Vesthimmerlands Avis er kommunens ældste ugeavis og ældste medie. Siden 1907 er den udkommet ugentligt med nyheder og annoncer fra den sydlige del af kommunen, dvs. i Aalestrup og Gedsted, samt i Klejtrup, Møldrup, Skals og Ulbjerg i Viborg Kommune, Nørager i Rebild Kommune og Hvilsom i Mariagerfjord Kommune. Den omdeles tirsdag i et oplag på 10.870 (2016).

I den nordlige og østlige del af kommunen udkommer Aars Avis (grundlagt 1927) onsdag i Farsø, Gedsted, Løgstør, Aalestrup og Aars samt uden for kommunen i Nibe, Hobro, Skørping, Suldrup og Nørager. Oplaget er 17.084 (2016). Vesthimmerlands Folkeblad er NORDJYSKE Mediers ugeavis til Løgstør og omegn onsdag i et oplag på 9.441 (2016). Farsø Avis er siden 1953 udkommet onsdag i Farsø, Gedsted, Aalestrup, Løgstør og Ranum samt dele af Aars i et oplag på 8.549 (2016). Ugeaviserne samarbejder om indkøb og lokalt annoncesalg i Himmerlandsgruppen. I hele Vesthimmerland og dele af Hanherred udkommer også Vort Landboblad, udgivet af Aars Avis, onsdag i et oplag på 21.634 (2016).

Lokaltindblik.dk er et internetmedie (grundlagt 2006) med den gamle Løgstør Kommune som dækningsområde og siden med nyheder fra hele Vesthimmerland. Ugeavisen Hobro Avis læses også i dele af det østlige Vesthimmerland. Det regionale dagblad Viborg Stifts Folkeblad har en lokalredaktør i Aalestrup, mens NORDJYSKE Stiftstidende dækker kommunen fra Hobro.

Løgstør Avis udkom i Løgstør og omegn fra 1882 til 1999, oprindelig tilknyttet partiet Venstre, men upolitisk fra 1976, da den blev opkøbt af Fjerritslev Avis. Den fusionerede i 1999 med Aalborg Stiftstidende, og Løgstør Avis ophørte dermed som selvstændig titel.

Aalborgs socialdemokratiske avis udkom i Løgstør som Nordjyllands Social-Demokrat (1913-15), Vesthimmerland Social-Demokrat (1916-45), Ny Tid: Vesthimmerland (1945-70) og i sine sidste måneder frem til lukningen i december 1971 blot som Ny Tid.

Det radikale Aalborg Venstreblad udkom som Løgstør Venstreblad 1911-29. Aalborgavisen Himmerland udkom fra 1919 også som Aalestrup Dagblad og som Aars Dagblad. Avisen blev lukket d. 4. maj 1945, da chefredaktør Carl Rasmussen blev anholdt for at have samarbejdet med den tyske besættelsesmagt.

De regionale radio- og TV-stationer DR P4 MIDT & VEST og TV MIDTVEST dækker fra redaktionerne i Holstebro. Radio Viborg har siden 1984 sendt til hele kommunen, dog uden lokalt redaktionelt stof. Midtfjord Radio drives af frivillige og har siden 1986 sendt musik, underholdning og service fra Løgstør.

Videre læsning

Læs mere om kultur i Vesthimmerlands Kommune

Læs også om

Se alle artikler om Medier