Sammen med Strynø, Siø og de mange småøer og holme har Langeland en 182 km lang kystlinje. De aflange bakker, som ligger parallelt med kysten, giver Langeland en retlinet østkyst, mens vestkysten, der ligger beskyttet af Fyn, Ærø og Det Sydfynske Øhav, er mere fliget med halvøer og bugte.
Mellem Ristinge Hale og Dovnsklint i syd har kysten et langt frit stræk mod sydvest. Ristinge Hale består yderst af et system af krumodder og er forbundet med Ristingehalvøen af en odde. Materiale trans porten går mod nordvest, og sedimenterne kommer fra Ristinge Klint. I forlængelse af Ristinge Hale ligger det smalle, langstrakte odde kompleks Storeholm.
Sydøst for Ristinge Hale ligger Ristinge Klint med en smal og stenet foranliggende strand og et sedimentfattigt strandplan.
Sydøst for klinten finder man den sandede Hesselbjerg Strand med klitter og sandet havbund med 2‑3 revler. Stranden udgør ydersiden af en tange, bag hvilken der er havaflejringer fra en tidligere bugt. Hele Ristingehalvøen var tidligere en ø, der blev afskåret fra Langeland af et sund, hvoraf en rest i dag kan genfindes som Ristinge Nor.
Syd for Hesselbjerg Strand findes en lavtliggende, erosiv kyststrækning med et sedimentfattigt strandplan. En tange nord for Bagenkop afspærrer et større vådområde med bl.a. Klisenor. Mellem Bagenkop og Dovnsklint er kysten erosiv, og ved Dimesodde står kystklinten som et dramatisk næs ud i havet. Stranden foran klinten er stenet.
Den tidligere bugt Keldsnor er af‑ spærret fra havet af en lang, smal strandvoldstange, som er retlinet på havsiden og uregelmæssig ind mod noret. Talrige gennembrud og overskyl har aflejret sedimenter på tangens læside og skabt de overskylstunger, der giver den et fliget udseende.
Langelands østkyst er flad med et lavt bagland og et jævnt hældende strandplan med en enkelt kystparallel revle. Syd for Spodsbjerg er kysten bygget ud med krumodder, der vokser mod syd, hvilket har forlagt kystlinjen mere end 100 m mod øst. Kysten er forholdsvis stabil, og der er derfor kun opført enkelte kystparallelle stenhøfder mod syd samt spredte stenklynger længere mod nord.
Nordøst for Hou ligger et marint forland omkranset af en sandet strand. Strandplanet er sandet, men bliver mere stenet mod vest ved Franke klint. Mellem Hou og Lohals er stranden sandet, og jo tættere man kommer på Lohals, desto mere sandet bliver strandplanet. Syd for Lohals Havn er stranden smal og stenet med få stenhøfder. Det manglende sediment skyldes, at havnen bremser den langsgående sedimenttransport. Nord for Lohals er stranden smal og sandet med et bredt bælte af revler på havbunden.
Kysten mellem Skattebølle og Næshoved præges af lave kystklinter med smalle strande. Sedimenttransporten er nordgående, hvilket har udbygget en sandstrand syd for Dageløkke Lystbådehavn. I bugten ved Emmerbølle udvider stranden sig, og der er flere revler på strandplanet. Ved Åsø ligger en 85 m lang stenhøfde, der også fanger sediment og derved udbygger kysten mod syd.
Ved Næshoved har kystlinjen et knæk, hvorfra der strækker sig et smalt marint forland. Også mellem Næshoved og Ristinge i syd ligger adskillige områder med marint forland, især omkring Lindelse Nor. Kyststrækningen har et lavtliggende bagland, og der er derfor kun lave eller slet ingen kystklinter. Ved Rudkøbing er kysten kunstig og præget af bro og havnebyggerier.
Sedimenttransporten ved Lindelse Nor er modsatrettet og går sydpå nord for noret og nordpå syd for noret. Det kan bl.a. ses på forløbet af krumodder. Området omkring Lindelse Nor var tidligere et lille ørige og fremstår i dag som en mosaik af marine forlande og istidsdannelser. Kysten mellem Lindelse Nor og Ristinge ligger lavt og har en smal og stenet strandbred. Ved Kædebyhas findes et bælte af marine dannelser langs bugtens kyster.
