Adam Oehlenschläger voksede op på Frederiksberg Slot, hvor hans far var slotsforvalterfuldmægtig. I Søndermarken blev den unge digterspire under en 16 timer lang samtale med Henrik Steffens inspireret til det romantiske programdigt »Guldhornene« (1802). I digtet »Frederiksberg« (1817) skrev han om slottet, kirken, skolerne og Frederiksberg Have, hvor Det Kinesiske Lysthus fik ham til at slå gækken løs: »Kling, kling, klang! Siong Siong, i Ekko!/Kinlong, Con-futsee!/Congo, Heisan, Pekko, Pekko!/Al min Siæl var Thee«.
Frederiksberg blev den perfekte baggrund for såvel digte som dramaer. »Handlingen foregaar i Frederiksberg-By« meddeles det indledningsvis i Henrik Hertz’ lystspil Indkvarteringen (1841), mens Jens Christian Hostrup om stykket Familietvist (1856) præciserer: »Handlingen foregaar i et af Thevandshusene på Frederiksberg«. Samme Hostrup fortæller i sin levnedsbog, at han som barn ofte var med til at råbe hurra for Frederik 6., når denne stævnede ud på sin »berømte Sørejse til det kinesiske Hus« i Frederiksberg Have.
Det fine og det folkelige mødtes på Frederiksberg. Søren Kierkegaard beretter i Forførerens Dagbog (1843) om glæden ved at tage ud i Frederiksberg Have for at besigtige tjenestepigerne, og Holger Drachmann skildrer i romanen Forskrevet (1890) glæden ved at tage på Café Chantant for at besigtige syngepigerne. Johannes V. Jensen, derimod, skrev: »Det var min Glæde i Rahbeks Allé/det lille Folk fra min Rude at se«. Hvis da ikke han tog i Zoologisk Have og dér lod sig inspirere til mesterlige essays om dyrene.
I 1890’erne samlede en ny generation af digtere sig på Frederiksberg. Med inspiration fra sin kvistlejlighed på hjørnet af H.C. Ørsteds Vej og Kastanievej kaldte Johannes Jørgensen den nye generations tidsskrift Taarnet. Romanen En Fremmed (1890) indledte han med sætningen: »Anders sad paa en Bænk i Frederiksberg Have« – men sender herefter sin helt ud på hvileløse vandreture: »Han gik langsomt ad Gamle Kongevej og bøjede om ad Sankt Knudsvej, ad Niels Ebbesensvej, ad Thorvaldsensvej, ad Bülowsvej, helt ud til Aaen og langs Aaen ned til Søerne«.
Storm P. boede en tid på Ingemannsvej, hvor et stort gavlmaleri gengiver hans tegning Månen i gadekæret fra 1928. Men hans mangfoldige historier om hunden Grog foregår dog fortrinsvis i Frederiksberg Have. Om denne park skrev Tom Kristensen i romanen Hærværk (1930), at man følte, »at man befandt sig i et lille, europæisk kongerige …«. Kai Friis Møller, som boede på Åboulevard, fortalte i Den københavnske spion (1950) om kvarteret ved Ingemannsvej, mellem Bülowsvej og H.C. Ørsteds Vej, at det udmærker sig ved »en bebyggelse, der er planløs indtil det let absurde, et pittoresk virvar af høje etagehuse og stædigt overlevende villaer, der dog for en stor del anvendes til alle mulige andre formaal end til at bo i.«
Op gennem 1900-tallet forblev Frederiksberg en tidslomme af borgerlighed. I Den kroniske uskyld (1958) skrev Klaus Rifbjerg om »frederiksbergfæstninger med tårne og efeu og gitterværk«. Og i digtet »Frederiksberg« gjorde Henrik Nordbrandt cykelklemmer til et sindbillede på denne borgerlighed: »Og jeg som troede at cykelklemmer/ikke var andet end en metafor!« Men i Nikolaj Zeuthens Verdensmestre – en historie fra 00’erne (2010) portrætteres en ny generation med Christianiacykler og rigtige meninger – dog stadig med smag for Frederiksbergs »eksklusivt beplantede og afskærmede ro«. I Zeuthens digtsamling Frivers fra Howitzvej (2012) nævner han, at »nogen vil sige at al den asfalt/alle de rytmer og stemmer/‘konstruerer’ os«.
