De vidtstrakte, lyngklædte heder dækkede indtil midten af 1800-tallet store dele af Midtjylland. Dannelsen af hedelandskabet begyndte, da stenalderbønder ryddede og afbrændte skov for at skabe arealer til græsning og agerbrug. Denne træfældning fortsatte igennem middelalderen, og i 1500- og 1600-tallet var store dele af Midtjylland dækket af hede. I slutningen af 1700-tallet anslås det danske hedeareal til at omfatte omkring 900.000 ha. I dag er dette tal faldet til omkring 80.000 ha. Denne udvikling skyldes bl.a. den opdyrkning af de jyske hedearealer, der tog fart i løbet af 1800-tallet, og hvori Det Danske Hedeselskab spillede en betydelig rolle.
Opdyrkningen af den jyske hede
Næsten alle de gamle hedegårde lå ved vandløb, hvor bonden drev sin gård med en sindrig balance mellem eng, marker og hede. Foruden lyngen udnyttede bønderne også heden ved at grave tørv, der blev brugt til isolering af huse og som brændsel. Talrige kunstnere har ladet sig inspirere af den vidtstrakte hede og de ensomme hedegårde. I 1895 malede Hans Smidth motivet Fra Alheden ved Karup.
Indgangspartiet til Frederiks Kirke. De tyske indvandrere fik i 1766 bygget kirken, der er opkaldt efter Frederik 5.
Hedebøndernes liv var slidsomt, og mange fik ikke mere ud af arbejdet med den sandede jord, end hvad der var nødvendigt til livets opretholdelse. Alligevel blev folk boende i generationer. På billedet fra 1911 ses Daniel Krath og hans hustru i færd med pløjningen. De var efterkommere af de tyske kolonister, der i midten af 1700-tallet bosatte sig på Alhede.
Anlæggelsen af plantager var et af Det Danske Hedeselskabs mange tiltag efter stiftelsen i 1866, og det var netop i Dalgas Plantage ved Viborg, at et ca. 8 m højt monument blev rejst i forbindelse med selskabets 25-års jubilæum i 1891. Granitpyramidens øverste sten bærer inskriptionen »1866, Det Danske Hedeselskab 1891. Venner af Hedesagen satte denne Sten 1892«, mens de fire hjørnesten bærer navnene på Hedeselskabets største plantager. Dalgas Plantage er navngivet efter ingeniørofficer E. Dalgas, der som en af initiativtagerne til stiftelsen af Det Danske Hedeselskab var uløseligt forbundet til hedesagen.
De tidlige opdyrkningsforsøg
Allerede fra første halvdel af 1700-tallet var der flere både statslige og private initiativer til at opdyrke den vidtstrakte midtjyske hede. I 1723 blev der udstedt et kongeligt dekret om bl.a. skattefrihed, frihed for militærtjeneste og tilladelse til at brænde brændevin for dem, der ville slå sig ned og opdyrke den jyske hede. Men tilbuddet blev ikke mødt af stor tilslutning fra de danske bønder, og heden forblev lyngklædt.
I 1750’erne forsøgte kaptajn von Kahlen sig med at hente tyske bønder til Kongenshus Hede, men allerede efter nogle få dage fik de nok og rejste hjem. I årene 1759‑60 involverede regeringen sig, og en storstilet hvervekampagne fik omkring 300 tyske familier til at rejse til Danmark for at slå sig ned i kolonier på heden. Men heller ikke dette bevirkede, at store områder af heden kom under plov.
Målet med opdyrkningen var bl.a. kornavl som den, man kendte fra de mere frugtbare egne af landet, men dette var ikke muligt på den næringsfattige hedejord. Heden lå dog ikke øde og uudnyttet hen. Hedegårde lå spredt, og de oprindelige hedebønder vidste at udnytte hedens sparsomme ressourcer. Gårdenes tilliggender kunne være fra nogle få hundrede til over tusind tønder land, men der blev kun dyrket rug, byg og boghvede på en lille del af dette areal. Resten henlå som eng og hede, hvor kreaturer og får fandt føde. Lyngen fandt mangfoldig anvendelse, bl.a. som brænde og tækkemateriale. Rede penge tjente hedebønderne ved hosebinding, husflid og handel.
I første halvdel af 1800-tallet vandt nye metoder inden for landbrug og jordforbedring frem. Samtidig medførte et stigende befolkningstal, at behovet for landbrugsarealer steg. Dermed begyndte en langsom, men sikker opdyrkning af hederne. Mellem 1835 og 1860 blev mange af de mest frugtbare hedearealer opdyrket. Herefter begyndte også de mere marginale og næringsfattige områder at komme under plov.
»Kartoffeltyskere«
Ved freden i Roskilde i 1658 mistede Danmark store landbrugsområder i det sydlige Sverige. Kun omkring 4 % af det resterende rige var opdyrket, og gennem flere forordninger forsøgte skiftende regenter at få danske bønder til at opdyrke Danmarks hedearealer. Frederik 5. gik i 1751 så langt som til at udstede en kongelig forordning om fritagelse for skatter til danske bønder, der ville slå sig ned og dyrke heden i Jylland. Ingen meldte sig dog, og der blev derfor igangsat en hvervekampagne i Tyskland, hvor heldet var større. I årene 1759‑60 rejste omkring 300 tyske familier, hovedsagelig fra områderne Hessen, Phalz og Württemberg i det sydvestlige Tyskland, til Danmark for at bosætte sig på Alhede og Randbøl Hede.
Ved ankomsten til Danmark nægtede kolonisterne i første omgang at bosætte sig på heden, da de ikke mente, at man ville kunne opdyrke området. Først efter tilbageholdelse af de lovede dagpenge lykkedes det myndighederne at presse de fleste kolonistfamilier til at bosætte sig. Også gårdenes placering voldte problemer. Fra statens side ønskede man spredte gårde med udgangspunkt i de udflytninger af landsbyer, som var påbegyndt på enkelte danske godser. Men tyskerne ønskede at bo sammen i landsbyer som i deres hjemland, og her fik kolonisterne deres vilje.
De første år var konfliktfyldte, og i 1763 blev 68 kolonistfamilier udvist grundet uduelighed. Mange andre familier valgte i de følgende år at forlade heden for at rejse tilbage til Tyskland eller videre til Rusland, hvorfra der også blev tilbudt gunstige forhold for tilflyttere.
De tilbageværende kolonister havde ikke meget held med korndyrkningen i den sandede og magre jord. I stedet dyrkede de grøntsager, bl.a. kartofler, som de solgte på markederne i Viborg og dermed var med til at introducere på det danske marked. Kartoflernes vigtighed for de tyske kolonister gav dem øgenavnet »kartoffeltyskere«. Efterkommere har i flere generationer holdt fast i deres tyske sprog og fortsat talt tysk internt frem til sidste halvdel af 1800-tallet. På den fredede kongeligt privilegerede Grønhøj Kro fra 1848 er der en lille udstilling om kartoffeltyskerne i kroens gæstehus, Svenskerhuset.
Hedeselskabet
Det Danske Hedeselskab blev stiftet i 1866 med det formål at »fremme frugtbargørelsen af de jyske heder« og forvandle de vidtstrakte hedearealer til agerjord og skov. Selskabet byggede på princippet om hjælp til selvhjælp og tilbød omfattende rådgivning til private landmænd, der ville give sig i kast med at opdyrke hede eller plante læhegn og skov. Til formålet oprettede selskabet en række planteskoler, hvor forstkyndige lavede forsøgsplantninger med hårdføre træsorter. Økonomisk tunge anlægsopgaver og landvindingsprojekter inden for engvanding, mosebrug, dræning, mergling og skovplantning gik Det Danske Hedeselskab selv aktivt ind i.
Idémændene bag det store egnsudviklingsprojekt var ingeniørofficer Enrico Dalgas og justitssekretær Georg Morville. De to havde mødt hinanden i Viborg i 1854, hvor Dalgas som ung vejingeniør ledte arbejdet med at anlægge landevejen mellem Randers og Holstebro. Vejbyggeriet gav ham indsigt i Jyllands natur, i dets klima og jordbundsforhold. Han iagttog, hvorledes husmandsfamilier slog sig ned langs den nye vej og begyndte et slidsomt arbejde med at opdyrke hedejorden. Den næringsfattige jord, sandflugten og manglen på ordentlige redskaber voldte dem store problemer.
Morville eksperimenterede i de samme år med anlæggelsen af plantager. Vest for Viborg havde han opkøbt hedeparceller, hvorpå der lå et forsømt egekrat. Han forsøgte sig med forskellige træsorter for at skabe en levedygtig plantage.
Da selskabet blev stiftet, var det med godsejer F. Mourier-Petersen som formand. Han var med til at pleje de politiske forbindelser, og selskabet mødte hurtigt bred politisk velvilje. Staten bidrog med betydelig økonomisk støtte, og også flere københavnske erhvervsfolk, som fx brygger Carl Jacobsen, støttede Hedeselskabet økonomisk.
Den store velvilje hang til dels sammen med den nationalfølelse, der var opstået i kølvandet på nederlaget i 1864. Indtil da havde hedeopdyrkningen været betragtet som et jysk anliggende, men efter tabet af Slesvig og Holsten blev det en del af det nationale genrejsningsprojekt. Denne ånd kommer til udtryk i ordene »Hvad udad tabes, skal indad vindes«, som ofte tillægges Dalgas og forbindes med Hedeselskabet. Sandheden er dog, at de stammer fra en mønt, der blev præget til Kunst- og Industriudstillingen i København i 1872. De passede dog fint ind i Hedeselskabets egenfortælling, og igennem det meste af 1900-tallet fortsatte selskabet opdyrkning af heden, dræning af landbrugsjord, plantning af læhegn, etablering af veje og udretning af vandløb.
Enkelte hedeområder undslap dog tilplantning og opdyrkning. Det gjaldt ikke mindst Kongenshus Hede, der under navnet Kongenshus Mindepark blev bevaret som et monument for hedeopdyrkerne.
I 1980’erne skiftede Hedeselskabets virksomhed fra det hidtidige sigte mod at udføre grundforbedringer til i stedet at udføre naturgenopretningsprojekter. I 1982 fik Hedeselskabet status som erhvervsdrivende fond, og statsstøtten blev gradvis afviklet for helt at blive afskaffet i 1993.
I dag er Hedeselskabet en koncern, som ejer flere virksomheder i både Danmark og udlandet med en samlet omsætning på over 2 mia. kr. og ca. 1.500 medarbejdere. Koncernen styres fra Viborg, hvor Hedeselskabet har sit hovedkvarter. De to største virksomheder i koncernen er HedeDanmark A/S og Orbicon A/S.
HedeDanmarks aktiviteter og serviceydelser er mangfoldige, men ligger alle inden for pleje og vedligeholdelse af grønne områder for både det offentlige og private. Til produktpaletten hører skovrejsning og -forvaltning, naturgenopretning, vedligeholdelse af vandløb, handel med udstyr til skoven, træflis, juletræer og råtræ.
Orbicon er en rådgivende virksomhed, der arbejder inden for klima, miljø, byggeri og infrastruktur.
Ud over de to store selskaber ejer Hedeselskabet også en række mindre virksomheder, bl.a. Blå Biomasse A/S, som producerer muslinger, DDH Forest, som administrerer Hedeselskabets egne skovejendomme, samt helt eller delvis ejede plantageejendomme.
Videre læsning
Læs mere om historie i Viborg Kommune
Læs videre om
- 1536-1850 i Viborg Kommune
- 1850-1920 i Viborg Kommune
- 1920-1970 i Viborg Kommune
- 1970-2007 i Viborg Kommune
Se alle artikler om Historie
