Med sine karakteristiske landskabsformer indtager Langeland en særstilling i det danske landskab. Således domineres stort set hele øens landskab af hatbakker, som på Langeland kaldes for banker. Hatbakkerne er kuppelformede bakker af sand og grus med en næsten cirkulær grundflade med en diameter på under 200 m. De er 10‑20 m høje og har ofte stejle sider, hvilket bl.a. kan ses i bakkerne øst for Tullebølle, omkring Illebølle og vest for Magleby. I alt har kommunen ca. 700 enkeltstående bakker, som overvejende ligger i jævne morænelandskaber med flere bugtende højderygge som nord for Frellesvig, hvor hatbakkerne ligger både oppe på plateauerne og nede i lavningerne. Tilsammen danner bakkerne 7‑8 bakkekæder, der følger øens længderetning og fortsætter videre nordpå i to buer som en række grunde i Storebælt. En af buerne løber fra Lohals til Agersø, mens den anden strækker sig fra Dageløkke over Sprogø til Halskovhalvøen, hvor de kuplede bakker fortsætter ind på Sjælland.
Langeland Kommunes landskab

Geologisk tidslinje over Langeland Kommune.

Landskabets dannelse
I sidste istid bevægede Den Østjyske Is sig hen over Langeland og Fyn fra øst og sydøst, indtil den nåede Østjylland for 19.000 år siden. På sin vej arbejdede isen som en bulldozer, der knuste toppen af det eksisterende landskab og skubbede flager af ældre aflejringer op på højkant på tværs af Ristingehalvøen. Oven på de sammenskubbede flager afsatte isen et lag af moræne, hvilket bl.a. kan ses i den op til 28 m høje Ristinge Klint. Ristingehalvøen fik dog først sin endelige form, da en gren af den efterfølgende Bælthavis skød frem mod Lillebælt, syd om Svanninge Bakker til Horne Land, mens en anden gren gled op gennem Storebælt til Hindsholm og Samsø.
Strøget af hatbakker på Langeland er dannet i randzonen af Bælthavisen under et sent genfremstød for 17.000 år siden, da isen skød frem til Langeland og Sprogø. Smeltevand aflejrede først sand og grus i de søer og gruber, som var opstået i isen nær randen af den sprækkefyldte smeltende gletsjer. Fordi isen rykkede lidt frem, blev lagene i søerne skubbet sammen, så de i dag hælder stejlt i bakkerne. Efterhånden smeltede isen, søerne forsvandt, og aflejringerne stod tilbage på det jævne morænelandskab som lange, parallelle rækker af hatbakker. Det samme fænomen kan i dag iagttages i randzonen af den vældige Malaspinagletsjer i Alaska.
I de første årtusinder efter sidste istid var Langeland landfast med Fyn og Sjælland, og den mere end 50 m dybe rende, man i dag kan genfinde på bunden af Langelandsbælt, er formentlig resterne af en floddal, der forbandt datidens Østersø med Kattegat. Da havet på Littorinahavets (Stenalderhavets) tid overskyllede de lavestliggende dele af landet, forblev Langeland og øerne i Det Sydfynske Øhav en samlet landmasse.
Siden stenalderen har en relativ landsænkning medført, at området har mistet land. Eksempelvis er Langeland blevet til en ø med en fliget lækyst ind mod Det Sydfynske Øhav, mens den nordlige del af øens vestkyst og hele østkysten er udlignet pga. en ofte kraftig bølgepåvirkning. Også Langelands bueformede kystlinje mod Marstal Bugt i syd er udlignet. Flere steder har brændingsbølger dannet klinter som Ristinge Klint og Dovnsklint. Bølgerne eroderer i øens klinter, og det eroderede materiale føres med strømmen langs kysten, hvor det aflejres som strandvolde og odder. Derudover har mennesket sat sit præg på kysten ved en række inddæmninger som Henninge Nor og Magleby Nor.
Videre læsning
Læs mere om natur og landskab i Langeland Kommune
Læs også om
- Langeland Kommunes geologi
- Langeland Kommunes klima
- Kulturlandskabet i Langeland Kommune
- Skove i Langeland Kommune
- Det åbne land i Langeland Kommune
- Ferske vande i Langeland Kommune
- Kyster i Langeland Kommune
- Natur- og landskabsforvaltning i Langeland Kommune
Se alle artikler om Landskaber