Kystklinterne ved Hagenør og Sønderskov
Kystklinterne ved Hagenør og Sønderskov. Af . Begrænset anvendelse

Fredericia Kommunes geologi

Geologisk tidslinje over Fredericia Kommune

.
Licens: Begrænset anvendelse
Kort over de overfladenære jordarter i Fredericia Kommune. Store dele af kommunen er dækket af moræneaflejringer fra sidste istid, Weichsel. I vest gennemskæres kommunen af tunneldalen Elbo Dal, der blev dannet i sidste istid inde under Nordøstisen. Dalen gennemstrømmes i dag af Spang Å og er derfor dækket af ferskvandsaflejringer. De marine aflejringer nordøst for Rands Fjord vidner om, at søen tidligere var en fjord. Flere steder langs de sydøstvendte kyster ligger aflejringer fra før istiderne.
.
Licens: Begrænset anvendelse

I Fredericia Kommune består de yngste prækvartære aflejringer, dvs. de aflejringer, som blev afsat i tiden før istiderne, fra Eocæn, Oligocæn og Miocæn. Aflejringerne fra Eocæn består af marint rødt og blågrønt, plastisk Lillebælt Ler. Fra Oligocæn udgøres de af marint glimmerler og -sand med det grønne mineral glaukonit, mens aflejringerne fra Miocæn består af glimmerler, glimmersand og kvartssand, der blev aflejret i laguner og langs kysten.

Over de prækvartære lag findes aflejringer fra de tre seneste istider. I kiselgurgravene ved Vejlby og Egum samt i klinten ved Trelde Næs er der moræneler og smeltevandssand fra istiden Elster, mens der i den efterfølgende Holstein-mellemistid blev aflejret kiselgur (se boksen tv.) og udfældet søkalk i et søkompleks. Op gennem istiden Saale bredte gletsjerne sig igen og aflejrede moræneler, mens der i to korte, varmere perioder blev aflejret ler og kiselgur i søer. Der er ikke fundet aflejringer fra mellemistiden Eem, som efterfulgte Saale. I sidste istid, Weichsel, blev der til gengæld atter aflejret moræneler samt smeltevandssand og -grus. Mod syd og vest er istidslagene ca. 50 m tykke, mens de mod øst kun når en tykkelse på 25‑30 m. Aflejringer fra tiden efter sidste istid findes i form af havaflejringer langs kysten og som ferskvandsaflejringer ved Rands Fjord og i Elbo Dal. Grundvand indvindes overvejende fra lagene af smeltevandssand og -grus, men undertiden også fra de miocæne sandlag.

Kiselgurgravene ved Vejlby og Egum

Kiselgur er en bjergart, som består af skallerne fra mikroskopiske kiselalger, diatoméer. Den kaldes derfor også kiselalgegytje eller diatomit. I tør tilstand er kiselgur grå og meget let, og den er derfor blevet brugt til isolering, filtrering og opsugning. Eksempelvis har man brugt den i dynamit, hvor den opsugede nitroglycerin. Tidligere er der indvundet kiselgur mindst otte steder i landet, og langs Rands Fjord og i Elbo Dal træder de gamle, forladte og tilgroede kiselgurgrave stadig frem i landskabet.

I kiselgurgraven ved Vejlby kan man opleve en lagfølge, der viser udviklingen både før, efter og samtidig med, at kiselguren blev dannet. Den samme udvikling kan til dels også ses i klinten ved Trelde Næs og i boringer omkring Fredericia.

De ældste aflejringer består af moræneler samt smeltevandssand og -ler fra istiden Elster. I den efterfølgende Holstein- mellemistid lå der et større søkompleks i området. Omkring søerne fandtes en mangfoldighed af varmekrævende planter. De højere temperaturer gav også en stor produktion af kiselalger, så der med tiden blev aflejret et ca. 24 m tykt lag af kiselgur på søernes bund.

I løbet af istiden Saale blev der overvejende aflejret smeltevandsler i søen. To korte, varmere perioder satte dog atter gang i den biologiske produktion, så der ud over ler også blev aflejret kiselgur i søerne. Under sidste istid, Weichsel, aflejrede gletsjere lag af moræneler hen over aflejringerne fra Elster, Holstein og Saale.

Videre læsning

Læs mere om klima i Fredericia Kommune

Læs også om

Se alle artikler om Geologi