Kort over de overfladenære jordarter i Ærø Kommune. Størstedelen af kommunen dækkes af moræneaflejringer fra sidste istid, Weichsel, som enkelte steder brydes af mindre områder med smeltevandsaflejringer. Langs kysterne, på øerne og især i de inddæmmede områder i Vitsø, Stokkeby Nor og Gråsten Nor findes nutidige havaflejringer, mens ådalene rummer ferskvandsaflejringer, som er afsat i tiden efter sidste istid.

.
Fra Ærøs sydvestkyst hæver Voderup Klint sig i store trappetrin op over den smalle strand. Trinnene er opstået, hvor nedsivende grundvand har sat leret i skred. På trods af et stort kalkindhold, som forringede kvaliteten, blev klintens ler udnyttet af bl.a. Bregninge Teglværk til fremstilling af både mursten og drænrør. Sammen med Lindskov Teglværk var Bregninge Teglværk det største på øen, og da det lukkede i 1936, var det samtidig det længstlevende af Ærøs otte teglværker.
.

Ærø bestod oprindelig af to øer: hovedøen med Ærøskøbing mod vest og en mindre ø med Marstal mod øst. Da Gråsten Nor i 1856 blev inddæmmet og siden tørlagt, blev øen i øst forbundet med det øvrige Ærø.

Fra Dunkær i sydøst strækker et 10 km langt højdedrag sig næsten ubrudt til Søby i nordvest, hvorefter det snævrer ind og til sidst ender i Skjoldnæs mod nord. Bakkeryggen, der når højder over 50 m, kulminerer nord for Bregninge i kommunens højeste punkt, Synneshøj, 67 m.o.h. På forløbet langs Ærø flankeres bakkeryggen af aflange bakker, der hæver og sænker sig i lange, jævne kurver. Ved Gråsten Nor ophører det storladne bakkeland brat og erstattes længst mod øst af den 30 m høje morænebakke, som Marstal ligger på.

Ærø kantes af en fliget kyst ud mod Det Sydfynske Øhav i nordøst og en udlignet kyst ud mod hhv. Marstal Bugt i syd og Lillebælt i sydvest, hvor bølgerne flere steder har dannet stejle klinter som Voderup Klint, der med trappeformede skredterrasser strækker sig ind i det høje bakkeland.

Landskabets dannelse

I sidste istid bevægede Den Ungbaltiske Is sig ind over Fyn og Øerne fra øst og sydøst, indtil den over en bred front nåede Østjylland for ca. 19.000 år siden. På sin vej hen over Ærø virkede isen som en bulldozer, der knuste toppen af landskabet og skubbede flager af ældre aflejringer op på højkant. Afslutningsvis gled isen ind over området og afsatte et nyt lag af moræne oven på de sammenskubbede flager. Det kan fx ses i Voderup Klint sydvest for Vindeballe og i Trappeskov Klint vest for Marstal. De mange bakkedrag, der giver Ærø sit kuperede terræn, er trukket ud i sydøst-nordvestlig retning. Bakkerne blev formet inde under Den Ungbaltiske Is, og deres orientering afspejler bevægelsesretningen, da en gren fra isen skød frem gennem Lillebælt på sydsiden af Svanninge Bakker til Horne Land.

Den snævre dal med talrige småsøer og moselavninger, der strækker sig fra Øster Bregninge til Skovby, er en tunneldal, som blev skabt, da en smeltevandsflod under isen gravede sig ned i underlaget mellem de aflange bakker. Inden Den Ungbaltiske Is helt slap sit tag i Ærø, skabte et genfremstød de randmorænebakker, som følger sydkysten fra Gråsten Nor til Rise Mark og kulminerer i Lindsbjerg 45 m.o.h.

På Littorinahavets (Stenalderhavets) tid var Det Sydfynske Øhav en sammenhængende landmasse. For 2.000 år siden førte en relativ landsænkning på et par meter dog til, at området blev oversvømmet, så tidligere landområder blev til havbund, og bakketoppe blev til øer og halvøer. I dag stiger det relative havniveau omkring Ærø stadig med ca. 0,3 mm om året.

Videre læsning

Læs mere om natur og landskab i Ærø Kommune

Læs også om

Se alle artikler om Landskaber