aarhus, Hedensted, Odder, Skanderborg, Favrskov, Norddjurs, Syddjurs og Samsø Kommuner, heriblandt mange af Favrskov Kommunes herregårde.

Ved Dannebrogspladsen i Ulstrup er der naturlegeplads, fiskepladser, sheltere og bålplads, og i friluftscenteret Sprækkebjerg ved Voldby syd for Hammel kan man prøve kræfter med en klatremur, paintball, fodboldgolf, skydning og mange andre aktiviteter.

Ønsker man at overnatte i naturen, kan man bl.a. benytte de sheltere, som er opført ved Hammel Mølleskov og Naturværket i Hinnerup. I Himmerig Skov er der fri teltning. Desuden ligger campingpladsen Bamsebo tæt på Ulstrup og Gudenå.

Favrskov Kommune har en naturvejleder, som afholder aktuelle arrangementer efter årstiderne. Derudover deltager Favrskov i Gudenåsamarbejdet, hvor kommunerne langs åen arbejder sammen om de rekreative interesser, der knytter sig til Gudenå.

Videre læsning

Læs mere om Natur- og landskabsforvaltning i Favrskov Kommune

Se alle artikler om Friluftsliv