Langdysse, 15 m i Ø-V, 6 m bred, 1,6 m høj, helt forstyrret og omrodet; den sydlige side bortgravet indtil midten; 1 kammer: 4 bæresten, 2 gangsten i S, (den ene væltet); randsten: 2 stående i N; krat- og græsgroet i ager; fredningen omfatter kammeret og 1 m derom. Omtinglysning af langdyssen med ændret beskrivelse (oprindelig tinglyst 9. december 996) ************************************************** Langdysse, noget forstyrret og deformeret. Fremtræder som en Ø-V liggende, trapezformet landhøj, 25 m lang, i øst 10 m bred, i vest 6 m, indtil 1,6 m høj. I øst- og vestenderne mange sten, hvoraf nogle efter størrelse og form kan have været randsten. Kammeret oprindelig polygonalt; bevaret er den nordlige del med 4 bæresten, indvendig nuværende bredde 1 m. Syd for kammeret en mulig gangsten i øst, en anden ses liggen 0,7 m VSV for denne.
Som navnet antyder, er langhøje aflange gravhøje med et rektangulært grundplan. De første langhøje blev opført allerede i den første periode af bondestenalderen (neolitikum ca. 4000 f.v.t.-ca. 1700 f.v.t.) og havde ligheder med de gravformer, som også anvendtes i kystområderne ved Østersøen og i området ud mod Atlanterhavet. Arkæologiske undersøgelser viser, at der over store geografiske områder har været udført ensartede ritualer ved langhøjene. Læs videre her.
Stendysserne og jættestuerne, der samlet betegnes som storstensgrave eller megalitgrave, er stenbyggede gravhøje fra de første århundreder af bondestenalderen (neolitikum ca. 4000 f.v.t.-ca. 1700 f.v.t.). Umiddelbart efter overgangen til bondestenalderen skete der et skifte i den måde, de døde blev begravet på. Hvor de døde tidligere var blevet gravlagt i jordfæstegrave under overfladejord, begyndte indbyggerne at opføre stendysser, som er den ældste form for storstensgrave. Stendysserne var beregnet til gravlæggelse af en enkelt eller få gravlagte, hvorimod de lidt yngre jættestuer – der afløste stendysserne – var egentlige fællesgrave. Læs videre her.
Stendysserne og jættestuerne, der samlet betegnes som storstensgrave eller megalitgrave, er stenbyggede gravhøje fra de første århundreder af bondestenalderen (neolitikum ca. 4000 f.v.t.-ca. 1700 f.v.t.). Umiddelbart efter overgangen til bondestenalderen skete der et skifte i den måde, de døde blev begravet på. Hvor de døde tidligere var blevet gravlagt i jordfæstegrave under overfladejord, begyndte indbyggerne at opføre stendysser, som er den ældste form for storstensgrave. Stendysserne var beregnet til gravlæggelse af en enkelt eller få gravlagte, hvorimod de lidt yngre jættestuer – der afløste stendysserne – var egentlige fællesgrave. Læs videre her.
En gravgenstand er en arkæologisk genstand, der er fundet i en grav, såsom jordfæstegrav, rundhøj, langhøj eller stendysse/jættestue. Ved arkæologiske undersøgelser eller restaureringer findes ofte genstande, som de døde har fået med sig i graven. Det kan eksempelvis være lerkar, flintdolke, bronzesværd, dragtsmykker, seletøj til heste, pilgrimsmærker mv. Læs videre her.
Stenalderen er den første periode af oldtiden. Den har fået sit navn efter de mange stenredskaber, der er så karakteristisk for perioden. Samtidig med indførelsen af landbruget skete et skifte i stenalderfolkets kultiske og rituelle forestillingsverden, og store samlingspladser blev opført samt ikke mindst de i dag meget karakteristiske langhøje, stendysser og jættestuer. Læs videre her.
