I løbet af sommeren kommer op mod 17.000 gæstesejlere til Marstal Havn, der i 2019 blev udnævnt som Årets Havn af Danske Tursejlere.
.
Der er flere myter knyttet til de allestedsnærværende hundefigurer i fajance på Ærø, der var nogle af de mest populære sømandssouvenirs i 1800-tallet og derfor blev fast inventar i de fleste sømandshjem. Den mest pikante fortælling er, at hundene skulle have været tegn til sømandskonens hemmelige elsker. Kiggede hundene ud ad vinduet, var det et signal til elskeren om, at der var fri bane. Kiggede de ind som på billedet, var det et signal om, at manden var hjemme.
.
Den tremastede topsejlsskonnert Yrsa blev bygget på skibsbygger Gorm Clausens værft i Marstal i 1902 og sejlede på Newfoundland. Skibet blev senere solgt og omdøbt til Tegl og sejlede med kul mellem Stettin og Lemvig, før det forliste i 1962.
.

De første skuder fra Ærø dukkede op i midten af 1500-tallet. Ærøs søfarts opståen var præget af øens position i grænseområdet mellem hertugdømmer og kongerige med muligheder for vareafsætning og smughandel – i begyndelsen med omdrejningspunkt i købstaden Ærøskøbing. Øens naturhavne, heraf Marstals placering ved en af landets »hovedveje« mellem øhav og Østersø, var af største betydning.

Søfartsbyerne

Marstals søfart udsprang af øens oprindelige erhverv, fiskeri. Det begyndte i 1634, hvor Ærøskøbings monopol på handel og søfart blev brudt. Skibstypen var den lille enmastede jagt, der var dominerende i øens handelsflåder frem til midten af 1800-tallet. I begyndelsen drog man på fart inden for landets grænser, den vestlige del af Østersø og til Norge. Jagterne var ejet af skipperen selv eller finansieret i sameje med andre i den nærmeste familie. Det gav en god indtjening frem til Statsbankerotten i 1813. Herpå fulgte en lang række sløje år.

Verdenshandelen blev gunstig i midten af 1800-tallet, hvilket især skyldes den engelske kornlovs ophævelse i 1846, der medførte, at korntolden blev afskaffet i 1849. Marstalflåden voksede og omfattede i 1851 ca. 200 skibe, mens Ærøskøbingflåden havde 90 skibe. Efter tabet af Sønderjylland i 1864 måtte skipperne finde nye markeder. Skibene var nu hovedsagelig to- og tremastede fartøjer. De større skibe betød, at flere måtte slå sig sammen for at skaffe kapital. Der opstod partrederier, hvor selv småkårsfolk havde råd til at del tage. Nærfart, kulfart fra Skotland, korn og tømmer ud af Østersøen og korn og bast ud af Hvidehavet holdt mange skibe beskæftiget.

Atlanterhavsfart fik øget betydning, en hel flåde gik på den såkaldte Rio Grande-fart, ofte med salt ud og returladninger med oksehuder og kaffe. Desuden var der fart på Vestindien med kul ud og mahogni, sukker og rom tilbage til Europa eller stykgods til Venezuela og retur med garvemateriale. I 1893 omfattede Marstalflåden 332 fragtskibe og beskæftigede omkring 1.400 mand. I slutningen af 1890’erne begyndte Ærøskipperne at gå ind i klipfiskefarten ud af Newfoundland til Sydeuropa. Efter 1. Verdenskrig var det den sidste oversøiske fart, der beskæftigede et større antal skonnerter. En ny tids tonnage, dampskibe, var en kapitalkrævende investering, og kun få af slagsen fik hjemsted på øen. De sidste sejlskibe fik installeret hjælpemaskineri i 1930’erne. Træskibene blev udskiftet med brugt ståltonnage, især efter 2. Verdenskrig, hvor også nybygninger kom til.

Coasterne kom ind i billedet fra 1960’erne, og den ærøske coasterflåde talte i 1970’erne og 1980’erne omkring 70 enheder. Søby havde også flere af slagsen og havde indtil da været hjemsted for en del småskibe, bl.a. sejlskibe med hjælpemotor. Søby var en fiskeriby, og her ligger øens største virksomhed, Søby Værft. De mindre samfund Kragnæs og især Ommel har også været hjemsted for sejlskibe, ligesom coastere har haft Ommel som hjemhavn. Coaster æraen er stort set ophørt.

Søfolkene

Søfolkene fulgte oprindelig årstidens rytme, og de kom hjem og lå i vinterhi med deres skibe. Senere kom langfarten, ofte med flere års fravær. Kvinderne var vant til at begå sig ude i verden, når de rejste til de europæiske havnebyer for at hilse på manden eller sejle med for en tid. De stod tit for økonomien og optrådte ikke sjældent som skibsredere, efter at ægtefællen var omkommet på søen. Søfart var et farligt erhverv, og skibe forsvandt sporløst hvert år. 1. Verdenskrig kostede knap 60 af øens søfolk livet, mens 2. Verdenskrig tog 82 liv. Sømandsenker var der mange af, nogle ernærede sig som forretningsdrivende eller levede af indtægter fra skibsparter, andre blev gift igen.

Stort set alle drenge valgte søvejen fra det 14. år og kunne bidrage til hjemmets økonomi. De havde lært at håndtere en jolle, inden de mønstrede ud efter forårskonfirmationen, hvilket var det almindelige. Ikke så få havde sejlet med i en forlænget sommerferie i faderens eller et familiemedlems skib. Når søfolkene gik i land på deres gamle dage, supplerede de husholdningen med jagt og fiskeri.

Søfartens betydning

Søfart er fortsat Ærøs pejlemærke, og dialekten er beriget med ord fra søen. Søens fagsprog er især gået i land i Marstal, hvor en gængs hilsen er »halløj«, og hvor folk ikke dør, men »afmønstrer«. Sangskatten er præget af søens sange i hjem og foreninger, heraf mange maritime, der ofte fremføres af sømandskoret Marstal Småborgerlige Sangforening, fx visen »Marstal«.

Der er ikke langt mellem rigtige brune værtshuse, og havnene er naturlige samlingspunkter med mødeskure og såkaldte sladrebænke. Kirkerne er rigt udstyrede med kirkeskibe, således syv alene i Marstal Kirke. Skorstens piber af skotsk oprindelse ses på en del af Marstals hustage, fx Marstal Søfartsmuseums bygninger på Prinsensgade/Havnegade, som en mindelse om den omfattende fart på de kanter. Sejlskibsrelieffer på huse i Marstal Sogn er ligeledes bemærkelsesværdige.

Søfarten i dag

Søfolk, Marstal Navigationsskole, der har undervist siden 1803, og HF-søfart, etableret i 2006, fylder sammen med værfter og anden maritim industri fortsat i øsamfundet i dag. Lystbådefaciliteterne blev opgraderet kraftigt fra 1960’erne. Mange lystfartøjer besøger øens havne, hvoraf Marstal er en af Danmarks mest besøgte.

Videre læsning

Læs mere om historie i Ærø Kommune

Læs videre om

Se alle artikler om Historie