Kort over Frederiksberg Have
Kort over Frederiksberg Have
Af .

Bygningshistorie

Det Kinesiske Lysthus blev opført efter kronprins Frederiks ønske. Et ”kinesisk” hus var dengang et typisk element i en romantisk landskabshave. Hofarkitekten Andreas Kirkerup fik til opgave at tegne og opføre en kinesisk bro og et kinesisk lysthus til den ene af de fire øer, der opstod ved anlæggelsen af havens kanal. Kirkerup, der også var hoftømrermester, stod selv for opførelsen. Det er fastslået, at lysthuset stod færdigt i 1801.

Slutregningerne beskriver entydigt husets fremtræden ved færdiggørelsen i 1801. De fire drager blev strøget hvide, en del af hoved og krop forsølvet og derpå malet med forskellige kulører. Om det indvendige vides bl.a., at der i 1802 blev spændt en sejldug ud over gulvet, der blev grundet, spartlet og strøget med forskellige farver som en kinesiske måtte. Der blev leveret indvendige skodder til afdækning om vinteren.

Det er uimodsigeligt Kirkerup, der har tegnet lysthuset. Konceptet er hans, men kunsthistorikeren Hanne Raabyemagles forskning har afdækket, at tidens førende kunstnerpersonlighed, maleren, professor Nicolai Abildgaard, overvågede og færdiggjorde byggeriet. Han hævede det artistiske niveau betydeligt.

Flere håndværkerregninger refererer til krav fra professor Abildgaard, og han forestod både den udvendige og indvendige farvesætning og de indvendige vægdekorationer, der bestod af kinamotiver og kinesiske skrifttegn. Desuden tegnede han den fint mønsterlagte flisebelægning på verandaen omkring huset. Der er tale om ottekantede hvide marmorfliser, som er lagt med små kvadratiske gråblå fliser i hjørnerne. De stammede fra Christian VII’s Palæ på Amalienborg, hvor de havde ligget foran Taffelsalens buffeter ved salens endepartier.

Det viste sig snart, at selve øen, der var skabt som opfyldt grund, endnu ikke havde sat sig, så bygningen måtte underkastes en ret omfattende reparation i løbet af sommeren 1803. Også efter englændernes bombardement af København i 1807 med bivuakering og raseren i haven blev det nødvendigt med istandsættelser, og lysthuset blev opmalet i 1809.

I 1822 blev gennemført en opmaling, hvorunder taget atter blev malet i skælmønster på gul bundfarve. I 1850’erne sker en istandsættelse af bygningen, hvor à la Grecque- træpanelet og de øvrige dekorationer i Salen blev fjernet, og alle tre værelser fik en ny malet ornamentik.

I 1890 blev lysthuset gennemrestaureret, og bygningen fik ny tagbeklædning, zink og skifer. Store dele af bagvæggens bræddebeklædning blev fornyet. Formentlig var det ved denne lejlighed, at det oprindelige tagudhæng blev afkortet bagtil ved begge gavlhjørner. Indvendigt skete der en opmaling af det eksisterende interiør. I årene 1982-90 gennemføres en omfattende udvendig istandsættelse af lysthuset. De to drager på taget er skåret i fyrretræ; de blev gennemgribende istandsat. Indvendigt skete kun få istandsættelser, bl.a. blev trappen til loftet repareret, og gulvet i Tekøkkenet blev som følge deraf omlagt.

Tidslinje over Frederiksberg Haves historie
Tidslinje over Frederiksberg Haves historie
Af .

Bygningsbeskrivelse

Det Kinesiske Lysthus er en træbygning med en fliselagt kolonnade, eller veranda, på de tre sider. Den er hævet et par trin over terræn på et muret fundament, beklædt med bornholmsk sandsten. Oprindelig var fundamentet af kløvede kampesten. Bygningen er 15 meter lang og 7 meter bred, kolonnaden iberegnet, og højden fra gulv til overside tag er 7 meter. Der er fire høje vinduesfag og en dør i midten. En sandstenstrappe med svungne vanger fører op til verandaen. Det fremspringende, svajende tag, der nederst er ombøjet i en vulst og øverst ender i et fladt parti, er dækket med brædder og kobber, oprindeligt beklædt med blik.

I dag ses blot to vingede drager, anbragt langs hovedfacadens taggrater (pt. opmagasineret på Bernstorff Slot). Taget hviler på et hammerbånd, der bæres af en række kannelerede træsøjler, mere græsk-romerske end kinesiske, som plejer at være glatte. Søjlerne har baser og kapitæler og står på stensokler. Mellem søjlerne løber et lavt rækværk af smalle trælister i et mønster med kvadrater på kant, som harmonerer med gitterværket på taget. Over søjlekapitælerne stikker spinkle ”bjælkeender” ud fra hammerbåndet og ender i et forgyldt løvehoved, som bærer en lille klokke fra gabet.

Selve bygningskroppen er en bindingsværkskonstruktion beklædt med træ, hvorpå et dekorativt rammeværk af træ er påsømmet. Vinduerne, som er skydevinduer, er opdelt i et ornamenteret sprosseværk. Op ad bagfacaden oplagres forsatsluger til inddækning af huset om vinteren. De afdækkes af et skifertag på en knægtrække. Foran lysthuset er monteret en svungen balustrade.

Det Kinesiske Lysthus indeholder et større trefagsrum, Salen, et mindre kabinet i hver ende, et tekøkken og en retirade. Lofthøjden i Salen er 4,3 meter. Gulvene er malede bræddegulve. Væggene er pudsede og bemalede med kinesiske motiver, som ikke er oprindelige. Overvæggene er inddelt af malede bambusstænger med dragekapitæler. Undervæggene var projekteret med panelering, men blev udført med et trærelief i stedet, for sidenhen at blive forsynet med et påmalet dekorativt rammeværk med kvadrater på kant, som i det udvendige kolonnaderækværk. Kabinettet mod øst har påmalet panel på undervæggene. Lofterne er plane, i Salen er det hævet i forhold til de øvrige rum og bæres af en kraftig hulkehl, der hviler på en svær, profileret gesims. Dørkarmene er kraftigt fremhævede, over dørene er der profilerede og malede fordakninger, ovenpå dem hvilede oprindeligt to udskårne delfiner, men de ses ikke længere. I det vestvendte kabinet er øverste halvdel af vinduet mod syd blændet med brædder, hvori er udskåret en halvmåne og senere indsat rødt glas. Tekøkkenet rummer både en muret pejs, hvor skorstenen i dag er fjernet, og en trappe til loftet. Adgangen sker gennem en dør i bagfacaden. Retiraden har en natstol, der kan tømmes udefra via en tilsvarende dør. Opholdsrummene er udstyret med ”kinesiske” træmøbler.

I 1802 blev en parasol med en ottekantet bænk omkring placeret nord for lysthuset samt kinesisk bro som adgang til øen.

Miljømæssig værdi

Det Kinesiske Lysthus nås ved at krydse den anlagte kanal over den Kinesiske Bro til Kineserøen. Den besøgende bringes ved ankomsten til Kineserøen i en særlig beskyttet stemning. Stien snor sig gennem beplantning af tidligere så eksotiske arter som bambus, rododendron og azalea, der hermed danner optakt til lysthusets forplads kantet med et hegn i samme stil som huset. Pavillonen er et særsyn. Den fremstår med et stærkt og fremmed formsprog, med et anderledes farvevalg og en farvesammensætning, som er helt usædvanligt for bygninger i Danmark.

Øen er disponeret med et åbent midterparti, hvor havens hovedakse krydser den. Øen er indrettet med en slynget sti klippet i græsset og eksotiske træer og buske. Den besøgende ledes rundt og kan fra stien få kig til andre scenerier i haven og se tilbage på lysthuset fra vinkler, hvor huset tager sig særligt ud i kompositionen med den omgivende beplantning. Bag huset findes en tæt plantning af nåletræer, taks og tuja, der skærmer bygningens kedelige bagside, og som samtidig hindrer indkig fra dele af haven (f.eks. Køkkenhavebroen), hvorfra bygningen ikke præsenterer sig optimalt.

Det Kinesiske Lysthus’ miljømæssige værdi knytter sig uløseligt til den romantiske have, og det er et af de væsentligste elementer i denne. Derudover er indretningen af hele øen, med lysthuset som sit absolutte centrum, orkestreret som et sceneri, hvor bygværk, beplantning og stier indgår i en komplet komposition.

Kulturhistorisk værdi

Det Kinesiske Lysthus i Frederiksberg Have er et unikt eksempel på kineserier på dansk. I den romantiske have er der med passende mellemrum strøet forskellige landskabelige stemningstyper og meget forskellige bygningselementer, der rækker fra et græsk tempel til eremithytten, fra den kolde hengemte kildegrotte til den golde klippe. Alt skal bringe beskueren i en særlig stemning på sin tur gennem haven. Her spiller kineserierne deres egen særlige rolle.

Kineserier har været vigtigt element gennem den vestlige arkitekturhistorie; fra barokken og rokokoen – og her i Frederiksberg Have som element i den romantiske have. Opførelsen af et kinesisk rum eller bygning skal fremelske et billede af det asiatiske/orientalske og viser, at personen, der står bag, har kendskab og en horisont, der går ud over det, vi kender i vesten. Kineserierne skal minde om et anderledes og eksotisk sted derude.

Lysthuset er et idealiseret sted, hvor håndværk og kunsthåndværk fremstår med forfinet og spinkel detaljering, der er uvant set med vestlige øjne. Gennem malerkunsten, udsmykningen af væggene og apteringen understøttes billedet af en forfinet og ukompliceret tilværelse ”derude” – østpå. Det orientalske fascinerer som en gammel kultur med dybt kendskab til videnskab, matematik og medicin, men også med kunsthåndværk som tapeter, dekorationer på møbler, porcelæn, fajance, tekstiler samt havekunst – og fyrværkeri.

Arkitektonisk værdi

Det Kinesiske Lysthus er på lokalt plan et af de væsentligste elementer Frederiksberg Have og dennes historie. Lysthuset ligger midt i haven og kan udvalgte steder (point de vue) ses tydeligt langt fra. Dermed understøtter bygværket markant oplevelsen af den romantiske have. Det Kinesiske Lysthus ligger tilbagetrukket på sin ø, men henvender sig via akserne til de to andre markante elementer i haven, Frederiksberg Slot og Apistemplet.

Nationalt er Det Kinesiske Lysthus et unikt eksempel på kineserier på dansk. Det er et hovedværk og samtidig et af de få overleverede danske lysthuse, skabt af to danske kunstnere, Abildgaard og Kirkerup. Det Kinesiske Lysthus har to pendanter, et beliggende ved Brede Værk, der oprindeligt er fra Dronninggaard ved Furesø, og et i Liselund Have. I den forbindelse er lysthuset i Frederiksberg Have det største og væsentligste i kraft af sin størrelse, detaljerigdom og fine udsmykning.

Internationalt har Det Kinesiske Lysthus stor betydning, da det er et originalt eksempel på populariteten af kinesiske bygninger i Europa. Det er tegnet med udgangspunkt i plancher fra den engelske arkitekt William Chambers’ bog ”Designs of Chinese Buildings” udgivet i 1757. Denne bog har været en hjælp for adskillige arkitekter i Europa, der havde fået stillet opgaven at tegne en kinesisk pavillon, særligt da den romantiske have blev moderne. Da datidens arkitekter næppe havde været i Kina, hvilket Chambers’ havde i sine unge dage, blev bogen en uvurderlig støtte i designet af de kommende kinesiske pavilloner. Overalt i Europa vil man finde kinesiske pavilloner med udgangspunkt i Chambers’ bog. Der meget tydelige beviser på, at udformningen af Den Kinesiske Lysthus stammer fra Chambers’ bog. Det Kinesiske Lysthus har mange paralleller i Europa – et tydeligt beslægtet lysthus er Maison Chinoise på Desert de Retz, en ”jardin anglo – chinoise” nær Chambourcy (ved Paris), der blev opført i 1770’erne og 1780’erne, men som ikke eksisterer i dag.

Videre Læsning

Læs videre om

Læs også om

Se alle artikler om Slotte

Se alle artikler om Slotshaver