Knudmose er et 275 ha stort moseområde i sydkanten af Herning. Området afgrænses mod syd og øst af motorvejene omkring Herning og mod vest af Messevejen og MCH Messecenter Herning.
Oprindelig var Knudmose en vidtstrakt højmose, der i 1880’erne blev betragtet som et ufrugtbart og lidet lønsomt område. I 1891 opkøbte Hedeselskabet 110 ha af Knudmose, hvor det med en pengegave på 9.000 kr. fra konsul Hendrik Pontoppidan oprettede Mosestationen Pontoppidan for at drive forsøg med opdyrkning af en højmose. Selv om det i løbet af ganske få år lykkedes at skabe frodige enge på de ellers ufrugtbare højmoseflader, viste det sig med tiden, at tørvegravning snarere end landbrugsdrift var den mest indbringende udnyttelse af mosen. Tørvegravningen tog især fart under 2. Verdenskrig og skabte et landskab af vandhuller, søer og fattigkær, som i dag til dels er groet til i birkeskov og pilekrat. I 1961 stoppede tørvegravningen, og i mosens vestlige ende opstod der en kæmpemæssig losseplads. I dag er lossepladsen omdannet til udsigtspunktet Knudmosebjerget, der med sine 79 m fremstår som et markant højdepunkt i det ellers flade landskab ved Herning. Omkring 85 % af Knudmose ejes af Herning Kommune, som i 1986 udarbejdede en lokalplan for området, hvor mosen blev udlagt til rekreative formål.
Langt størstedelen af Knudmose består af mosearealer, hvoraf nogle er lysåbne, mens andre er skovbevoksede. Dele af mosen er derfor udlagt som urørt skov. I øst samt langs mosens sydkant findes også en del ferske enge. Som andre moseområder trues også Knudmose af tilgroning, og for at holde i hvert fald dele af mosen lysåben plejer kommunen området med afgræsning og fjernelse af nyopvækst af pil og birk.
I de lysåbne områder domineres plantelivet af tørvemosser, hedelyng, klokkelyng og tuekæruld, som hist og her får selskab af bl.a. rundbladet soldug, smalbladet kæruld og kragefod. Dertil kommer sjældenheder som de fredede kongebregne og mosepost. Krat af mosepors og pil findes flere steder, og i de gamle, vandfyldte tørvegrave vokser bl.a. slank blærerod og vandrøllike. Dræning af mosen har desværre medført, at større arealer er groet til med lysesiv, blåtop og mosebunke. Hvor der ikke er foregået græsning eller rydning, dækkes mosefladerne i dag af birkeskov med islæt af eg og røn.
Insektlivet i mosen er rigt og varieret. Det omfatter bl.a. 27 arter af dagsommerfugle, heriblandt iris, brunlig perlemorsommerfugl og spættet bredpande, sjældne guldsmede som huevandnymfe, månevandnymfe og grøn mosaikguldsmed samt mere end 100 forskellige billearter.
I området er der desuden registreret ca. 110 forskellige fuglearter. Fiskehejre og ænder holder til i de vandfyldte tørvegrave, mens vandriksen gemmer sig i rørsumpen sammen med grønbenet rørhøne og blishøne. I birkeskovene kan man møde stor flagspætte, korttået træløber og skovskade samt forskellige sangere og mejser, hvorimod sumpmejse og halemejse overvejende ses i pilekrattene. Ved en af søerne i den vestlige del af mosen findes også en hættemågekoloni på ca. 100 fugle.
