Johan Rohdes maleri af Randers havn, 1906 af . Begrænset anvendelse

Randers' historie

Figur. Befolkningsudviklingen i Randers 1787‑2017.
.
Søren L. Lange er kendt for sine landskabstegninger. Her har han i 1823 tegnet Randers med tydelig markering af byens placering ved Gudenåen. I baggrunden ses Sankt Mortens Kirke med det karakteristiske spir.
.
Randers Handskefabrik blev grundlagt i 1811 og er hermed byens ældste industrivirksomhed. Her er kvindelige syersker omkring 1950‑60 i gang med at fremstille handskerne, kendt for deres høje kvalitet. Tidligere var handskerne håndsyede, men fra slutningen af 1800-tallet benyttede man symaskiner.
.
Randers’ historiske bykerne blev etableret nord for Gudenåen. Her lå Påskesønnernes Gård centralt på det, der i dag hedder Rådhustorvet. Gården, der blev opført af brødrene Anders, Per og Peder Paaske, var oprindelig butik, bolig og lager for købmænd. I dag står kun en rest af det middelalderlige anlæg fra 1460’erne tilbage.
.

Plakat fra 1945, tegnet af Henry Thelander, der gør reklame for Randers Staaltov. Randers Rebslaaeri blev i 1840 grundlagt som en lille virksomhed, der fremstillede reb til landbruget. Siden 1908 har fabrikken fremstillet ståltov.

.

Randers opstod omkring år 1000 ved vadestedet over Gudenåen. Som en halvø med en stejl bakke fortsatte byen mod nord, oprindelig afgrænset af sumpede områder i vest og øst. Disse blev med tiden fyldt op, og flere afgravninger af bakken gav bedre muligheder for bebyggelse. Byen udviklede sig op ad bakken, gaderne samledes ved vadestedet, og vejnettet blev derfor vifteformet.

Middelalderen

Byens middelalderlige gadenet er velbevaret, da de gadeomlægninger, der ellers er så karakteristiske for de historiske bykerner i mange danske byer, i store træk er undgået. Der er foretaget arkæologiske udgravninger i størstedelen af bykernen, og de ældste fremkomne spor af regulær bymæssig bebyggelse stammer fra Sct. Mortens Gade, hvor et skelgærde fra byens tidligste matrikulering er kulstof 14-dateret til ca. 925‑1025. Karakteren af denne tidlige bebyggelse er endnu ikke fuldt belyst, men det vides, at de ældste bygningsrester, der er fundet i Middelgade og Kirkegade, stammer fra træbygninger fra ca. år 1100. I Kirkegade er der også fundet rester af et kraftigt stenhus med kampestensfundament og munkestensgulv fra 1300-tallet, og på Rådhustorvet står endnu Påskesønnernes Gård fra 1460’erne.

Ud over byens klostre er der også undersøgt rester af forsvundne middelalderlige kirker. Langt bedst undersøgt er Sct. Clemens Kirke fra midten af 1100-tallet. At Randers meget tidligt har været en betydningsfuld by, ses ved, at der allerede under kong Knud den Hellige blev slået mønt i byen. Ligeledes har kongerne Erik Ejegod, Svend Grathe, Valdemar den Store og Erik af Pommern ladet slå mønt her.

Byens befæstning er kun sporadisk kendt i form af en palisade af tilhuggede egestolper fundet i sydenden af Middelgade. Den ældste fase er årringsdateret til 1120. Herefter fulgte løbende vedligehold og forstærkninger op igennem middelalderen. Faserne heri er der endnu ikke klarhed over; dog kan det slås fast, at fæstningen i høj- eller senmiddelalderen blev forstærket med både tegl og granitkvadre.

Byen har været i vækst i middelalderen med klostre og kirkegrundlæggelser, og desuden nævnes en Sankt Jørgensgård i 1263. I 1302 fik byen af kong Erik Menved sit ældst kendte privilegiebrev.

De mange kirkelige institutioner optog efterhånden betydelige områder i den nordlige del af byen. Ifølge Yngre Sjællandske Krønike opførte kong Valdemar Atterdag før 1357 en borg, Randershus, og byen blev befæstet med volde og grave samt ringmur mod vest, nord og øst. Nørreport, Østerport, Sønderport og Vesterport blev opført, og mod vest har der været et forværk, en forskansning foran porten.

Baggrunden for byens udvikling var beliggenheden i et frugtbart landbrugsområde og ved det lange, smalle å- og fjordløb, der gav mulighed for søfart, samtidig med at Randers hele vejen rundt havde et opland, hvorfra fem landeveje fra nord og fire fra syd førte til byen. Gudenåen gav som landets eneste flodlignende åløb mulighed for en fortrinlig havn. Til gengæld må overgangen over åen have været vanskelig, først med et vadested, derefter – i hvert fald siden 1351 – med Randersbro, om end i et tidsrum måske blot for gående og ridende færdsel. Mod slutningen af 1400-tallet omfattede bebyggelsen området mellem Storegade, Middelgade, Kirkegade, Store Kirkestræde, Klostergade, Brødregade og Trangstræde.

1536-1850

Reformationen i 1536 med kronens inddragelse af kirke- og klosterbygninger samt kirkens jord og gods fik stor betydning for Randers, der rummede mange gejstlige institutioner. Store områder blev overladt til borgerlig bebyggelse. Allerede i 1529 var der blevet givet tilladelse til, at Sankt Peders Kirke og Sankt Laurentii Kirke kunne nedbrydes. Førstnævntes kirketårn fik dog lov at stå frem til 1795. Gråbrødreklosteret blev indrettet til slottet Dronningborg med slotskirke. Sankt Clemens Kirke blev nedbrudt i 1540, idet tårnet dog stod til første halvdel af 1700-tallet. Helligåndsklosteret blev ophævet og efterhånden nedrevet; tilbage stod blot det endnu bevarede Helligåndshus. Sankt Jørgensgården blev nedlagt i 1542. Med nedlæggelsen af de katolske institutioner blev nye forsorgsinstitutioner nødvendige. I 1558 oprettede Christian 3. et almindeligt hospital (en social stiftelse) i byen, som fik overladt det tidligere Helligåndsklosters gods.

Byens middelalderlige befæstningsværker var forsømte og forfaldne, og Christian 3. lod volde og grave udbedre som værn mod tidens forbedrede kanonskyts. Volden mod vest blev skudt en del længere frem, og mod nord og øst blev den gamle fæstningsmur stående. Befæstningen mistede alligevel efterhånden sin betydning, men dele af voldene stod endnu i slutningen af 1700-tallet, og portene til 1820’erne. Middelalderens fire hovedporte blev flere gange flyttet med byens vækst, og i nyere tid kom desuden såkaldte biporte, omkring år 1800 nævnt som Ladegårdsport og Vejrmølleport.

Efter det borgerlige nybyggeri talte byen i 1660 450 gårde og huse, og byens udstrækning var forøget, bl.a. var Øster- og Vestergrave bebygget. Byen havde haft økonomisk gode tider frem til de første årtier af 1600-tallet, mens Torstenssonkrigen 1643‑45 og Karl Gustav-krigene 1657‑60 ramte byen hårdt, ligesom også en voldsom bybrand i 1671. I 1682 havde Randers 440 gårde og huse. Tallet var i 1768 steget til 515 gårde og huse og i 1844 til 660 ejendomme. Indbyggertallet er for 1569 anslået til ca. 1.900 plus tjenestefolk. Ved bybefolkningstællingen i 1672 var det 2.036 og i 1769 2.718. Sidstnævnte år var Randers den tredjestørste jyske by, derefter fra 1801 til 1834 den næststørste.

I tiden efter 1660 prægede økonomisk fremgang byens erhvervsliv. Købmændene dominerede med deres kornhandel og skibsfart, og den mere talstærke, men økonomisk væsentlig dårligere stillede håndværkerstand stod stærkt med ikke færre end 31 håndværksfag i 1640 og 34 i 1761. Inden for et enkelt fag, nemlig handskeproduktion, var Randers dominerende i hele landet. I søfarten hævdede byen sig med en handelsflåde, der i 1720 talte 19 skibe; dette tal var i 1798 steget til 37 skibe, men tiltagende tilmudring af fjorden og forøgede skibsstørrelser gjorde besejlingsforholdene vanskeligere. Omvendt tillod beliggenheden ved den vandrige Gudenåen sejlads med brede, fladbundede 20‑25 m lange pramme, såkaldte kåge, der kunne trækkes mod strømmen mod vest i et stort opland, til Silkeborg og via Nørreåen til Viborg. Af væsentlig betydning var også bymarken, der med 268 tønder hartkorn omkring 1850 var landets fjerdestørste. Bymarken blev især udnyttet af købmændene til korndyrkning og græsning af okser, og deres økonomiske niveau afspejledes i rækker af store, velbyggede købmandsgårde i bindingsværk på strøget Storegade-Middelgade-Kirkegade og på Brødregade, Torvegade, Vestergrave og Store Kirkestræde.

Læs videre om

1850-1920

Ved midten af 1800-tallet strakte Randers sig over området mellem Vestergrave, Vesterstræde og Vestergade i vest, Markedsgade i nord, Nørrestræde, Ladegårdsgade og Carolinegade i øst og Tørvebryggen og Skibsbryggen i syd. Nordpå lå markedspladsen og dyrskuepladsen, hvor der blev holdt kvægmarkeder, mens de store hestemarkeder, kendt langt ud over landets grænser, blev holdt i gaderne og på Rådhustorvet. Omkring 1870, da industrialiseringen for alvor brød igennem, voksede indbyggertallet med vandringen fra land til by. Salg fra omkring 1850 af bymarksjorderne til byens grundejere gav mulighed for boligbebyggelse, og der blev oprettet et stort antal byggeforeninger, den første i 1874, og haveforeninger som forberedelse til senere bebyggelse. Efter år 1900 bredte boligbyggeriet sig for alvor ud over de gamle bymarksarealer, og gadenettet blev udvidet. I den gamle bykerne blev mange bygninger efterhånden udskiftet, og der blev bygget højere end tidligere. Byen blev moderniseret, hvilket betød, at der i 1855 blev anlagt et gasværk og i 1874 et vandværk. Endvidere blev underjordiske kloakledninger i slutningen af 1800-tallet anlagt i en del af byens gader. I 1884 oprettedes et telefonselskab, og i 1906 opførtes et elektricitetsværk. I 1850 var byens indbyggertal 7.338, i 1916 28.595, altså mere end tredoblet som følge af industrialiseringen og vandringen fra oplandet.

Forholdene gik imidlertid tilbage for købmændene. Kornhandelen blev i 1857 ramt af en erhvervskrise og derefter af konkurrence fra de store nordamerikanske kornleverancer samt af dansk landbrugs omlægning fra kornavl til husdyrbrug og oprettelsen af andelsforeningerne. Omvendt medførte Næringsloven fra 1857 en betydelig udvikling inden for håndværk og industri. Industrialiseringen betød dog en ændring i styrkeforholdet, idet antallet af håndværkere faldt stærkt, samtidig med at industriarbejdertallet blev kraftig forøget. Flere store industrivirksomheder blev grundlagt: tog- og vognfabrikken Scandia, Svineslagteriet, Randers Rebslaaeri, Dronningborg Maskinfabrik, Maskinfabrikken Strømmen mfl. Fra 1860’erne åbnedes en lang række jernbaner: Randers-Aarhus-banen i 1862, Randers-Aalborg-banen i 1869, Randers-Grenaa-banen og Aarhus-Ryomgård-banen i 1876 samt endelig Randers-Hadsund-banen i 1883. Banerne skabte nye muligheder for Randers, men også problemer, idet de betød indgreb i byens nærmeste opland og åbnede muligheder for andre byer, ikke mindst Aarhus og Aalborg, der kunne kombinere banetrafikken med gode havnemuligheder ved åbent hav, samtidig med at sejladsen på Randers Fjord blev stadig mere problematisk. Aarhus, der allerede i 1834 havde overhalet Randers som Jyllands næststørste by efter Aalborg, kom derefter yderligere langt foran.

Randers’ handelsflåde, der i tiden efter Statsbankerotten i 1813 var blevet mere end halveret, oplevede efter en opgangstid i 1860’erne som følge af jernbaneanlæggelserne endnu en halvering omkring år 1900, og havnen mistede nu sin betydning. Jernbanerne medførte også ret hurtigt en standsning af kågfarten, netop da den havde nået sit højeste. Omvendt blev landevejstrafikken lettet mod syd, da den ydre bro, dvs. broen syd for holmen i åens midte, i 1865 blev erstattet af jernbroen Christian 9.s Bro, og den gamle træbro (den nordlige del) blev afløst af en jernbetonbro, bygget i årene 1906‑08 af firmaet Christiani & Nielsen.

1920-1970

I 1930’erne indtraf et vendepunkt i Randers’ udvikling, idet der blev bygget meget, og mange nye industrivirksomheder dukkede op i byen. Boligudviklingen blev begunstiget af, at man i 1931 fik kommunal fjernvarme og et voksende varmeledningsnet, men i flere perioder medførte tilstrømningen af nye indbyggere bolignød. En lang række store boligkomplekser skød op langs udfaldsvejene, bl.a. Vesterled, Nørreport, Skovbrynet og Solgården. Selv fem- og seksetagesbygninger blev opført. Et stadigt problem var oversvømmelser fra åen i den sydøstlige del af byen. Ejendommene i disse kvarterer blev efter 1957 nedrevet, og terrænet hævet, og 97 bindingsværksbygninger forsvandt. Anlæggelsen af Østervold i 1958 og en ny rutebilstationen i 1960’erne betød omfattende ændringer af bykernen, idet man for at skaffe plads nedlagde en række gader. En ny, udvidet Sønderbro blev indviet i 1961 og var da ikke blot en af de længste, men også en af de bredeste broer i landet. Ved et gadegennembrud i 1973 skabtes et cirkulationssystem omkring bykernen, og med disse ændringer samt saneringer og nedrivninger af flere kvarterer, herunder den meget omfattende Østergravesanering, var en væsentlig del af byens middelalderlige gade- og bygningsstruktur bortsaneret. Omkring 1950 strakte bebyggelsen sig hovedsagelig fra Gudenåen i syd til kasernen ved Mariagervej i nord og fra Vester Boulevard i vest til Ladegårds Bæk i øst, ca. 2,7 km i begge retninger. Indbyggertallet var i 1921 på 31.560, i 1970 på 58.409, og befolkningsudviklingen var således fortsat voldsom.

Med udviklingen i biltrafikken genvandt byens detailhandel – takket være det store opland – en væsentlig del af de fordele, der var gået tabt ved etableringen af jernbanelinjerne. Byen blev allerede i 1920’erne knudepunkt for et stort antal rutebillinjer, og tilsvarende gav fragtbilruter muligheder for engroshandelen. Erhvervslivet så også muligheder for havnens vedkommende, hvor der ikke var gennemført arbejder siden en udvidelse i årene 1906‑09. Havnen, barren og sejlløbet blev uddybet, kajer og svajebassiner udvidet og havneterrænet kraftig forøget, hvorved der blev skabt pakhus- og industrigrunde med adgang til kaj, landevej og jernbanespor. Byens erhvervsdrivende ønskede, at de nye trafik- og havnemuligheder skulle komme byen til gavn, og med Propaganda Komitéen for Randers By og Havn, dannet i 1931, blev Randers den første by i landet, der brugte reklamer i radio, presse og film i et erhvervsøkonomisk øjemed. Initiativet blev da også af betydning for erhvervslivet og byens vækst.

Byens udvikling som industriby var for alvor begyndt efter 1. Verdenskrig, dog med afhængighed af det omgivende land og landbrugserhvervet. Industrien udvikledes; i 1930’erne blev der ganske karakteristisk for den nye tid etableret en radiatorfabrik, en gasmålerfabrik og en asfalt- og tjærefabrik, hvortil kom et andelsfjerkræslagteri, en lervarefabrik og en sølvvarefabrik. Efter Besættelsen oplevede Randers i 1960’erne igen en blomstrende industrialisering med indførelsen af moderne produktionsmetoder, rationalisering og stor byggeaktivitet. I 1960’erne fik byen tillige de første supermarkeder. Med hele denne udvikling kunne Randers omkring 1970 betegnes som en af landets vigtigste industribyer, og byen var landets sjettestørste.

1970-2007

Med Kommunalreformen i 1970 stod Randers efter indlemmelsen af otte nabokommuner som administrativt centrum i en storkommune med 64.193 indbyggere. Heraf boede 58.409 personer i Randers. Befolkningstallet var faldende i de følgende årtier, og i begyndelsen af 2000-tallet var Randers endda en kort tid overhalet som sjettestørste by af Kolding. Efter en dispositionsplan fra 1970 voksede byen mod syd frem til slutningen af 1970’erne, da væksten, ligesom i Danmark i øvrigt, gik i stå. En ny kommuneplan fra 1985 satsede ikke på vækst, men på udnyttelse af eksisterende anlæg, og de nye boligområder blev spredt. I erhvervslivet dominerede bl.a. vindmøllevirksomheden NEG Micon (grundlagt 1983 og 2004 fusioneret med Vestas), togfabrikken Scandia (fra 2001 Bombardier), Randers Handsker, håndtørrerfabrikken Dan Dryer og hovedsæderne for Danish Crown og Tulip International. Servicevirksomheder vandt dog også frem.

Efter år 2000 oplevede byen en betydelig vækst af virksomheder, men mistede også arbejdspladser, bl.a. ved den endelige lukning af kasernen i 1997 og af Bryggeriet Thor i 2003. I yderkanten af byen opstod store bolig- og byggemarkeder, detailkæder og indkøbscentre, herunder Randers Storcenter, der blev opført 1998.

Videre læsning

Læs mere om Randers

Læs videre om

Læs også om

Se alle artikler om Byhistorie

Eksterne links