Omkring 1120 fortalte den engelske præst Ælnoth i sin martyrkrønike om Knud den Hellige, hvordan vendelboerne indledte et angreb på kongen, der befandt sig i Børglumkloster. Klosteret dukkede igen op i litteraturen, da H.C. Andersen skrev den lille historie Bispen paa Børglum og hans Frænde (1861), og Thit Jensen valgte det store format, da hun med romanen Stygge Krumpen (1936) beskrev Børglums sidste katolske biskop. I Knud Sørensens novellesamling Historier fra engang (1989) spiller Børglumkloster tillige en stor rolle.
Meïr Aron Goldschmidt besøgte også Børglum, da han i 1865, med 1. udgaven af Trap Danmark som støtte, vovede sig uden for hovedstaden og helt til Vendsyssel. Af hans Dagbog fra en Reise paa Vestkysten af Vendsyssel og Thye (1865) fremgår det dog, at der også var fredelige strøg, fx Hjørring, der karakteriseres som »en kjøn, venlig By, der ligger højt, henad en Banke«, med et parkanlæg mod syd og med »et lille Skovparti med romantiske Kløfter« mod nord.
»Det danske Weimar« kaldte Henri Nathansen sin »kære Fødeby Hjørring«, da han i 1912 i et brev fortalte Georg Brandes, at han under en længere cykeltur agtede at »afsøge alle Minder ligefra Høckes Have, hvor jeg første Gang stjal en Pære af Kundskabens Træ, til Springvandspladsen, hvor jeg til Straf skal hyldes af Byens Borgere paa Hotel Skandinavien«.
Hvad angår Hjørrings topografi, kan man finde en litterær ajourføring i Ole Henrik Laubs Fortællinger fra Hjørring (2004) og i Knud Sørensens Et stykke af min tid (2006).
I den biografiske roman Knud, den Store (2013) fortæller Hanne-Vibeke Holst om sin far, forfatteren Knud Holst, som fik sit tilnavn af en landstryger, »som man ser dem på Hjallerup marked«. I slutningen af 1950’erne flyttede Knud Holst til Løkken med den senere krimiforfatter Kirsten Holst, hvis far var politimester i Hjørring. Parret boede først i »slummen på Møllevej«, senere under bedre forhold på Sdr. Strandvej. I Hanne-Vibeke Holsts bog om sin far fornemmer man sandheden i hendes ord om, at »enhver løkkenbo har byens topografi under fødderne«.
I den selvbiografiske roman Ungdom gaar i Gang (1938) fortæller Thomas Olesen Løkken om en person, der »kender hver Kæft mellem Løkken og Hjørring«. Den person kunne have været forfatteren selv. Som 14-årig drog han til Rubjerg nord for Løkken, og senere blev han cykelsmed i Vrå. Romanen beskriver cyklen som et redskab for den ungdom, der vil lære egnen at kende. I 1923 købte han »Hannes Hus« i Løkken, som han gjorde til et samlingssted for forfattere og kunstnere, bl.a. Martin Andersen Nexø og Jacob Paludan.
Erling Kristensen ernærede sig både som cykelsmed og forfatter, og i 1918 overtog han forfatterkollegaen Thomas Olesen Løkkens cykelforretning i Vrå. I 1928 udkom romanen Byen mellem to Taarne, hvor Erling Kristensen beskrev, hvordan jernbanen delte Vrå i to lejre, i vest grundtvigianerne med højskole og valgmenighed, i øst missionshuset. Portrættet gjorde ham så upopulær, at han måtte forlade byen.
Dyrlægedatteren Anne Marie Løn er vokset op på en gård i nærheden af Vrå. Hun har skildret det moderne landboliv i romanen Fodretid (1984), og med den anmelderroste roman Prinsesserne (1996) leverede hun en forfaldshistorie om et par søstre på en gård beliggende mellem Vrå og Hjørring.
