Den første fuldstændige oversættelse af Bibelen til dansk forelå i 1550 og kaldes for Christian 3.s Bibel, fordi kongen tog initiativ til værket og sørgede for dets realisering. Da Christian 3. delvis residerede på Nyborg Slot, kan denne bibel, der fik afgørende betydning for dansksproget litteratur, siges af have en rod i Nyborg. B.S. Ingemann udsendte i 1828 den historiske roman Erik Menveds Barndom, der skildrer tiden op til mordet på kong Erik Klipping i Finderup Lade, men hvis handling i øvrigt udspiller sig på Nyborg Slot.
H.C. Andersen mente, at Lykkesholm var »det smukkeste Sted jeg kjender i Fyen«. Siden blev herregården Glorup hans foretrukne, og i romanen Kun en Spillemand (1837) støder hovedpersonen på statuen af Andromeda i parken: »Mægtige, gamle Træer, med Grenene tæt slyngede i hinanden, dannede en uendelig lang Allee; en qvindelig Skikkelse af hvidt Marmor stod med Lænker bundet fast til en Klippeblok«.
Peter Mariager, der var født i Nyborg, skrev om Magthaverne paa Rhodos (1886). Salmedigteren C.J. Brandt skrev om tid og evighed: »Klokken slaar,/Tiden gaar,/Troen paa Ordet sin Prøve staar« (1870).
I Johannes V. Jensens »Naaede de Færgen?« (1925), som Carl Th. Dreyer filmatiserede i 1948, kører Sophus og Vira i vanvittig fart over Fyn, for de »vilde naa første Færge fra Nyborg«, men »ligesom Færgen lagde til Land rullede og rullede to Skikkelser ned ad den skraa Bred, ned, ned, ned, og endte med et Dunk i Bunden af Færgen. Og Karon lo, (…) Jo, de naaede Færgen«.
Mere fredelig er Otto Gelsted i »Afsked med Fyn« i Fyns Land (1942), hvor »Færgen rumler som en Rotationspresse under mine Fødder, og nu stikker Holckenhavns sylspidse Spir op over de grønne Skove (…) Vi er ude af Fyns varme Omfavnelse. Storebælt aabner sig«.
Nyborg, hvor krimiforfatteren Elsebeth Egholm er født, er en litterær overfartsby og fra 1997-98 brofast med Sprogø og Sjælland. Niels Brunse skrev en hyldest ved broens åbning: »Godmorgen, ø ved ø!/Nu ser vi Danmarks buetegn/med blink af hav og sø,/de slanke, lyse broer./I sol, i blæst, i regn/bærer de os fra egn til egn«.
