Mange af de traditioner, som man i dag kender som gamle vendelboske egnstraditioner, blev indsamlet af folkemindesamlere i 1800-tallet. Det gælder fx en større samling med eventyr og historier fra Vendsyssel, udgivet som Folkeeventyr fra Vendsyssel (1958), der blev indsamlet af Niels Levinsen og indsendt til folkemindeforskeren Svend Grundtvig i 1854. Selv om Levinsen oversatte dem til rigsdansk, kan man tydeligt spore det vendsysselske folkemål.
En tradition, som har været udbredt siden 1700-tallet og måske endnu længere tilbage, men som gik af mode i de første årtier af 1900-tallet, var pyntningen af en sankthans-ko. Sankthanseftermiddag bandt gårdens piger en krans af markens vilde blomst, tidselstikken, og ved 20-tiden blev koen pyntet af hyrdedrengen. Kransen blev hængt om koens hals og hornene, og seletøjet pyntet med haveblomster, mens halen fik en blomsterdusk i enden. Selv var hyrdedrengen iført hvid skjorte og en kasket med en krans af kløver. Efter at koen var blevet beundret af gårdens folk, blev den sat på stald, mens man spiste aftensmad. Derefter trak drengen koen rundt fra gård til gård og fik en skænk og nogle småmønter hvert sted. Efter hjemkomsten blev kransen hængt op over stalddøren, mens seletøjet blev anbragt i guirlander op og ned ad dørkarmen. Mens gårdene endnu havde stråtag, kunne man ofte se en sådan vissen krans over stalddørene.
Den jyske kappe var en særlig hovedbeklædning, der kom på mode ca. 1810-20; den kendes alene fra det nordlige Jylland. Kappen er en videreførelse af 1700-tallets lokale hovedbeklædning og samtidig influeret af tidens empiremode. Der er tale om en lille, hvid puldhue med en påsyet 12 cm bred, hvid, pibet stofstrimmel, såkaldt skægstrimmel, samt et lille lin, som blev sat på huens front med knappenåle. Hovedtøjet var forsynet med hvidt broderi, dog ikke på sørgedage. Omkring 1860-70 var det slut med den jyske kappe, der på den tid havde fået en skægstrimmel på 18-20 cm i bredden samt en påsyning hele kanten rundt. Hovedtøjet blev på dialekt kaldt »storre«, dvs. noget, der stritter.
Kryddersnaps kaldes i Vendsyssel for bjesk, og egnens rige planteliv er i århundreder blevet brugt i hjemmebrænding. Mange gårde havde eget brændevinsapparatur, og planterne, fx porse, gul snerre, malurt, røllike, hedelyng og enebær, var lige uden for døren. Derfor varierer smagen på bjesk også i forhold til, i hvilket område planterne er plukket, om det er i klitterne på vestkysten eller i læ inde i landet.
Hirtshals Museum rummer en afdeling om bjesk og krydderurter, og siden 1993 er »Årets Bjesk« blevet kåret i Hirtshals og derefter fremstillet til salg af museet i samarbejde med snapseproducenten Arcus.
En mere nutidig vendsysselsk skik er i sommerhalvåret at køre helt ned på stranden og nyde aftenkaffen, mens man ser solnedgangen – gerne inde fra bilen.
Læs mere om Kultur i Hjørring Kommune
Læs videre om
Læs også om
Se alle artikler om Dagliglivsfortællinger
Se alle artikler om Traditioner og fortællinger
