På det meste af Mors består jordbunden af frugtbar lerjord. For at få så stort et udbytte af den gode jord som muligt blev øens skove især i middelalderen gradvis ryddet, og jorden opdyrket. Resultatet var, at øen i 1700-tallet, bortset fra en ganske lille skov ved Højris, var blevet helt skovløs.
Med plantningen af nogle småskove i midten af 1800-tallet begyndte der igen at komme skov på Mors. Man skal dog frem til begyndelsen af 1890’erne, før der for alvor kom gang i skovrejsningen. Således blev etableringen af Sønder Herreds Plantage indledt i 1891, Legindbjerge Plantage i 1893, Højris Plantage i 1896 og Skarregård Plantage i 1898. Plantagerne blev i overvejende grad etableret på hedearealer, hvis sandede og grusede jordbund var mindre egnet til landbrug.
På trods af 1800-tallets skovrejsning fylder skovene ikke meget. Med et samlet skovareal på blot 1.473 ha, svarende til ca. 4 % af kommunens areal, hører Morsø til blandt landets skovfattige kommuner.