Ved periodens begyndelse blev bebyggelsen mere permanent, og i højmiddelalderen anlagdes en lang række landsbyer. Øen synes ikke at være blevet hårdt ramt under den sorte død. Den frugtbare jord gav mulighed for et agerbrug med dyrkning af især byg og havre. Rudkøbing blev købstad i perioden, og der var flere borge i området, blandt hvilke Tranekær var den største.
Tullebølle Kirke fra 1400-tallet. Af Leif Schack-Nielsen/Ritzau Scanpix, 2020.
Begrænset anvendelse
Middelalderen i Langeland Kommune
Tullebølle Kirke bestod oprindelig af et romansk kor og skib, og i første halvdel af 1400-tallet tilføjedes et sakristi. I sengotisk tid blev koret forlænget mod øst. Samtidig blev der i skib og kor indsat krydshvælv, og sidemurene blev forhøjede. Der rejstes endvidere et tårn i vest og et våbenhus mod syd; sidstnævnte blev udvidet i 1875.
Administrativ inddeling
Øen Langeland var i middelalderen inddelt i Langelands Sønder Herred og Langelands Nørre Herred. Herrederne var samlet under én lensmand, som sad på borgen Tranekær. Derudover omfatter den nuværende Langeland Kommune også Strynø, der i middelalderen var en del af Sunds Herred og dermed orienteret mod Fyn frem for Langeland. Langeland havde i dele af perioden sit eget landsting, der dog refererede til landstinget på Fyn. I kirkelig henseende var Langeland en del af Fyens Stift.
Mere om administrativ inddeling i kommunen
Befolkningsudvikling
Arkæologiske undersøgelser og studier af stednavne tyder på, at øens landsbyer og gårde overordnet set er blevet grundlagt i to bølger: Den første dateres til vikingetid (eller grænsen mellem vikingetid og middelalder). Her blev øens første bebyggelser gjort mere permanente med bl.a. kirker opført i sten. Den anden knyttes til højmiddelalderens befolkningsvækst, hvilket medførte anlæggelsen af nye landsbyer, de såkaldte torper, hvis bynavne ofte ender på -rup, -drup eller -strup. Her var der som oftest tale om såkaldte rydningsbyer eller -gårde, hvor skov blev fældet for at skabe plads til beboelse og agerbrug.
Efter denne ekspansion er det svært at sige ret meget om befolkningsudviklingen, men det kan konstateres, at kun meget få landsbyer blev nedlagt i løbet af senmiddelalderen og 1500-tallet, hvilket formentlig skal ses som et udtryk for, at Langeland ikke blev så hårdt ramt af periodens epidemier som den sorte død.
Mere om befolkningsudvikling i kommunen
Bebyggelse og erhverv
Landbebyggelsen på Langeland i middelalderen er stort set ikke undersøgt arkæologisk. Dog er der ved Vågebjerg på Sydlangeland lidt syd for Humble udgravet et område, hvor kulturlag og grubers indhold af dyreknogler og østersøkeramik (ca. 900-tallet-ca. 1225) vurderes muligvis at stamme fra tidlig middelalder.
Bønderne på Langeland betalte i perioden primært skat i form af korn, især byg og havre, da øen var præget af agerbrug. Jorden var frugtbar, og Langeland er kendt for sit tovangsbrug – om end trevangsbrug også forekom. Den samlede dyrkningsprocent er anslået til 40 %, hvilket er meget lavt, jordens tilstand taget i betragtning. Den lave dyrkningsprocent skyldes formentlig to ting. For det første forholdet mellem øens areal og kyststrækningen, hvilket begrænsede øens landsbyer – og dermed agerbrug – til øens midterlinje; for det andet de store skovarealer, der prægede øen generelt og i særdeleshed den nordlige del med Hovskov.
Langelands eneste købstad, Rudkøbing, opstod formentlig i første halvdel af 1200-tallet, men det ældst kendte købstadsprivilegium er fra 1287. I midten af byen ligger den middelalderlige kirke, hvis ældste kerne dateres til begyndelsen af 1200-tallet, og som givetvis skal relateres til byens grundlæggelse. Byens monopol på handel blev løbende udfordret, idet øens bønder havde anlagt en lang række ulovlige havne, som tillod dem at handle uden om købstaden og dennes toldzone.
Tranekær var centrum for det såkaldte kronlen (kongens ejendom) på Langeland. I 1510 svarede dette til 85 selvejergårde og 162 fæstegårde eller ca. en tredjedel af øens samlede antal gårde. Gejstligheden ejede tilsammen godt 150 gårde fordelt på bispesædet, sognekirker og klostre fra Odense og Maribo. Da disse overgik til kronen efter Reformationen, ejede kongen langt over halvdelen af den samlede jord.
Med undtagelse af enkelte tilfælde som Tranekær og Fårevejle var herregårdene på Langeland temmelig små, hvilket var et karakteristisk træk for kystregioner. Herregårdene spillede dog en væsentlig rolle, og i Langelands Nørre Herred fandtes stort set ingen selvejergårde.
Mere om bebyggelse og erhverv i kommunen
Videre læsning
Læs mere om historie i Langeland Kommune
Læs også om
- Oldtiden i Langeland Kommune
- 1536-1850 i Langeland Kommune
- 1850-1920 i Langeland Kommune
- 1920-1970 i Langeland Kommune
- 1970-2007 i Langeland Kommune
Se alle artikler om Middelalderarkæologi
Se alle artikler om Middelalder
