Langhøj, mv., Bygholm langdysse

Bygholm Langdysse Anlægget er orienteret øst-vest. Det består af en højning, der måler ca. 71 x 11,5-13,5 m, og som er ca. 3,6 m høj. Den er omsat med to randstenskæder. Den indre randstenskæde ved højfoden består af 102 sten (hvoraf 71 i nord og 31 i syd). Den ydre randstenskæde er 1-2 m fra højfoden. Den består af 31 randsten (hvoraf 18 i nord, alle væltede og de fleste sprængte, 2 i øst og 11 i syd, hvor de 5 er væltede og sprængte). I højningens østlige del rest af kammer, bestående af et cir- kulært krater, hvis diameter er ca. 8 m. Indgang mod syd. Udenfor den indre randstenskæde er bevaret 2 x 2 bæresten fra gang. Fredningen omfatter hele anlægget og et areal omkring det, så- ledes at det fredede areal ialt måler 103,5 x 25 m. Ovennævnte mindesmærke må ikke fjernes, udjævnes, ændres eller beskadiges på nogen måde ved gravning, pløjning, beplantning, bebyggelse, henlæggelse af jord, sten og affald eller på nogen anden måde forstyrres.

Som navnet antyder, er langhøje aflange gravhøje med et rektangulært grundplan. De første langhøje blev opført allerede i den første periode af bondestenalderen (neolitikum ca. 4000 f.v.t.-ca. 1700 f.v.t.) og havde ligheder med de gravformer, som også anvendtes i kystområderne ved Østersøen og i området ud mod Atlanterhavet. Arkæologiske undersøgelser viser, at der over store geografiske områder har været udført ensartede ritualer ved langhøjene. Læs videre her.

Stendysserne og jættestuerne, der samlet betegnes som storstensgrave eller megalitgrave, er stenbyggede gravhøje fra de første århundreder af bondestenalderen (neolitikum ca. 4000 f.v.t.-ca. 1700 f.v.t.). Umiddelbart efter overgangen til bondestenalderen skete der et skifte i den måde, de døde blev begravet på. Hvor de døde tidligere var blevet gravlagt i jordfæstegrave under overfladejord, begyndte indbyggerne at opføre stendysser, som er den ældste form for storstensgrave. Stendysserne var beregnet til gravlæggelse af en enkelt eller få gravlagte, hvorimod de lidt yngre jættestuer – der afløste stendysserne – var egentlige fællesgrave. Læs videre her.

Stendysserne og jættestuerne, der samlet betegnes som storstensgrave eller megalitgrave, er stenbyggede gravhøje fra de første århundreder af bondestenalderen (neolitikum ca. 4000 f.v.t.-ca. 1700 f.v.t.). Umiddelbart efter overgangen til bondestenalderen skete der et skifte i den måde, de døde blev begravet på. Hvor de døde tidligere var blevet gravlagt i jordfæstegrave under overfladejord, begyndte indbyggerne at opføre stendysser, som er den ældste form for storstensgrave. Stendysserne var beregnet til gravlæggelse af en enkelt eller få gravlagte, hvorimod de lidt yngre jættestuer – der afløste stendysserne – var egentlige fællesgrave. Læs videre her.

Depotfund, arkæologisk betegnelse for genstande, der er nedlagt i jorden til midlertidig opbevaring eller som offer, og som ikke har forbindelse med begravelser. Se også offerfund og skattefund. Læs videre her.

Hus, opførelse af huse til permanent ophold for mennesker kendes tilbage til forhistorisk tid omtrent samtidig med bondekulturens opståen, ca. 9000 f.v.t. Efterhånden udvikledes forskellige husformer, der var tilpasset lokale forhold og byggematerialer, fx ler, træ, strå, tørv og is. Læs videre her.

Stenalderen er den første periode af oldtiden. Den har fået sit navn efter de mange stenredskaber, der er så karakteristisk for perioden. Samtidig med indførelsen af landbruget skete et skifte i stenalderfolkets kultiske og rituelle forestillingsverden, og store samlingspladser blev opført samt ikke mindst de i dag meget karakteristiske langhøje, stendysser og jættestuer. Læs videre her.

Læs videre om

• Borg/Voldsted, Erik Menveds Borg
• Kirke, mv., Lovby Kirketomt
• Rundhøj, mv., Grønhøj - #2
• Rundhøj, mv., Holger Danskes Høj
• Rundhøj, Nørremark

• Fund og Fortidsminder - Slots- og Kulturstyrelsen
• Lokaliteten på Fund og Fortidsminder