Østermarie Station

Der eksisterede tidligere tre jernbanelinjer på Bornholm. Den første forbandt Rønne og Nexø fra 1900 og i 1901 åbnede en lille sidebane mellem Aakirkeby og Almindingen . I 1916 påbegyndtes jernbanedriften af Gudhjembanen, som var den korteste af de tre bornholmske jernbanelinjer 18,2 kilometer fra Almindingen til Gudhjem , som blev drevet af et selvstændigt jernbaneselskab. Østermarie Station blev opført i 1915-16, som én af fire nye stationer langs Gudhjembanen. Ud over Østermarie Station blev der opført stationer i Gudhjem, Østerlars og Åløse. Desuden blev der opført trinbrætter på Christianshøj og i Stavebøl. Der blev udskrevet en konkurrence om udformningen af banens bygninger. Ingen blev fundet værdige til førsteprisen, men to unge arkitekter, Kay Fisker og Aage Rafn , blev belønnet med anden præmien, og deres tegninger blev anvendt til udformningen af stationerne. De arkitektoniske spor fra Gudhjembanen er markante, men sådan så man ikke på det i 1916, hvor banen åbnede. Kritikken af Kay Fisker og Aage Rafn s stationsbygninger var tydelig. De almindelige, lange og lavlængede stationsbygninger blev opfattet som væsentligt ringere end Allingebanens statelige bygninger med et tydeligt præg af historicisme. Stationen i Østermarie blev placeret i byens nordlige udkant med en meget stor stationsplads foran, fordi der kom meget gods til Østermarie. Især til pakhuset og til Brugsforeningen, som havde egne spor. I Østermarie og Gudhjem kom der mandlig betjening på stationerne, mens Åløse og Østerlars kunne nøjes med en billigere kvindelig betjening. Efter nogle år inddrog man dog af sparehensyn den mandlige betjening på Gudhjem Station, men i Østermarie blev der ikke ændret noget. Her var der nemlig så meget arbejde, at man ikke mente, at stationen kunne betjenes af en kvinde. Stationsbygningen rummede tillige et postkontor, hvor der arbejdede ti personer. Frem til 1934 bevarede de tre jernbaneselskaber uafhængigheden, men derefter fandt de sammen i ét selskab, De Bornholmske Jernbaner. I 1952 blev banen mellem Gudhjem og Aakirkeby lukket. Året efter lukkede man strækningen fra Rønne til Sandvig, og i 1968 lukkede hovedstrækningen fra Rønne til Nexø. Jernbane-strækningerne blev i stedet erstattet af rutebiler. Efter nedlæggelsen af stationen var der i en årrække posthus i stationsbygningen. I dag er stationen i privat eje og anvendes som bolig og keramikerværksted. I nyere tid er der sket enkelte ændringer i stationsbygningen. De to skorstenspiber på hovedlængen er blevet afkortet. Dørhullet mod syd er blevet tilmuret, ligesom de to dørhuller i nordgavlen er blevet blændet og tilmuret, og de bagvedliggende offentlige toiletter til henholdsvis herrer og damer samt brænderummet til beboelsen er blevet inddraget til et stort værksted. Oprindeligt var der lerstampet gulv i brænderummet. Badeværelsesvinduet med de foranliggende skydeskårsudformede huller er nyere, ligesom de tre etrammede vinduer nord herfor og den todelte dør, som sidder omtrent, hvor det etrammede vindue på østre langside har siddet. Indvendigt er gulvet i karnappen blevet forsynet med et hævet repos for at man kan sidde ned og nyde udsigten, bræddegulvet i køkkenet er blevet ændret til et rødt teglstensgulv lagt i sildebensmønster.

Den tidligere station, Østermarie Station, ligger i den nordlige udkant af byen Østermarie. Stationsbygningen og det tidligere varehus er placeret i forlængelse af hinanden med gavlene vendt mod nord og syd. Østermarie Station ligger tilbagetrukket fra Godthåbsvej, og både foran og bagved stationsbygningen er en have, mens der foran varehuset er en asfalteret vendeplads. Stationsbygningen består af to sammenbyggede, enetages længehuse med forskellig husdybde og højde, hvoraf det søndre er dybest. Forskellen i husdybden resulterer i et lille gårdrum mod nordøst. Gårdrummet afskærmes af en høj mur afsluttet med røde vingetegl. I den østvendte mur er en ældre bræddebeklædt dør. Bygningerne er gulkalkede, grundmurede med påmalede sorte sokler og hvidtede, murede hovedgesimser under et samlende halvvalmet tag af røde vingetegl. I rygningerne er i alt tre høje, murede og hvidkalkede skorstenspiber. I tagfladen mod øst er et ældre tagvindue, mens der mod vest er to nyere tagvinduer. En muret karnap i to etager med smigede hjørner og teglhængt heltag skyder sig frem fra den vestre langside. Østre langside domineres af en toetages, muret frontkvist med teglhængt heltag og et stort ur. Ved siden af frontkvisten er facaden trukket tilbage og her ses bygningens hoveddør, der sidder tilbagetrukket i en kurvehanksbuet åbning. Døren er en traditionelt udført fyldingsdør med buet overkant, nyt greb og nye hængsler samt et granittrin foran. Over døråbningen er en høj slutsten af sandsten med indgraveret symbol og årstal, og på begge sider af åbningen er der mønstermurværk. I sydgavlen er en tilmuret døråbning, hvis rundbuede indfatning og granittrin er bevaret, og i nordgavlen er to tilmurede døråbninger, også her er granittrinene bevaret. I vestre langside er et kurvehanksbuet dørhul samt mod nord et nyere dørhul og i østre langside, ud mod gårdrummet er også et dørhul. Samtlige døre er nyere, men traditionelt udførte og på ydersiden beklædt med vandrette brædder kun hoveddøren er en fyldingsdør. Vinduerne er ældre og traditionelt udførte et- og torammede vinduer med kobbersålbænke. I vestre langside er desuden nogle nyere, smalle og aflange murhuller, hvor der sidder et nyere vindue bagved. Både døre og vinduer er malet hvide. Bygningen er forsynet med nyere tagrender, udført som de oprindelige. I stationsbygningen er den oprindelige planløsning i store træk bevaret. I hovedlængen fører et lille vindfang ind i det tidligere venteværelse, hvorfra der er adgang til to stuer på række, hvoraf det ene inkluderer karnappen ud mod vestsiden, hvor perronen tidligere var. Den ene stue hænger sammen med køkkenet mod øst, idet der er to døråbninger, hvoraf den ene er forholdsvist bred. Mod øst er desuden et soveværelse. I overgangen mellem hovedlængen og den smalle længe er trapperummet, hvorfra en baggang giver adgang til gårdrummet samt et badeværelse mod vest og et stort værkstedsrum mod nord. Den originale hovedtrappe fører op til tagetagen, der ud over en repos rummer en lang gang mod øst, der giver adgang til tre værelser, det ene mod syd, hvori bagsiden af uret er synlig. Urværket er væk, men piedestalen, hvorpå det stod er der stadig. Det indre kendetegnes af en traditionel materialeholdning med brædde- og teglstensgulve, pudsede vægge og lofter bemalet med limfarve samt en stukkant. På badeværelset er der nyere fliser på vægge og gulv, og i den smalle længe er der støbte gulve. Der er bevaret flere oprindelige bygningsdetaljer, herunder fyldingsdøre, hvoraf flere står med ældre hængsling og greb, samt svungne gerichter, kraftige vinduesplader, skunklåger og inspektionslåger udført med fyldinger. Samtlige skorstene er bevaret, taget er understrøget og nogle vinduer er forsynet med forsatsrammer. Varehuset er et grundmuret længehus i en etage med et kvartvalmet, rødt, teglhængt heltag. Murene er gulkalkede over en lav sortmalet sokkel og afsluttes af en simpel, muret hovedgesims, der også er gulkalket. I den østre langside er en centralt placeret åbning, som er hævet over terræn og trukket lidt ind i tagfladen. Åbningen har en afsats af granit og lukkes af en ældre, tofløjet revleport. Mod vest er den midterste del af tagfladen hævet og herunder er et bræddebeklædt parti med to bræddebeklædte skydeporte. I hver gavl er et vindue mod nord er et ældre, etrammet vindue og mod syd et nyere torammet og todelt vindue. Der er kun opsat en tagrende over portåbningen mod øst. Varehusets indre udgøres af ét stort rum, der er åbent til kip. Gulvet er støbt, væggene er hvidkalkede. Der er synlige konstruktioner af træ, ligesom de understrøgne tagsten er synlige.

Den miljømæssige værdi ved Østermarie Station knytter sig til stationsbygningens og varehusets placering i forlængelse af hinanden, der både markerer jernbanens oprindelige linjeføring samt den tidligere ankomstplads og venteplads foran stationen, som ligger tilbagetrukket fra hovedgaden. Østermarie Station udgør et enestående indslag i bymiljøet, hvor den var grundlaget for byens opståen og eksistens.

Den kulturhistoriske værdi for Østermarie Station knytter sig både til bygningernes oprindelige funktion og opførelse som station på Gudhjembanen samt til stationen som en af arkitekterne Kay Fisker (1893-1965) og Aage Rafn s (1890-1953) tidlige, men toneangivende værker. Kay Fisker og Aage Rafn forsøgte med stationerne langs Gudhjembanen at tilpasse bygningerne det bornholmske landskab og den bornholmske byggeskik, hvilket medførte, at alle stationerne fik deres eget særpræg, grundet deres beliggenhed. Forlægget var de bornholmske byhuse med deres lave og lange, præcise bygningskroppe, tjærede sokler, røde kalkede facader og afvalmede tegltage. Stationsbygningerne i Gudhjem og Østerlars har stadig de oprindelige, rødkalkede facader. Stationsbyggeriet var aktuelt i begyndelsen af 1900-tallet, hvor der blev opført flere stationer i Danmark, som søgte at bryde med skemaet for stationsbygningerne fra jernbanernes unge år, der var karakteriseret ved gule maskinsten og skifertage. De nye stationer blev blandt andet opført af Ulrik Plesner (1861-1933), der søgte en forenklet hovedform, som var i slægt med de omgivende småhuse og inspireret af deres byggeskik. Hvorimod Heinrich Wencks (1851-1936) stationsbygninger langs kystbanen på Nordsjælland fra omkring år 1900 repræsenterede en mere overdådig nationalromantisk stil. Fisker og Rafns stationsbygninger anses i dag som noget af det ypperste og mest tidløse stationsarkitektur i Danmark. Kay Fisker og Aage Rafn havde foretaget grundige studier af 1800-tallets arkitektur, inden de tegnede stationsbygningerne, og deres stil er blevet kaldt begyndelsen til moderne arkitektur i Danmark. Alt var sirligt gennemarbejdet, men stationspersonalet som skulle anvende bygningerne fandt dem håbløst indrettede. Fisker og Rafn s Østermarie Station er i harmoni med den omgivende bebyggelse på grund af bygningernes enkle hovedformer uden overflødig pynt og med en gedigen håndværksmæssig udførelse. Trods bygningernes afdæmpede udtryk kan den oprindelige offentlige funktion som station stadig aflæses i stationsbygningens markerede, toetages indgangsparti med slutstenen, hvori Gudhjembanens bomærke samt bygningens opførelsesår er indgraveret. Fisker og Rafn designede bomærket, da ingen af byerne, hvori stationsbygningerne skulle ligge, havde noget byvåben man kunne anvende. Bomærkerne var i store træk ens for Østerlars, Østermarie og Gudhjem Station, men med en lille variation, der kendetegnede hver by. Dette kan også ses i det i murværket fremhævede Marie-tegn, det er over hovedindgangen. I stationsbygningens indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til den stort set velbevarede planløsning, der ses ved den gennemgående hovedskillevæg, der adskiller vindfanget og de to tilstødende lokaler mod øst fra stuerne og hovedtrappen mod vest samt den oprindelige grundplan i tagetagen. Hertil kommer de ældre bygningsdele og -detaljer, herunder brædde- og teglstensgulve, pudsede vægge og lofter bemalet med limfarve samt fyldingsdøre, hvor flere står med ældre hængsling, greb og svungne gerichter. Tillige kommer de kraftige vinduesplader, skunklåger og inspektionslåger udført med fyldinger, simpel stuk, urværkets piedestal og hovedtrappen med samtlige detaljer. Den kulturhistoriske værdi knytter sig til varehusets oprindelige funktion som opbevaring af gods, hvilket tydeligt afspejles i det overvejende lukkede volumen. Ligeledes vidner varehusets hævede revleport med en afsats foran om den tidligere håndtering af gods i bygningen. Den hævede afsats vender ud mod den oprindelige tilkørselsplads og kunne således benyttes til af- og pålæsning, mens terrænet foran skydeportene mod vest, ud mod sporene, stadig falder svagt langs facaden. Den kulturhistoriske værdi knytter sig i det indre til varehusets fortsatte sekundære funktion samt til rummets størrelse, der ikke er opdelt i mindre rum, og den funktionelt betingede, enkle materialeholdning.

Den arkitektoniske værdi ved Østermarie Station knytter sig både til stationsbygningerne enkeltvist og til bygningerne som en samlet helhed. Helheden opstår i kraft af stationsbygningens og varehusets placering i forlængelse af hinanden med flugtende, vestre langsider samt materialeholdningen og de afvalmede, teglhængte tage. Selve stationsbygningen fremtræder som et velproportioneret hele, hvor det smallere og lavere længehus underordner sig det større. De to længehuse samles af den fælles tagflade mod vest, ligesom de markante, høje skorstenspiber markerer en samlende akse. Muren om det lille gårdrum ligger både i forlængelse af hovedlængens østre langside og det lille længehus´ nordgavl, og samler således både stationsbygningens grundplan og stationsbygningens meget sammensatte bygningsvolumen. Vestsidens smigede karnap og østsidens frontkvist med det tilbagetrukne, toetages indgangsparti ved siden af bryder formmæssigt med den øvrige del af bygningen og giver sammen med de markante skorstenspiber stationsbygningen et karakterfuldt og særegent udtryk. Den tilbagetrukne del af facaden markerer på elegant vis stationsbygningens hovedindgang ligesom den flugter med varehusets østside. På elegant vis bindes de to bygningsvolumener sammen samtidig med at deres indbyrdes hierarki er tydeligt aflæseligt. Stationsbygningen fremtræder enkel og elegant med en detaljering, der begrænser sig til hovedgesimsen, de kurvehanksbuede døråbninger, som markerer den offentlige del af bygningen, mønstermurværket omkring hovedindgangen, slutstenen i sandsten over døren, dørene med vandret bræddebeklædning eller fyldinger, Marie-tegnet og uret på frontkvisten, hvor mursten markerer timetallene samt de originale jernbogstaver på sydgavlen, der angav stationens navn. Tillige er der et samspil mellem hoveddørens smalle og vandrette fyldinger, der harmonerer med vinduernes overvejende vandrette rudeformat. Varehuset fremtræder fuldstændigt symmetrisk både visuelt med et ubrudt, trekvartvalmet tag og funktionsmæssigt, hvor arbejdsgangen foregik på tværs af længderetningen. I bygningens længderetning giver de små vinduer lys til bygningens indre. Den tofløjede, let hævede revleport med læsserampen foran understreger bygningsvolumenets enkle form, idet den er skåret ind i tagfladen. På den modsatte side er tagfladen hævet over portene ligesom man ser på en traditionel avlsbygning. Det er netop portene, der giver det symmetriske og velproportionerede lille varehus dets markante udseende. Enkle og genkendelige motiver er anvendt til det arkitektoniske udtryk, og den simple murede gesims samt materiale- og farveholdningen giver varehuset en samhørighed med stationsbygningen. Østermarie Station fremtræder velkomponeret og de to bygninger er velproportionerede med et prunkløst, men gedigent udtryk, hvis traditionelle fremtræden formmæssigt brydes af sammenstillingen af de enkelte bygningsdele. Østermarie Station udgør således en særegen del af Gudhjembanens stationer og fremstår samtidig som et enestående arkitektonisk værk.

Læs videre om

• Erichsens Gård, Rønne
• Martin Andersen Nexø's Barndomshjem
• Slusegårds Vandmølle og Ørredhus, Hasle

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen